Med mellemrummet på konference

Den 20. august slog KUA dørene op for en firedags international konference for performancestudier. Konferencen bar undertitlen INTERREGNUM – In Between States. Altså, tidsrummet mellem to regenters henholdsvise abdicering og kroning. Et rastløst vakuum fyldt med ligelig optimisme og uro for, hvad fremtiden vil bringe. Med dette fokus på mellemrummet og undtagelsen lagde de to lektorer fra Kunsthistorie og hovedarrangører Rune Gade og Gunhild Borggreen op til debat i krydsfeltet mellem kunst, samfund, faglighed, køn, klasse og kultur.

Handicap, tortur-turisme og Shakespeare
KUA mindede i fire dage om en festival for fagfolk: Konferencen tilbød en mangfoldighed af oplæg, debatter og faggruppemøder, og universitetets gange var et mylder af konferencedeltagere, der pilede fra det ene debatforum til det næste. Skulle man vælge debatten om: ”handicap som performativt mellemrum”, ”mindesmærke- og tortur-turisme”, eller hvad med at besøge den lille flok af performance studies-historikere, der forsøger at sætte nye performative vinkler på alt fra inkvisitionen til Shakespeare?
Som enhver festival bød INTERREGNUM på både overraskelser, store hovednavne og såmænd også en pris, der i år gik til iranske Farah Yehaneh for sin modige udfordring af den vestlige ide om performance.
Blandt hovednavnene skal nævnes lektor Gavin Butts provokerende angreb på, hvad han kalder kunstindustriens og kunstkritikkens selvpåførte seriøsitet, som han kritiserer for at omklamre performancekunsten.

11 skarpe knive
De mange ord var konstant prydet med alskens indslag: bogudgivelsesreceptioner, udflugter og små og store performances.
På performance-siden overstrålede danske SIGNA med performancen 11 Knifes. I form, stemning og æstetisk udtryk var 11 Knifes en videreførelse af den mellemkrigstids underklasselurvede dekadence, som SIGNA mestrer. I et nedslidt campingvognslandskab regerede et underligt hierarki omkring de to selvindsatte masters, der via et skæbnespil uden tydelige regler, kontrollerede de øvrige ludomaniske indbyggere, som beredvilligt ofrede alt blot for at være med.

Te med familien
I den mere stilfærdige ende af performance-skalaen inviterede Nordamerikanske Nicole Gruter til teselskab. Gruter skænkede te i et noget skåret guldalder-testel, mens hun redegjorde for sit dilemma: Er det tid til at smide stellet ud, ærlig talt, det fylder og er temmelig kitsched. Publikummet til teselskabet billigede, jo det har set bedre dage. Men så berettede Gruter om stellets historie. Om hvordan det er gået i arv mellem kvinderne i hendes familie. Fra oldemor og nu i dag til hende selv. Om hvordan det delvist blev smadret af bedstemoderens nabokone, og om hvordan det spillede en afgørende rolle i moderens afsløring af faderens utroskab. Ved fortællingens slutningen var testellet alt andet end tilfældigt porcelæn, men et vidnesbyrd om en familie. Samstemmigt tryglede publikum hende om ikke af smide det ud.

Performance Studies vokser i Danmark
Når de lange konferencedage var slut, kunne de mest udholdende glide ud i de mange kulturelle aftentilbud: performance-clubbing på Camp X, Queer-performancefestival i Warehouse 9 og Erik Bold performance på Plex for blot at nævne nogen.
Alt dette er overvældende set i forhold til, at performancekunsten og især performancestudier ikke har markeret sig væsentligt i Danmark. Det er med evindeligt fodslæberi i forhold til den internationale scene, at den danske kunstverden igen får øjnene op for performancekunsten.
Imidlertid bar INTERREGNUM-konferencen præg af et niveau, både hvad angår organisation og fagligt indhold, som peger på, at et miljø er ved endelig at etablere sig.