Martin Richard Olsen: Et eget sted

I maj 2026 vendte jeg tilbage til Martin Richard Olsens kunstnerskab, denne gang sammen med Dorte Buchwald ved Storketårnet i Kirke Hyllinge. Her blev mange af de temaer, der prægede atelieret, synlige i et monumentalt værk: familien og myterne, politikken og hverdagen, arkæologien, Grønland og de mange kulturelle referencer, som gennemstrømmer kunstnerens praksis.

Artiklen bygger på de to besøg og tegner et portræt af Martin Richard Olsen gennem både arbejdsrummet og et af hans hovedværker. Sammen peger de på en kunstnerisk praksis, hvor det nære og det samfundsmæssige, det håndværksmæssige og det undersøgende, konstant væves sammen.

En lille rød bil flyder gennem Havets moders blå hår henimod en kost i hænderne på en næsten liggende kvinde. Mor står der på kvinden, som fejer med kosten. På en andre figurer står onkel, søster, lillebror, søn, oldefar, tiptiptiptiptip... Figurerne i Martin Richard Olsens Storketårn (2005-2009) indgår alle i relationer til nogle eller til hinanden. 

Det er maj 2026. Dorte Buchwald og jeg taget til Kirke Hyllinge for at se Martins tårn af stentøj på en plads ved plejecentret Ammershøj; tæt på hvor Bjørn Nørgaard, Henning Christiansen og Lene Adler Olsens aktivistiske værk, hesteofringen, blev iværksat. 

Næsten 20 år efter Storketårnets opførsel har storke endnu ikke slået sig ned i reden på toppen af tårnet, men kragefugle flyver ind og ud af hullerne mellem figurerne. Vi kan høre de pibende unger inde fra tårnet; bygget til at huse fuglereder. 

Det er svært at blive færdig med at udforske tårnets motivverden. Vi dvæler ved Adam og Eva, som også er stedmor og far; lægen med lægesymbolet, stok og slange, indridset på overarmen og et drop hængende som en snoet slange ned fra underarmen. Dorte udpeger Martins søn, som han har brugt i flere andre værker. 

Forskellige hudfarver; kroppe med og uden tøj; med og uden tørklæde; unge og gamle; en sanger, et maskingevær, blomster, frihedskamp, julehjerter og adskillige forkortelser, som peger ud i samfund og verden. Det hele i en sirlig keramisk komposition.

”Jeg er lidt politisk”, som han siger. Som kunstner har Martin løbende været kritisk, råbt op og været vred på en kunstscene drevet af stor økonomisk ulighed, som dyrker og opretholder de få, og ignorerer og/eller ekskluderer de fleste. 

Atelieret i den gamle papirfabrik kom også til efter som kunstner at have været ”jaget vildt” i forskellige københavnske atelierer, som enten var for dyre eller blev revet ned.

Læs også: Kunstner sultestrejker

Hans atelier er et godt værksted til eksperimenter, som han selv formulerer det. Han har selv bygget det af genbrugsmaterialer, har fundet møbler i containere og har skabt et eget sted i et hjørne på én af etagehallerne på papirfabrikken.

”Atelieret er et helle”, siger Martin, ”særligt tidligt om morgenen, hvor man kan se solen stå op, selvom vinteren kan være kold og sommeren varm.”

I 2022 havde Martin Richard Olsen en stor del af sine værker udstillet på den fabriksetage, hvor han har bygget sit atelier i et hjørne, og hvor han har afholdt flere udstillinger gennem årene. Dykker man ned i Martins værker, er der en konstant undersøgende proces i gang.

”Det er jo det, der er så mærkeligt. Jeg arbejder med noget et stykke tid, så falder interessen, og jeg begynder på noget nyt. Jeg har arbejdet skulpturelt og med installation; jeg har malet, og jeg har støbt klokker. Jeg begyndte at arbejde med bronze, fordi jeg læste om bronzestøberi, og der stod noget om klokker. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at støbe sådan nogle. Så jeg støbte klokker, og pludselig var der lyd, og det blev en anden slags skulptur end mit udgangspunkt.”

