Maria Wæhrens om sin retrospektive separatudstilling – en udstilling du ikke kan se

På Kunsten.nu sørger vi for at være tilstede i de udstillinger, som er lukkede på grund af corona retriktionerne. Det gør vi med henblik på at give publikum et virtuelt indblik i udstillingen. I denne artikel fortæller Maria Wæhrens om sin retrospektive separatudstilling på Vejen Kunstmuseum.

Kan du fortælle lidt om din udstilling, som vi på grund af coronakrisen ikke kan opleve lige nu?

På Vejen Kunstmuseum viser jeg en retrospektiv udstilling med mere end 100 værker. Mit ældste værk er et linoleumstryk, fra da jeg var 16 år, og de nyeste malerier blev til sammen med udstillingen i Niels Hansen Jacobsens atelier. Der boede jeg nærmest i 14 dage i en ottekant, som er bygget indeni en smuk, ottekantet kuppelsal, Skibelundsalen, mellem fantastiske skulpturer og malerier med hovedvægt på symbolismen. På den måde kom mine værker til at indgå i sammenhæng med værker fra museet, som helt automatisk læses ind i hinanden.

Jeg synes, det er enormt spændende, hvordan mine værker og malerierne og skulpturerne fra samlingen, med alle deres historier, bliver formbare i nye sammenhænge og fletter sig ind i hinanden. Der er ingen kronologi i min ophængning, værkerne får lov til at stå og hænge sammen, så det understreger indholdet og forstærker stemningen og følelsen.

Udstillingen er bygget op, så man får associationer til kirkerummet. Jeg er vokset op i en kristen familie, og som 13-årig drømte jeg i en natlig drøm at jeg skulle være kunstner. Mit kendskab til kunst fik jeg gennem min mormors malerier, som primært var bibelske motiver. Jeg elskede at gå rundt med hende i huset, og høre alle historierne om malerierne.

Jeg malede og tegnede ikke selv før efter min drøm. Jeg syntes simpelthen, at kunst var for helligt ligesom troen, og at det ikke bare var noget, jeg kunne tillade mig. Men jeg fik kaldet gennem drømmen, og fra da af var jeg ikke i tvivl. At man kan bruge maleriet til at fortælle noget vigtigt, har jeg fået med fra min mormor. Det betyder, at min praksis altid har været eksperimenterende, undersøgende og med et ønske om at kunne udtrykke mine tanker og budskaber så klart som muligt.

Jeg blev inviteret til at lave julekalenderudstillingen, der er et tilbagevendende koncept på museet. Det betyder, at der hver dag i hele december blev åbnet et nyt værk for skoleklasser. Udstillingen stod derfor først helt færdig fra den 26.december, da alle låger var åbnet. Det gav en vinkel på udstillingen, som for mig var rigtig interessant, fordi fortællingen er så vigtig for mig. Det sanselige og historien er netop det, jeg lægger mest vægt på. Hvordan genererer min historie og mine malerier andres liv og historier, og hvordan spejler de besøgende sig i min kunst?

I denne sammenhæng blev det i særlig grad med vægt på børnene, som hver dag i julekalender-tiden kom ind på udstillingen og skulle kopiere dagens maleri. Den del stod billedkunstner og formidler Sophus Ejler Jepsen, som også er kurator på udstillingen, for. Han præsenterede børnene for min historie, og så levede de sig ind i mine malerier, det de hørte og spejlede sig i min historie og tegnede. Det var meget rørende for mig og en kæmpe gave at tænke på de historier og tegninger, som indgår i nye fortællinger.

I arbejdet med at opbygge en retrospektiv udstilling opstod der en masse uventet og spontant. Selv har jeg i kuppelsalen genskabt op til flere af mine egne destruerede værker, som jeg i en ekstrem selvkritisk periode brændte. Både malerier og dagbøger fra omkring 20 -års alderen. Alt det kom jeg i kontakt med gennem tilbageblikket på min egen historie. En meget forløsende og glædelig genforening med gamle motiver, tanker og følelser. Flere af parafraserne kom til at fungere som dækbilleder/julekalenderlåger og blev stedsspecifikke værker.

Er der planer om at forlænge udstillingen eller vise den senere?

