Man må ikke lyve for sin mor

Udstillingens indledende titel genoplivede for mig personligt utallige indrømmelser fra mine teenageår. Den slags indrømmelser, der kommer efter at være blevet konfronteret med min mor. Andrew Sendors sandhed er: Man må aldrig lyve for sin mor.

Skønhedsidealer til debat

Mit første indtryk af udstillingens indhold stemte ikke umiddelbart overens med den forventning, jeg kom med efter at have læst titlen på udstillingen "I will never lie to my mother again". De to portrætter af tyrkiske Pinar Yolacan fra serien "Perishables" trækker dog unægtelig på den umiskendelige udstråling af autoritet, man kan opleve hos visse ældre kvinder og som man særligt forbinder med mødre. Disse udstillede kvinder er begge medlemmer af den amerikanske overklasse. De er iført sofistikerede, cremefarvede klæder og udstråler selvsikkerhed. Ved nærmere eftersyn afslører disse klæder dog en række uforudsigelige materialer. Yolacan har i denne forbindelse anvendt kyllingeskind som krave, og tilføjer på den måde sit motiv en grad af forgængelighed. Det kunne tolkes som en reminder til de unge modeller, hvis skønhed vi møder til dagligt. Alt har en ende.

Retningen er afgørende

Amerikanske John Kleckner repræsenteres bl.a. ved et unavngivet tredelt maleri, som er genoptrykt digitalt. De tre billeder har et stærkt udtryk og fanger straks min opmærksomhed. Desuden formår de at fastholde mit blik over længere tid, idet læseretningen udfordres. Ser man billederne fra venstre mod højre, er skikkelsen i aftagende og svækkes. Vælger man derimod at se værket fra højre mod venstre, tiltager skikkelsen og styrkes i udtryk. Dette gør oplevelsen af netop dette værk meget levende. Kleckners billeder er kendt for at rumme en grad af meditativ tilgang til samtiden. Mellem hans miniature-penselstrøg kan man ikke kun finde et billede på verden anno 2008, men også en blotlæggelse af kunstneren selv.

Det flygtige og det evige

Udstillingens værker komplementerer hinanden igennem deres fokus på det ofte anvendte tema, døden. På hver sin måde arbejder kunstnerne med forgængeligheden og det flygtige i tilværelsen. På trods af denne endegyldighed, fornemmes genopstandelse dog rundt om hjørnet. Dette sker særligt i værkerne af amerikanske Daniel Davidson, hvor alt bindes sammen i livscykler.