Mesterværker i banale rammer

Den amerikanske fotokunstner Robert Mapplethorpe (f. 1946) var en mester i at krydse grænser. I sin korte levetid skabte han nogle af denne verdens mest perfektionerede og kontroversielle fotoværker. Det står ikke til diskussion. Til gengæld kan det diskuteres, hvorvidt Aros, som lige nu viser en stor del af Mapplethorpes produktion, lever op til hans mod og til sin egen udstillingstitel On the Edge.

Lad det være sagt lige med det samme. Jeg synes, Mapplethorpes fotografier er enestående. Disse eminent eksekverede, snorlige perler kan med sit aldrig entydige sprog få mig til både at græde, grine og vende ryggen til i væmmelse.

Mapplethorpe er verdensberømt og berygtet for sin bramfrihed. På sin vej mod det perfekte billede – for det var dér, Mapplethorpe altid var på vej hen – eksperimenterede han i 70’er og 80’erne med det fotografiske medie og kunstens repræsentationsmuligheder. I dag er hans værker kendt langt ud over kunstens egen næsetip i både porno-, mode- og homoseksuelle miljøer.

Så hvad stiller man op med sådan en omgang verdenskunst, hvis agtelse alle er enige om? Hvad skriver man i en anmeldelse af værker, man på forhånd ved, er fantastiske og gudesmukke?

Man skriver noget andet. Om hvordan et stort museum som Aros for eksempel forvalter sin rolle som formidler og iscenesætter.

Udstillingsdesign
Lad os starte med skelettet. Udstillingsrummene.

På Aros’ femte etage er i alt 182 værker af Mapplethorpe installeret. Værkerne er indlånt fra henholdsvis The Mapplethorpe Foundation i New York og Canica-samlingen, som den norske erhvervsmand Stein Erik Hagen er den heldige indehaver af (verdens største samling af Mapplethorpe by the way).

Aros har gjort det til sit særkende at bygge udstillingsrummene op fra bunden. Det er smart og sikrer, at udstillingerne aldrig ligner hinanden, men ikke så sjældent fremstår de faktisk som halvsløje scenografier. I Mapplethorpe-udstillingens tilfælde, hvor væggene ikke går helt op til loftet, interfererer lydene så meget med hinanden, at der stort set intet rum levnes for fordybelse. På en dårlig dag (for Aros en god og velbesøgt dag) kan det minde om at gå rundt i en messehal.

De otte rum på udstillingen er udsmykket med hver sin farve. Flot ser det ud, men det modsætter sig unægtelig også Mapplethorpes eget stringente arbejde med koloritter. I det hele taget tilgik Mapplethorpe fotografiet med en gennemført minimalistisk monotoni. Hvert eneste motiv – fra blomst til fist fucking – fik stort set samme behandling: sort/hvidt, firskåret og stramt komponeret.

Formidling
Som Rune Gade skriver i et i øvrigt fremragende essay til udstillingskataloget, er det ”karakteristisk for Mapplethorpe at udfordre billeders tilhørsforhold.” Hans værker befinder sig konstant, som også udstillingstitlen On the Edge betoner, på kanten. Her står de og vipper på en skala, der går fra ren formalisme til ren provokation.

Der ligger således et hav af tematikker opmagasineret i Mapplethorpes værker. Og de krydser hinanden i ét væk.

I On the Edge har man forsøgt sig med en række overskrifter, fx ”Objekt og skulptur”, ”Glamour og berømmelse”, ”Seksualitet, frihed og magt”. Men det er vanskeligt. Jo længere ind i udstillingen, man kommer, desto mere går det op for en, at fotografierne ikke lader sig tøjle. At portrættet af billedkunstneren Alice Neel (1984) langt fra kun handler om berømmelse og kendisfaktor, det handler om død og om at skulpturere kroppen i et fotografi. Om at gøre det levende dødt og det døde levende.

Foruden en to timer lang HBO-dokumentar, som museet har fået lov at vise i en dertil indrettet biograf i udstillingen, er tætskrevne formidlingstekster placeret i hvert rum – i nogle rum er der to. Desuden har Aros valgt at producere et hæfte til børnefamilier, som blandt andet indeholder en skattejagt, der skal lede børnene uden om det ’hemmelige rum’ i udstillingen, hvor Mapplethorpes mest hardcore fotografier bliver vist.

Herudover er fire antikke skulpturer installeret, for ifølge museumsdirektøren at tilføre den ’flade’ fotoudstilling fysikalitet. Helt upåkrævet peger de på iøjnefaldende motiver og symboler i Mapplethorpes produktion og bliver på sin vis en slags konkurrenter til det skulpturelle arbejde, Mapplethorpe udførte med fotografiet. Som var det ler mellem hans hænder.

Udstillingen rundes af med et efterhånden velkendt Aros-trick: “et formidlingsrum”. Her kan man lytte til al for høj musik fra dengang, Mapplethorpe var ung, iklæde sig læder og pisk, for derefter at lade sig fotografere i et fingeret fotostudie og sende resultatet ud med et hashtag, der tilhører Aros.

Et, undskyld mig, tarveligt rum, der intet som helst har at give de formfuldendte og dybt bevægende billeder, Mapplethorpe producerede. Det ligner mere en tivoliseret og unødig håndsrækning til de få, som ikke finder værkerne inddragende nok.

Tærskelæstetik og banaliteter
Aros har i sin udstilling besluttet sig for at fortælle det meste af historien om Mapplethorpe. Det er ambitiøst og velkomment, for det er ikke ofte, at så stor en delegation af Mapplethorpe-værker vises herhjemme.

Alene af den grund er det synd, at man samtidig insisterer på at underholde sit publikum.

For Mapplethorpes værker er nemme at gå til. De besidder med et litterært udtryk en ’tærskelæstetik’, som placerer betragteren på kanten af kunsten og den virkelige, genkendelige verden: En muskuløs nøgen kvinde poserer som bodybuilder med et hvidt slør over ansigtet. Louise Bourgeois smiler til os med en stor sort pik i armene. En lillefinger penetrerer et urinrør.

Mapplethorpes fotografier har potentialet til at bringe os helt ud af fatning. De anbringer os – med den danske litterat Jon Helt Haarders ord – i ”en ubekvem, men fascinerende rift”, der kan tage mange forskellige affektive former: Vi forarges, vi pirres, men mest af alt bliver vi usikre på vores egen rolle og den institutionelle rammesætning.

Denne konstante forhandling af, hvad man kan vise på et kunstmuseum, og hvad der kan være smukt, er Mapplethorpes speciale. Et modigt opgør, som skal fremhæves.

Desværre synes jeg ikke, at Aros lever op til denne gåen-til-kanten. Kuratorteamet skal have ros for at vise også Mapplethorpes mest brutale værker fra hans X Portfolio, heriblandt de fem fotografier, som blev slæbt i retten for uanstændigt indhold. Det er bare synd, at man så ikke står ved sit valg. At man samtidig iværksætter en skattejagt og et udklædningsrum, for at holde sit publikum i hånden. Det er banalt og kunstnerisk uinteressant, på grænsen til det irriterende.