#MeToo: Tavshed er altid smart – hvis ingen vil komme videre

Tavshed er formentlig den mest desperate måde at handle på i konfliktsituationer. Det er nemlig en super dårlig strategi, hvis man vil forstå sammenhænge, have renset ud, komme videre, erkende noget eller endeligt få rådet bod på fejltagelser og ofre, som aldrig bør lide forgæves eller gentages. Men tavshed har været strategien på den relationsbårne billedkunstscene og i særlig grad i forbindelse med fratrædelsen af den tidligere professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i juni 2018. Nu er det vist på tide at bryde den.

Sidst i juni vågnede vi alle op til en sexchikanesag på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og der viste sig at have været et helt forløb op til sagens offentliggørelse, hvor blandt andet en gruppe tidligere studerende havde taget bladet fra munden og blotlagt en lang historie om “handlinger, der er foregået på kunstakademiet inden for de seneste år, og som har karakter af sexchikane og seksuelle krænkelser,” skrev den daværende rektor, Sanne Kofod Olsen, i en intern mail, kunne vi læse i Politiken 24. juni 2018.

Men der har efterfølgende været tavshed. Ingen offentlige tilkendegivelser og institutionelle overvejelser om følgerne af en usund tavshedskultur. Heller ikke fra kunstscenen helt generelt. Akademiet selv formulerede øjensynligt nogle retningslinjer om krænkende adfærd og relationer mellem professorer og studerende, men greb ikke dybere end det. Selvransagelsen blev ved det åbenlyse og sexchikanesagen forblev intern og tildækket.

Tys-tys-mekanismer

#MeToo-bevægelsen (startet af den afro-amerikanske aktivist Tarana Burke i 2006 og siden spredt af Alyssa Milano som Twitter-kampagne i 2017) har haft en rolig historik på billedkunstscenen i pornoens hjemland. Tavsheden råder.

Ingen vil tilsyneladende indtage rollen som moralsk håndhæver, til trods for at ofrene tilsyneladende er der (I DO ARTs spørgeskema fra februar 2018). Frygten for offentlig – og dermed kollegial – bevågenhed fra de forkerte og magtfulde er åbenbart stærkere end med- og retfærdighedsfølelsen over for ofrene. Det er på sin vis ret skræmmende og siger en hel del om magten og dens eksekvering i kunstlivet (og specifikt billedkunsten) herhjemme, hvor vi til gengæld ofte snakker om hvor lille og indspist, kunstscenen er. Ja, det viser tavsheden også – i udtalt grad. Her bliver man foreskrevet, mellem sammenbidte tænder, at du ikke har en chance i det danske kunstliv, hvis du letter på låget. Ganske effektivt har det vist sig.

Lignende historier om magtudøvelse og seksuelle krænkelser er kommet for dagen på flere af de amerikanske og europæiske kunstskoler og -akademier, hvor professorstatus har udmøntet sig i en krænkende magtanvendelseskultur, der på ucharmerende vis får placeret de studerende i et regime, der dyrker opofrelsen som naturtilstand og karrierevej til billedkunstens institutioner – især for kvindelige studerende.

Hyper Allergic (US)

The Guardian (UK)

Konstnärernas Riksorganisation (SE)

En kvindelig fremtid

#MeToo har på den danske kunstscene genereret få debatter, vi – når alt kommer til alt – kan blive nogenlunde enige om:

At det er vigtigt at diskutere kvindelig repræsentation i samlingerne på de etablerede institutioner, og dem er der nogle stykker af, som har brug for granskning, imens BKF – Billedkunstnernes Forbund, der har forsøgt at gå konstruktivt ind i #MeToo-dagsordenen og en mulig kulturforandring i det hele taget, bl.a. har rettet fokus mod uddannelsesstrukturer og kvotering, der om ikke andet kan få de uopfindsomme til at kigge ud over de allerede præmierede hingste i manegen.

Derudover har vi set rigtig mange udstillinger de seneste par år med feministiske dagsordener, en række udstillingsprojekter med udelukkende kvindelige kunstnere, som dog ikke rummer megen progression mod nye modeller, og sidst nogle vigtige genopdagelser af markante kvindelige grupperinger og kunstneres virke (Kanonklubben, Lene Adler Peteresen, Susanne Ussing, Ursula Reuter Christensen, Jytte Rex, m.fl.).

Over de seneste ca. ti år har vi kunnet følge markante kunstnerfigurer indtage scenen som fx Lilibeth Cuenca Rasmussen, Peter Brandt, Ingen Frygt, Ditte Ejlerskov, Stense Andrea Lind-Valdan, Esther Fleckner og senest navne som Lea Guldditte Hestelund, Maja Malou Lyse, Kirsten Astrup, der kontinuerligt formår at gøre kønnet til en perspektivrig kampplads i kunsten.

