Manifest 07 … det er osse en udstilling

aarhus.nu kom forbi Kunstbygningen på åbningsdagen af MANIFEST 07.

Louise Vind Nielsen: Smid tørklædet! (udsnit)

aarhus.nu kom forbi Kunstbygningen på åbningsdagen af MANIFEST 07.


info


De glade tressere
I bedste salonstil er udstillingen Manifest 07 … det er osse en udstilling i Århus Kunstbygning dækket med kunstværker fra gulv til loft. Alle kan i princippet være med. En retro-stemning til de glade, utopiske tressere tryllebinder udstillingen. Noget, som også forpligter, mener leder af Århus Kunstbygning, Thorsten Sadowsky, nemlig også at kunne leve op til de heroiske tider i tresserne.
Der hviler således et ansvar på skulderne af manifestpedellerne i de mokka brune kitler.
Udstillingens hensigt er at synliggøre de mange facetter, som det århusianske kunstliv rummer.
150 lokale kunstnere deltager i projektet med værker, som repræsenterer forskellige genrers udtryksformer. Tilsammen udgør de en manifestation af kunstnerisk mangfoldighed.

De truede bananer
I installationen: Yes! We have no bananas!, reflekterer den dansk-panamanske billedkunstner Eric R. Fajardo over de triste kendsgerninger, som det britiske videnskabelige tidsskrift New Scientist netop har fundet ud af. Bananen er truet af flere forskellige sygdomme, og vil derfor måske være helt udryddet om blot 10 år. Dette vil medføre fatale konsekvenser rundt om i verden.
Som Eric R. Fajardo udtrykker det: ”Problemet med bananen er, at den sit potente udseende til trods, er et skravl uden et naturligt sexliv.” Verdens største staude er afhængig af kunstig befrugtning! Eric R. Fajardo byder dog selv flittigt publikum bananer fra sin installation med ordene: ”Spis nogle bananer!”

Installationen Yes! We have no bananas!. Foto: Mette Kyhl Nielsen.
Installationen Yes! We have no bananas!. Foto: Mette Kyhl Nielsen.
Trio Trinette folder sig ud. Foto: Mette Kyhl Nielsen.
Trio Trinette folder sig ud. Foto: Mette Kyhl Nielsen.

Trio Trinette
Imens jeg overvejer, om jeg med samvittigheden i god behold, kan spise min truede banan, bryder den musikalske Trio Trinette pludselig ud i et musikalsk virvar. (Sandsynligvis verdens første trio bestående af 4 personer)! Guitar og tværfløjte blandes sammen med lyden fra en agurk, der bliver skåret i skiver, kaffe der brygges, og flammers gnistren fra en varm brødrister. Alt styres med hård hånd af den koncentrerede mand bag mikserpulten, hvorpå en gammel grammofonplade drejer skævt rundt om sig selv. Trioen ”toaster” vitterligt musikken, som de har foreskrevet.

Et medrivende eksperiment
En løssluppen og munter stemning hviler over såvel de deltagende kunstnere som de besøgende gæster, som medvirker i dagens udstilling. Det er kunst, der møder folk, og folk der møder kunst.
Det er svært at sige, præcist hvem, der påvirker hvem og hvad her i Århus Kunstbygning i disse sommerdage. Udstillingen Manifest 07 … det er osse en udstilling er et medrivende eksperiment i konstant forandring, hvor hverken kunstner, institution eller gæst på forhånd ved, hvad eller hvem næste dags udstilling bringer. Hver dag dannes små redaktionsgrupper, der udstikker retningen for den enkelte dags sammensætning af de indleverede værker, og det der produceres undervejs.
Længe leve mangfoldigheden – hvis vi mennesker ellers magter at rumme den hele.


Fakta

Udstilling

Manifest 07... det er osse en udstilling

10 aug 2007 19 aug 2007

Kunsthal Aarhus Se kort og tider