Massemorder i Senko Studio
Hvorfor laver en ung kvindelig kunstner film om en psykopat? Udstillingsaktuelle Line Kallmayer giver svaret her.
Hvorfor laver en ung kvindelig kunstner film om en psykopat? Udstillingsaktuelle Line Kallmayer giver svaret her.
info
Videoen afspilles på Senko Frame - et stort lærred i Senko Studio, som kan ses udefra.
Tidspunkt: kl. 21 - 23.
I Senko Studios normale åbningstid kan i selve galleriet ses foto og tekst, som knytter an til videoen.
Det lille udstillingssted Senko Studio i Viborg viser for tiden Line Kallmayers videoværk Dennis – a monodrama. Videoen fortæller om den amerikanske massemorder Dennis Lynn Rader, som myrdede løs og efterfølgende sendte breve til politiet og lokale medier, hvor han pralede af mordene. Værsgo og skyl – en vaskeægte psykopat!
Kallmayer kalder sin video for en ‘performativ dokumentar’. Den sætter billeder på en rejse i psykopatens fodspor i Wichita iblandet kunstnerens egne forestillinger om ham.
Massemordets dybe kunst
Det lyder makabert, men Kallmayer kastede sig faktisk over massemord som følge af en frustration over, at hun ikke følte, at hendes arbejde havde tilstrækkelig dybde.
"Jeg begyndte at researche som en sindssyg på psykopati, mordere og ondskab i alskens afskygninger," forklarer hun. "Jeg har altid været interesseret i menneskets mørkere sider og har hele mit liv læst meget om det, men nu kunne jeg pludselig bruge det aktivt og produktivt."
Iscenesat ondskab
Dennis Rader dukkede ganske naturligt op i mængden af ondskab. Han var et klassisk eksempel på en seriemorder. En ikke særlig intelligent mand, formand i den lokale kirke og almindelig familiefar i Wichita. Men altså i besidelse af en ganske fatal skyggeside.
"Jeg blev inspireret af den måde, hvorpå han nærmest iscenesatte sin egen identitet: han navngav sig selv (BTK Killer – Bind, Torture, Kill, red.), slog ihjel udfra det han havde læst i detektivromaner, og han tog billeder af sig selv og ofrene. Jeg var interesseret i hans drivkraft og hans billedverden og interesseret i at forsøge at beskrive dette i lyset af beskrivelser af blandt andet psykopati."
Psykopaten lever i et rum af spejle
Kallmayers intention med filmen var at materialisere dybe lag i mennesket, og undervejs dukkede brugbare metaforer op. Hun læste eksempelvis et sted, at det at være psykopat kan beskrives som at leve i et rum af spejle.
"Det billede inspirerede mig, og den stemning har jeg forsøgt at få med i filmen.
Jeg vidste, at jeg ikke var interesseret i at afbillede, illustrere eller fortolke mit materiale, men at lave en film, der kunne skabe et rum – et spejlrum om du vil – hvor beskueren kunne komme med sine egne fortolkninger."
Et klassisk trick
Gennem researchfasen snakkede Kallmayer med en række mennesker i Wichita og fik indkapslet nogle nøglepersoner.
"Journalisten, som havde dækket historien, optog mig, fordi jeg så ham som ‘storytelleren’ i det hele. Også fordi det er et klassisk dokumentartrick. Du ved, sådan at ankomme til den her lille by og så starte med at tage hen til den lokale avis og få hele historien."
Exorcisme
Hun talte også med præsten, der havde fungeret i den kirke, hvor Rader kom. Han var i kunstnerens øjne interessant, fordi han mente, at Dennis var besat af dæmoner og havde brug for exorcisme.
Line Kallmayers drøm om en morder på værelset
Til sidst prøvede Kallmayer at arrangere et telefoninterview med Dennis Rader selv, men han svarede dog aldrig. Hele projektet krøb i høj grad ind under huden på kunstneren.
"I processen prøvede jeg virkelig at forstå ham, komme tæt på ham og at acceptere ham. Jeg havde endda drømme og mareridt, hvor jeg mødte ham og så ham på mit værelse."
Fakta
Udstilling
Dennis - a monodrama
2 maj 2009 7 jun 2009
Line Kallmayer
Senko Studio Se kort og tider
Fakta
Line Kallmayer er født i 1976 i Danmark.
Hun studerer på sidste år på Goldsmith College of Fine Arts i London og arbejder hovedsageligt med fotografi, video og film.
Line Kallmayer har tidligere læst engelsk og psykologi og har desuden gået på Fatamorgana, dansk skole for fotografi.