Mellem drøm og mareridt – Isaac Julien og flugtens tvetydige æstetik

Isaac Juliens omfattende og smukke videoinstallation Western Union: Small Boats fra 2007 fører os perspektiveret ind i migrationens både tvetydige og skæbnesvangre rum. Værket er uhyre aktuelt – stadigvæk – og leverer et forfriskende politisk blik i det nye fokusrum på ARoS.

Mere end 15.000 de sidste ti år. 3.086 ved udgangen af 2017. Eller i gennemsnit otte om dagen. Alt efter hvordan du bedst kan begribe omfanget af mennesker, der drukner eller er druknet i forsøget på at krydse Middelhavet fra en af Afrikas kyster. Det er de hårde faktiske tal for dem, der aldrig når i land. Dem, hvor drømmen om et nyt liv, et nyt land og ny grund under fødderne stopper brat.

Det er ti år og 15.000 døde siden, den britiske instruktør og filmkunstner Isaac Julien lavede sit værk Western Union: Small Boats, der frem til den 27. maj kan opleves på ARoS. Værket skildrer den flygtningekrise, som særligt har udfoldet sig i Europa de seneste år og i takt hermed det stadigt stærkere europæiske greb om Middelhavet.

Fra kyst til kyst
ARoS’ Focus-galleri er klædt helt i blåt. Lofter, gulve, paneler og sofaer. Fra loftet hænger tre skærme. Arrangeret i et triptykon, der både omslutter sit publikum let og inviterer indenfor. 18 minutter og 22 sekunder varer filmen.

Den åbner med en mørk tunnel. For enden ser vi havet og den blå horisont. Bølgerne skvulper mod indgangen, og ud af tunnelens mørke træder den smukke figur Vanessa Myrie. Hendes profil er androgyn, rank, statuesk og klædt i hvide stoffer mod den mørke hud. Herefter følger kameraet hendes blik mod horisonten, hvor havet, der skinner i symmetriske mønstre, antyder to kyststrækninger. Rejsen fra kyst til kyst rammesætter fortællingen.

Politisk æstetik
I begyndelsen af 00’erne blev Isaac Julien kendt på den britiske kunstscene for sine politisk bevidste og æstetisk stærke værker. Western Union: Small Boats er en del af en triologi, der centrerer sig om mennesker, som af forskellige årsager krydser kontinenter.

Den første film, True North fra 2004, var inspireret af historien om den sorte amerikanske opdagelsesrejsende Matthew Henson, som var en af de første, der nåede Nordpolen. Året efter tilføjede Julien anden del af værket, Fantôme Créole, der er en abstrakt rejse gennem Afrikas filmcentrum Ouagadougou, Burkina Fasos hovedstad, der blander sig med arkiviske optagelser fra tidligere koloniale ekspeditioner og afgørende historiske øjeblikke i afrikansk historie.

Men det er ikke alle, der bryder sig om Isaac Juliens særlige æstetik. Flere har kritiseret ham for at æstetisere og udnytte sårbare menneskers lidelse. Forfatter og kunstkritiker Alan Gilbert sammenligner de smukke billeder i Western Union: Small Boats med modefotografi og kritiserer Julien for at tilskrive en sensualitet til migranternes forfærdelige og ofte dødbringende rejse. Og kunsthistorikeren Jennifer A. Gonzales spørger, om det er uetisk at opbygge et œuvre af dyre og overdådige værker omkring andres tragedie. Spørgsmålet, man står med som tilskuer, er derfor, hvad æstetiseringen bidrager med? Er målet bare at lave smukke fremstillinger? Eller kan den noget, som de mange dokumentariske skildringer af krisen ikke kan?

En tå
Der er ét billede fra filmen, jeg ikke kan glemme. Det er et nærbillede af en storetå. Små lysebrune sandkorn dækker den og neglen. Tåen bevæger sig ikke. Ikke længere fornemmer man. Den fungerer som et punktum – et brat ophold i det flow af smukke og forførende billeder, der fylder mest i filmen. Det viser sig, at tåen sidder fast på et menneske, der ligger på stranden svøbt i et folie-varmetæppe. På en række med fem andre døde kroppe. På klipperne bag bader turisterne.

