Mennesket kalder naturen

Den europæiske kunsthistorie er tung på naturfortællinger; især den romantiske dyrkelse af landskaber varierende fra tid til tid. Men det er ikke en romantisk dyrkelse af naturen på afstand, som er på spil i udstillingen Naturen taler på Sorø Kunstmuseum. Nærmere synes alle værkerne at rumme en længsel efter noget uopnåeligt og et forsøg på at genoprette et ligeværdigt forhold mellem menneske og natur.

Jeg har taget toget til Sorø Kunstmuseum for at se udstillingen Naturen taler. Som netop tilflyttet Danmark efter næsten syv år i Nuuk slår det mig, at forholdet til naturen her i landet er som en dikotomi mellem menneske og natur.

I Grønland er naturen et vilkår; i Danmark noget som skal beskyttes. Byerne i Grønland popper op oven på et vældigt klippelandskab. I Europa implementeres naturen i byerne som små lommer. Når naturen ikke arter sig i Europa, kalder man det naturkatastrofe. I Grønland arter naturen sig aldrig. Den er et konstant mellemværende, man som menneske ikke kan bevæge sig udenom. Den danske natur kan af og til synes som et reservat, de fleste mennesker passerer bag togvinduet eller på gennemskærende motorveje. Europæeren ser på naturen, (op)dyrker den eller rekreerer i den. For mange er naturen ‘noget derude’.

Misforstå mig ikke – der overfiskes, dumpes skrald og naturen (mis)bruges også i Grønland; det er ikke et særligt romantisk forhold til naturen, jeg forsøger at skitsere. Kun at forholdet til naturen er forskelligt, og at den europæiske fortælling om naturen ikke er allestedsgældende, uanset globale klimaforandringer.

Med afsæt i videnskaben

Alle værker i Naturen taler tager et videnskabeligt afsæt. Naturen er noget, kunstnerne er optaget af eller bedriver kunstnerisk forskning i. Alle zoomer de ind og forsøger at fange noget udenfor menneskets sansefelt, om det så er nyligt opståede øer langt ude i havet, de mindste strukturer i alger eller kommunikationen mellem planter.

I Marika Seidlers videoværk Muld Krone, hvor en række performere opholder sig i en skov, guides vi af en stemme, som vil tage os tilbage til naturen eller længere ind i den. “Mærk hvordan dine fødder skyder ned under jorden og bliver til rødder, som vokser ud mod de andre træers rødder”, messer en rolige stemme, imens performerne i skoven skovler mulden hen over huden. “Din hud får rå bark”, siger stemmen.

Marika Seidler driver Seidlers SENSORIUM, som er publikumsengagerende performances sat i scene som vandringer i forskellig natur, og det er fra dette sanselaboratorium, værket tager sit afsæt.

Billederne står knivskarpe og sansemættede med små detaljer i mulden, i barken, i edderkoppespind, i et rodnet og en kvindes hårstrå, der flettes med rødderne. Foran videoværket står forvoksede lilla og orange svampe i en bunke muld – for at minde os om alt det som foregår under jorden i svampenes omspændende kommunikationsnetværk. Værket synes at pege på et (sanse)fællesskab, som mennesket ikke er en del af og ikke forstår. Noget udenfor vores fatteevne.

Selvportræt som guldfisk

Spørgsmålet er, om mennesket skal blive noget andet, et træ for eksempel, for at forstå denne natur og for at blive en del af den? Eller er mennesket dømt til evigt at vandre udenfor Edens Have og sørge over den tabte paradisiske tilstand, hvor mennesket ikke vidste, det var menneske, men indgik i problemfri symbiose med sine omgivelser?

I Emilia Bergmarks humoristiske selvportræt, synes hun at have erkendt, at det ikke er muligt. Menneske er menneske. Natur er natur, eller snarere guldfisk er guldfisk. Kunstneren har skruet sig selv ned i et akvarium iført badedragt, og de stærkt nedaddragende mundviger siger noget om, at Selvportræt som guldfisk er mislykket; kunstneren er ikke tilnærmelsesvis blevet guldfisk, eller også er vandet bare iskoldt.

René Schmidt har i sine skulpturelle værker, hvoraf én af dem skal udsmykke metrostationen Sluseholmen, forstørret kiselalger. En lille alge, fire gange tyndere end et hårstrå, som dominerer verdenshavene og leverer 20% af jordens iltbeholdning. Symmetrien og mønstrene er på én gang enkle og komplekse. Og værkerne sætter, udover deres skulpturelle kvaliteter med smukke og fascinerende former, fokus på dét udenfor vores umiddelbare synsfelt. Alt det, der sker, uden at de fleste tænker bare et sekund over det i en travl hverdag mellem metro, tog, bus, bil, arbejde og fritid, men som er forudsætningen for selvsamme hverdag.