Sagen er jo rent faktisk, at vi lige nu helt generelt råder over nogle virkelig dygtige og profilerede kvindelige kunstnere og kuratorer herhjemme. I så markant grad, at man uden megen tøven ville tilskrive den umiddelbare fremtid alle andre end de mandlige kunstnere herhjemme.

Kronisk tavshed

Men, forstå mig nu ret, det er ikke det, #MeToo handlede om. Den kampagne handlede oprindeligt om magtudøvelse, og hvordan især kvinder konstant bliver udsat for kønsbaserede, krænkende handlinger og ytringer i deres professionelle liv. Særligt hvordan magt udfolder sig som krænkelse i arbejds- og institutionslivet som en decideret ubehagelig cementering af et både økonomisk, socialt og kønsbaseret hierarki, som vi stiltiende har fostret i vores kultur og samfund.

”MeToo-bevægelsens allervigtigste opgave: Ikke blot at flå patriarkatet ned, men at smadre alle de elfenbenstårne, økonomiske, sociale og kulturelle eliter, som er blinde af egen magt.” (Kathrine Hornstrup Yde i Information, 25. august 2018)

Men #MeToo har ikke skabt elfenbensskår, diskussioner eller afsløringer af væsentlig betydning på det billedkunstneriske område, som muligvis er ramt af kronisk blindhed og tavshed. Og er det fordi, tilfældene ikke er åbenlyse, alle er lige gode om det, eller fordi kunstscenen er de rigtige relationers magtspil, hvor netop økonomi, social kapital, gatekeepers og CVets repræsentationer styrer gamet? Den eneste skandale, der åbenlyst kunne have startet en større strukturel diskussion af billedkunstens magt- og institutionskultur blev effektivt tiet ihjel.

Sagen fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er et grelt eksempel, hvor en ansat professor over en årrække har udnyttet sin position over for en række studerende. Omfanget, karakteren af de omtalte krænkelser og de involverede er forblevet tildækket, men siver stadig hviskende langs væggene. Sagen vokser proportionelt med sin tavse tilstand.

Vil vi komme videre?

Professoren gik selv, da sagen nåede rektorbordet. Sagen nåede så langt takket være en gruppe af studerende, som med sagen netop ønskede mere handling og åbenhed – en generel og offentlig diskussion af institutionens rolle og kultur. Den har de ikke fået. De blev tværtimod mødt af et krav om at stå frem ved navn. Det kan man vist ikke kalde institutionel indføling eller situationsfornemmelse.

Hvem ville miste fodfæste som kunstner på en lille dansk kunstscene, hvor relationer er alfa omega for din egen positionering og fremtid? Den tidligere rektor Sanne Kofod Olsen, der pludseligt tog afsked med professoren, forlod skibet for en anden stilling i Göteborg per 1. september. Hun var øjensynligt ikke klar over den lyssky kultur, hun stod i spidsen for fra 2014 til 2018.

Det Kongelige Danske Kunstakademi har endnu ikke officielt påtaget sig ansvaret for den magtstruktur og kultur, den har opdyrket og accepteret over en årrække, og ingen andre institutioner greb momentet.

Ny rektor – ny åbenhed?

Men én ting er sikkert: Historien er gammel og har været en kollektivt accepteret kultur på akademiet, hvor normbrud også er en norm i sig selv, hvilket også betyder, at den nyansatte rektor Kirsten Merete Langkilde, der kommer fra en lignende stilling ved Hochschule für Gestaltung und Kunst i Basel, vil være nødsaget til at åbne låget igen og lufte ud, nedbryde tavshedsregimet og etablere normer, der er i takt med tid, køn, praksis, faglighed, respekt og ansvar.

I hvert fald hvis man vil gøre op med en normskredet kultur, og hvis retsfølelsen skal opretholdes overfor de ofre, der i sidste ende satser karrieren i sagen. Men det kræver institutionelle tilkendegivelser, åbenhed, kritisk selvrefleksion og -revision. Ikke bare fra kunstakademiet og de studerende, men fra billedkunstens tinder og institutioner i det hele taget. Der er brug for sammenhold, sympati, konstruktive lyttere, velvillige reformatorer. Det var det, #MeToo handlede om.

Først når vi kender det reelle omfang og akademiets refleksioner over egen rolle, kultur og fremtidige rolle og forholdsregler, kan vi komme videre og få taget den vigtige diskussion, som ikke bare handler om Det Kongelige Danske Kunstakademi, men hele kunstscenen og den magt, økonomisk som social, der udspiller sig dér. Hvis flere repræsentanter fra billedkunstens tinder og kældre ville bryde tavsheden, så kunne vi faktisk komme videre allesammen. Det er vist på tide.