Med byen som billede
ARoS har nyindrettet afdelingen med nutidskunst. Resultatet Art City er en udfordrende og interessant totaliscenesættelse.
ARoS har nyindrettet afdelingen med nutidskunst. Resultatet Art City er en udfordrende og interessant totaliscenesættelse.
Kunstby med caféer og graffiti
Art City er navnet på museets nyophængning af samlingen af nyere dansk og international kunst. Udstillingen lægger både op til umiddelbar oplevelse og analytiske pointer og er en absolut vellykket revitalisering. Frem for en kronologisk eller på anden måde systematiseret opsætning, har man valgt en totaliscenesættelse, der sætter værkerne sammen i en dristigt bogstavelig byrums-kulisse. Her er huse og udstillingsvinduer centreret om en hovedgade og en byplads, hvorfra man kan kigge ind i de omgivende rums værk-sammenstillinger. Man har endda indsat en graffitibemalet carport og fortovscaféborde for at understrege den urbane stemning!
Opsætning med oplevelse og mening
Iscenesættelsen foregår uden ledende tekst eller paroler. Men oplevelsen burde alligevel give mening både for kendere og mere uindviede gæster, idet mange af værkerne i forvejen tematiserer det bymæssige. Og byen med sin sammensathed og pågående modernitet svarer fint til samtidskunsten helt generelt. Art City er også fin som kontrast til den landskabelige idyl, der findes i mange af den ældre samlings malerier, og som man måske lige har set på den øverste etage.
Mellem larm..
Som kunstbyens midte står Carsten Höllers futuristiske lyserøde glaskugle. Et andet vartegn, der i modsætning til kuglen er nyt i museets samling, er Michael Bevilaquas racerbil-skulptur, der med klistermærker refererer til musik og subkulturer. Den er effektfuldt sat op sammen med Erik A. Frandsens lysværker.
…og tomhed
Mens disse værker er præget af liv og dynamik, er mange af de andre by-tematiserende værker påfaldende affolkede og afdæmpede. Wim Wenders og Per Bak Jensens fotografier viser byens rum som mystisk tomme og let surreelle. Det samme kan siges om Astrid Kruse Jensens foto-værker. I endnu en vellykket sammensætning deler de ‘hus’ med Miwa Yanagis billeder af den moderne asiatiske storbys ens uniformerede masser og Mona Hatoums ellipseformede skulptur i midten af rummet.
Byen er allestedsnærværende
Byen ses i Art City altså både som ‘hvor det sker’ og passive omgivelser. Mest af alt er by-verdenen er ikke til at undgå og sender bølger ud til den fjerneste udkant af verden, som Erik A. Frandsens Hollywood/Hoberlev kan være en humoristisk illustration af.
Deterritorialisiert?
Art City-ophængningen glæder både ved helheden og detaljerne. De fint udtænkte værksammenstillinger følger lempeligt parolen fra Claus Carstensens store banner, der hænger over ‘hovedgaden’: Deterritorialisiert! De får i ophængningen ny plads og ny mening i en samling, der følger med og er sværvægteren i ‘Art City Århus’!