Vi kommer fra havet

Gruppen Superflex arbejder i deres videoværk Hunga Tonga også med de komplekse strukturer. “Time is an ocean but it does not end at the shore”, står der hen over videoværket, filmet på verdens yngste ø Hunga Tonga, som en del af forskningsprojektet Deep Sea Minding, der fusionerer kunst og videnskab. De tre kunstnere bevæger sig som parasitter i orange dragter henover øen, for til sidst at forsvinde i vandet igen. “We walk backwards”, står der, “home into the sea”. Mennesket er kommet fra havet, og vi bliver stadig skabt i en rest af havet, i fostervandet.

Der zoomes ind på de mindste sandkorn, som bliver abstrakte landskaber. Værket inddrager fortællingen om Robinson Crusoe, øboeren eller øsamfundet, som et alternativ til de samfund, vi lever i og som ikke slår til, og stiller derved spørgsmål til, om vi kan blive noget andet og indgå i naturen ved at flygte fra menneskeheden. Men øer forgår, ligesom øer opstår. “When you reach the bottom of the ocean you are no longer yourself”.

Ligesom flere andre værker i udstillingen arbejder Superflex med transformationen; et mulighedsrum for en anden måde at leve på, at være menneske på, at være i naturen og med naturen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er en indgroet længsel indbygget i det vestlige menneske, som disse værker, uanset videnskabeligt afsæt, også flirter med. Efter en tabt oprindelighed, som også fandtes i 1800 tallets landskabsromantik med modsætningsforholdet mellem civilisation og natur, og som blev indlejret i antropologiens rejser til afsidesliggende egne og forestillingen om naturmennesket, som lever i overensstemmelse med naturen. Spørgsmålet er, om det menneske nogensinde har eksisteret; mennesket har altid brugt og misbrugt naturen. Også inuit i Arktis har udryddet arter.

Duftsamtale med pæretræet

Udstillingen er en del af en bølge, hvor der med natur og klima i fokus stilles ind på mulighederne for noget andet end den kapitalistiske profittænkning. En forhandling af rummet for sameksistens og drømmen om et andet samfund. Lige nu har Rønnebæksholm udstillingen Soil. Sickness. Society., som også kredser om bæredygtighed i natur og samfund, og der udgives og genudgives talrige bøger om natur fra håndbøger til populærvidenskabelig formidling.

Værkerne er i fin dialog i udstillingen, men de er samtidig meget enstemmige i deres natursyn. Jeg savner flere nuancer, en mulighed for andre natursyn. Et natursyn er altid afhængigt af kultur, sted og tid, og disse værker stammer alle fra en specifik europæisk kontekst. Uanset om værkerne er lavet midt i Stillehavet, så slæber de et vestligt natursyn med sig; denne idé om naturen derude og beskyttelsen af den, som vi skal række ud efter.

Men mennesket er vel også natur. Naturen var før mennesket, mennesket kom af naturen og naturen vil være her efter mennesket. Det er menneskets egen overlevelse, vi kæmper for, når vi snakker klimakrise; at vi er ved at skabe et miljø, hvor vi som art måske ikke kan overleve. Men både naturen og livet vil overleve os.

Men værkerne er underfundige, smukke og tænksomme, og udstillingens store kvalitet er, at den gør opmærksom på og sætter streg under ydmygheden; at vi ved, at vi ikke ved. Værkerne gør opmærksom på, at naturen er større end os og vores forståelse. Og det er måske her, vi som mennesker står udenfor og kun kan gøre halvhjertede forsøg på at forstå et sprog, der ikke er vores.

Agnes Meyer-Brandis har med værket One Tree ID – Pyrus communis Sorø, DK or How to Become a Tree for Another Tree skabt tre parfumer af pæretræerne i gården på Sorø Kunstmuseum. Her kan man påføre sig duftstofferne fra træer, og derved indgå en usynlig og lydløs samtale med pæretræerne i gården eller de træer, man nu passerer. Duftstofferne er den del af træernes kommunikationssystem, som de menneskelige sanser kan opfange. Vi kan deltage i samtalen uden at forstå den.

Der var håndværkere i gården, da jeg forlod museet for at gå til toget. Så jeg tog QR-koden og træparfumerne med og prøver med et træ hjemme i haven. Der er måske en anden måde at bruge naturen på – som menneske og som samfund?