Martin har haft et bronzestøberi på fabriksetagen. Han byggede selv ovnen og afholdt workshops i bronzestøbning; indenda havde han fået et rejselegat til Indien, hvor han sammen med sin søn rejste rundt og besøgte bronzestøberier. 

Sine workshops i bronzestøberi husker han som en dejlig tid, hvor han lærte en masse forskellige mennesker at kende; i det hele taget fremhæver han de mennesker, han gennem kunsten har samarbejdet med. 

Udover bronzestøberiet og den selvbyggede ovn, har han en keramikovn og flere andre ovne. Ovne og redskaber er noget han bygger og bygger videre på; af og til sammen med andre. 

Som en anden Ole Opfinder eller Georg Gearløs hænger midt i atelieret en stor flyver; den skulle have været til en børnehave. Martin var for mange år side i et beskæftigelsesprojekt for kunstnere, hvor han kom ud i en børnehave. Flyveren skulle have været en vindfløjte og lyse, når det blæste, men projektet blev for stort til at kunne lade sig gøre, indenfor de fire måneder projektet varede. 

”Flyveren er lavet af en barnevogn”, fortæller Martin, ”og er en Mosquito, som den engelske flyver der bombede København under 2. verdenskrig. Min far gik i skole ved siden af den franske skole, så det skulle være et slags monument for denne katastrofe. Den skulle males grøn og lyse, når det blæste.”

Nu hænger flyveren tilbage i atelieret som en drøm om en generøsitet; en generøsitet, der på én gang tager alvorligt, at kunsten tænkes sammen med dem, som skal kigge på og være med den til daglig, men også peger ud i verden. 

Julehjertet er som klokkerne et motiv, Martin Richard Olsen ad flere omgange er vendt tilbage til. Udover at snige sig ind hist og her i Storketårnet, har Martin skabt en serie grafiske værker omkring julehjertet. Der er både noget direkte nærværende og lettere fandenivoldsk ved at tage netop julehjertet ind som motiv i kunsten. 

”Jeg blev inviteret med på en udstilling, som hed Kitsch og konkret. Julehjertet er jo både kitsch og konkret kunst, så i en periode lavede jeg julehjerter,” fortæller han. 

Og så er der kunst og arkæologien. Form og landskaber, ritual og hverdag, som Martin nu igennem en årrække har undersøgt som muligheder for præhistorisk land art. 

Han har studeret lidar-kort eller højdemålingskort, hvor al bebyggelse og bevoksning er fjernet, og fundet orme- og slangeformationer i landskabet efter istidens tunneldale, som han blandt andet har sammenført med de omkringliggende bynavne og deres etymologiske forbindelser med slangen, ormen eller ålen. 

Gennem disse undersøgelser spøger spørgsmålet: Skabte landskabet myterne, eller skabte myterne nogle gange landskabet?

”Slangen eller ormen”, siger han, ”er et kendt symbol langt tilbage i alle verdens kulturer.” 

Lægefaren på Storketårnet har slangesymbolet på armen og 'slange'drop i armen, og hans far, som var læge, holdt tidsskriftet Skalk, hvor Martins interesse for arkæologi begyndte. Processerne med arkæologi og land art er dog ikke deciderede værkprocesser.

”Når man er i gang med et maleri eller en skulptur bliver man ligesom fanget af noget; man bliver ved, og pludseligt er det færdigt. Det her med kunst og arkæologi er ligesom en inspiration eller noget andet.”

På Storketårnet dvæler Dorte og jeg ved en angakok (åndemaner), som sidder med fremstrakte ben som på ånderejse; måske på vej ned på havets bund for at formilde Havets Moder, som, hvis mennesket forurener og ikke overholder tabu, holder fangstdyrene tilbage i sit hår sammenfiltret af menneskets skidt og ugerninger. 

Martin har som barn boet i Qeqertarsuaq og Qaqortoq i Grønland, og hans værker berører af og til dette. Og så er kunstneren Aalut Kangermiu/Aron fra Kangeq fra midten af 1800taller er én af Martins helte:

”I en lille bitte by skrev og tegnede han de mest fantastiske mesterværker! Den slags historier gør livet til at holde ud.”