Min udstilling skulle have varet fra 1. december 2020 til 14. februar 2021, men da Vejen Kunstmuseum er under renovering, bliver der en unik mulighed for at forlænge min udstilling frem til, at de ældste sale, hvor min udstilling er, skal lukke i forbindelse med renoveringen og hægtes sammen med to nybyggede længer. På grund af restriktionerne vil en genåbning allertidligst blive i slutningen af februar.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Dybest set arbejder jeg med alt det, jeg føler, som kan abstraheres til maleri. Min kunstneriske praksis har altid taget udgangspunkt i det biografiske. Følelserne dokumenteres. I en følelse sættes der lighedstegn mellem farven og følelsen, og nogle bestemte streger, som ligner en plante, er en følelse af ensomhed. Planten tegnede jeg første gang, da jeg var syv år. Alt dokumenteres intuitivt. Jeg har lavet en form for følelsesmæssigt alfabet, et personligt vidnesbyrd. Med min egen personlige historie og gennem maleriet undersøger jeg, hvordan erindring og det underbevidste kan udtrykke sig i en spontan malerisk proces.

I perioder har maleriet været en flade, som jeg i frustration ikke bare ville godtage, men som jeg bekæmpede og udfordrede mest muligt aggressivt og afvisende. Sidste sommer drømte jeg, at en kæmpemæssig engel stod og kiggede ind af mit vindue på første sal og spurgte, hvad han kunne hjælpe mig med. Jeg blev henført til drømmen fra min barndom – kaldet.

Den nye drøm fik også en skelsættende betydning for mig, og den ændrede mit syn på, hvem jeg er, og det jeg kommer fra. Forandringen afspejles tydeligt i min kunst. Maleriet er ikke længere en kamp, men en modtagelse. Det har ændret mit udtryk fra at være tungt til at være lettere og musisk.

Hvordan påvirker situationen dig og din kunstneriske praksis? Og hvordan påvirker situationen en institution som Vejen Kunstmuseum?

Situationen med Corona har langt hen ad vejen ikke påvirket mig så meget. På det sidste har jeg dog følt, at det er begyndt at være tungt, da det nu har stået på i lang tid. Jeg savner at komme ud blandt mennesker. Det er hårdt, at denne udstilling ikke er blevet genåbnet endnu. Den kommende udstilling på Den Frie med Koloristerne, som jeg er blevet medlem af, er aflyst. Den næste udstilling, jeg er med på, i Ringstedgalleriet i marts måned, er heldigvis udendørs, så forhåbentlig skal den ikke aflyses.

Jeg har nok at lave, men jeg er blevet mere bevidst om, at ting ændrer sig konstant. Jeg er taknemmelig over, at udstillingen på Vejen Kunstmuseum fik en god begyndelse med de mange skolebørn som publikum og aktive deltagere. Andet publikum havde også adgang frem til lukningen nogle dage før jul.

Hver dag i december blev dagens maleri fra julekalenderen lagt ud og fint beskrevet på Vejen Kunstmuseums Instagram og Facebook af museets direktør Teresa Nielsen, som daglig ringede og spurgte til dagens maleri. På denne måde blev udstillingen dokumenteret og ligger tilgængelig, på trods af, at udstillingen er midlertidig lukket ned.

Teresa Nielsen forklarer, at for Vejen Kunstmuseum har pandemien betydet, at museet har måttet være parat til at gå nye veje. Trods renovering og nybyggeri i snart to år – og oveni dette en Corona pandemi – har de holdt de ældste sale åbne med et næsten lige så højt besøg som ellers og et fortsat højt aktivitetsniveau i formidlingen. Efter nedlukningen i foråret 2020 var museet åbent fra sidst i maj til den 18. december.

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

Ud over frustrationer omkring den økonomiske situation, er der også positive forandringer. Kriser kan afføde kreativitet: vi søger ind i os selv og skal finde nye værdier. De faste rutiner bliver udfordret, vi tvinges til at tænke anderledes og blive mere bevidste om vores valg, og det kan være befordrende for kunsten, idet refleksionen bliver dybere i forhold til det eksistentielle. Det kan være en god grobund for det, der sker hos den enkelte kunstner.

I en tid, hvor vi ikke kan rejse så meget, kommer der et større fokus indadtil, men det kan give os en styrke, fordi vi kigger mere på os selv. Vi skal gøre os mere umage for at opføre os ordentligt over for hinanden, være mere venlige. Vi kan ikke bare søge væk, vi skal se på, hvem vi selv er, og vi bliver mere bevidste om det nære. Hvad det kommer til at betyde for kulturlivet, vil vise sig hen ad vejen.