Realismen i scenen foruroliger, selvom vi ved, at den er iscenesat. En virkning, der selvfølgelig kommer fra referencen til billeder, vi normalt oplever i nyhedsmedierne, men også på grund af den historiske bevidsthed og politiske kant, Juliens værker indeholder.

At ARoS vælger at udstille Western Union: Small Boats lige nu synes oplagt, for som de selv skriver i deres pressemeddelelse, er værket, i de her år, aktuelt som aldrig før. Lampedusa, hvor Julien optog, har de sidste år oplevet det største antal af migranter nogensinde. Men det er den store viden og historiske bevidsthed, som Julien tilfører sine værker via sin forudgående grundige research, der giver værket sin dybde og intensitet. Bag billederne ligger den viden og vibrerer.

Værket bliver rigtig interessant, netop når de nøje udvalgte sammenstillinger af dokumentaristiske og lyriske filmsekvenser åbner for store og komplekse betydningsrum, der udfordrer vores normale forestillinger om migration. Og gør opmærksom på migrationen som noget, der er relevant ikke blot her og nu, men også for ti år siden. I morgen. Og om ti år.

Drøm og virkelighed
Western Union: Small Boats har et løst narrativ, der forfølger flere handlingsspor simultant. De dokumentariske sekvenser, der zoomer ind på et par flygtninge, i en lille båd, og de døde kroppe på stranden; lokale fiskere, der ordner deres garn i en lille fiskerihavn; en dansetrup, der bevæger sig i abstrakte bevægelser gennem vand og det italienske landskab og hallucinatoriske scener i en guldbesat balsal med funklende lysekroner og stor europæisk rigdom, der åbner for et 1.000 årigt perspektiv. Juliens værk handler ikke kun om de kroppe, der ikke når land. I lige så høj grad udfolder det historierne om dem, for hvem det lykkes at blive lukket ind, men også om dem, der har været her i mange år.

Blikkets dialektik og en ikkelineær tidsstruktur er to af de gennemgående greb, Julien bruger for at engagere sit publikum. En sekvens, der tager udgangspunkt i en gruppe udmattede afrikanske mænd, der sejler i en lille båd, illustrerer det komplekse rum, han åbner i løbet af kun et par minutter.

Vi starter med at se dét, som en af mændene ser. Bådens kant og vandet, der vugger den. Da en af mændene falder i søvn, bliver vandet roligt, og vi er pludselig midt i drømmens stilhed. Julien krydsklipper til den overdådige udsmykning på Palazzo Gangi i Palermo, og her er vi vidne til migrantens længsel og fantasier om rigdom. Rummet bliver på en og samme tid et sted, hvor kroppen kan hvile ud, og løftet om en fremtid, men samtidig et uopnåeligt fatamorgana, som til sidst viser sig som et uvelkomment rum, med afvisning og en stærk europæisk magt.

På refleksionens dyb
Når Julien vælger balsalen i Palazzo Gangi, trækker han en større historie om migration ind i sit eget værk. Balsalen optrådte i Luchino Viscontis Leoparden fra 1963, der handler om aristokratiets fald og peger på Italiens historie, der altid har været præget af migration både ind og ud af landet og hen over Middelhavet.

I den korte sekvens åbnes for det dobbelte blik, idet vi skiftevis identificerer os med migrantens blik – hvor havet kan betyde død, og kysten og klipperne er ugæstfrie rum, der virker uigennemtrængelige – og et blik, der dvæler i nydelse ved det storslåede landskab og slottets overdådige udsmykning, der bevidst stimulerer vores lyst til at se. Det er i kontrasten mellem de to, at refleksionen opstår.

Samtidig udvides rummet også i tid, da den logiske følge af nutid, datid og fremtid ophæves og begivenheder, steder og tidspunkler vikles sammen. Dansernes kroppe glider op af trapperne i stedet for ned, og bevægelserne går i modsatte retninger på de forskellige skærme.

Western Union: Small Boats tager ingen genveje, men udfordrer vores forestillinger om migranter og migration med respekt for emnets kompleksitet. Og tilbyder et stærkt politisk og værdigt intermezzo i ARoS’ ellers ofte noget sikre kunstunivers.