Mille Kalsmose: “Kunsten gør NFT’en håndgribelig og viser potentialet for at tage ejerskabet af data tilbage”

Mille Kalsmose er med på Venedigbiennalen som en del af en gruppeudstilling i Camerouns Pavillon, hvor alle kunstnere arbejder med NFT’er. Men hvad er NFT overhovedet for noget, og hvordan arbejder man kunstnerisk med disse ikke-reproducerbare dataenheder? Vi har spurgt kunstneren.

I et gammelt palæ i Venedig kan man på en skråtstillet skærm på gulvet opleve den danske kunstner Mille Kalsmoses flimrende dataanimation. Her betragter man ord og sætninger filtret ind i noget der ligner behårede eller tekstile skyer, som man får en oplevelse af at bevæge sig ind og ud igennem. Værket er en del af udstillingen The Times of the Chimera i Camerouns Pavillon på Venedig Biennalen.

Udgangspunktet er i virkeligheden fysisk og materielt. Animationen er sprunget ud af Kalsmoses værkserie Collected Memory, som oprindeligt blev vist i FN’s hovedkvarter i New York og senere i blandt andet Politikens Forhal i 2020. Det fysiske værk består af to halvcirkelformede ‘reoler’, der fungerer som et arkiv indeholdende store mængder af håndskrevne papirark, som publikum har skabt de steder, værket har været vist.

Som de første bidragydere til Collected Memory kunne FN-deltagerne nedskrive deres visioner og håb for planeten. Ideen var, at idet folk skriver deres vision for verden ned, folder papiret og lægger det tilbage i arkivet, aktiverer det dem både fysisk og sanseligt.

“I udstillingsrummet på Politikens Forhal fik publikum muligheden for at skrive om deres personlige erfaringer med ensomhed”, forklarer Mille Kalsmose. “Jeg havde stillet spørgsmål som, ‘hvad betyder det for et menneske, at man har nogle erfaringer med ensomhed’? Nogle brugte det helt rituelt og stod simpelthen og græd, mens andre brugte værket som et arkiv og lod sig inspirere af andre”.

‘It helps when people care’, ‘Loneliness means feeling distanced to oneself’ er nogle af udsagnene, som udover at blive nedfældet på papir og placeret i de fysiske reoler, desuden blev præsenteret på Politikens lysavis på Rådhuspladsen i København.

“Det handler om at få vores indre følelser ud og dele dem på en måde, hvor vi lytter til dem og giver dem en værdi. Grundlæggende er mine værker en slags survival kits. For mig handler det om, at jeg selv er vokset op i ensomhed”.

Samtidig skaber værket også en fælles, kollektiv fortælling om, hvad der rører sig i mennesket i vores tid. Et erindringskor vævet sammen af enkeltstemmer.

En digital gren med vokseværk

Værket har dog ud over den fysiske fremtoning hele tiden haft en digital gren, idet alle disse personlige erindringer er uploadet i et kæmpearkiv, som følger projektet, uanset hvor det bliver sat op i verden – og som konstant vokser, idet folk kan bidrage med flere erindringer på projektets hjemmeside.

Det er denne databank, som kunstneren har benyttet til at skabe værket Collected Memory – a Diary of The World i Camerouns Pavillon – en udstilling arrangeret af Global Crypto Art DAO; et pioner-kollektiv, der arbejder på at supporte kunstnere, der bevæger sig ind i NFT verdenen.

NFT, der står for Non-fungible token (dk: Ikke-udskifteligt Emblem), er et af tidens store samtaleemner. Mange spår, at det vil ændre kunstmarkedet totalt, og salget af digital kunst i form af NFT’er skaber store overskrifter.

Kunstnere har arbejdet med digitale værker siden 1960’erne, men noget af det, der kendetegner det digitale værk, er, at det er meget nemt at kopiere, og at der principielt ikke er forskel på original og kopi.
De seneste år har dog budt på en mindre revolution. Blockchain-teknologien, som ligger bag kryptovalutaer som Bitcoin, har på den ene side gjort det sværere at forfalske digitale filer, mens NFT’en har skabt mulighed for at skabe unikke digitale værker og unikke ejerskaber.

Og det er denne kombination af sikkerhed og enestående, digital fil, der giver muligheden for, at det digitale kunstværk kan sammenlignes med det unikke maleri, der hænger på museumsvæggen.

Vi kommer tilbage til Kalsmoses interesse for NFT’er, men skal først lige omkring, hvordan Venedig-værket er blevet til.

“Sammen med udvikleren Imre Petkov formåede vi at importere et 3D-scan af det fysiske værk sammen med databankens udsagn fra deltagerne, som vi kombinerede og visualiserede digitalt gennem et 3D program. Det er meget nørdet, men vi skabte et algoritmedrevet system til at behandle store mængder data visuelt. På denne måde blev det Collected Memorys egne data, der skabte værkets tekstur og form. Værkets form med transformationen af det tredimensionale objekt formår til trods for det digitale univers at berøre os og ligesom gå ind og ud af os i næsten samme bevægelse”.

“Der sker altid noget i skabelsesprocessen, hvilket jeg synes, er det mest fantastiske ved at være kunstner. Æstetikken minder om Virtual Reality, men når man arbejder med virtual reality, har man normalt kontrol over tingene. Her havde materialet sin egen mening om, hvad det ville, og vi måtte hele tiden spørge: ‘Hvad vil det’? Vi måtte hele tiden lære materialet at kende på ny”.

“Jeg blev så begejstret for den æstetik, der opstod, men lige så fascineret jeg er, lige så kritisk er jeg i forhold til den virkelighed som ​​algoritme- og datadrevne teknologiske medier udgør, og som er så indflydelsesrig i vores hverdag”

Kalsmose peger på, at vi for eksempel giver vores data til bagmændene og algoritmerne bag sociale medier, velvidende at ingen – selv ikke programmørerne eller udviklerne – har helt kontrol over, hvilken indflydelse det ender med at have på os.

“Og når statslige myndigheder mere og mere integrerer data og algoritmer i den måde, vi organiserer samfundet på, bliver det skræmmende, for det skaber usunde og uønskede kulturer i samfundets kerne”.

Men hvad er det, der er så interessant ved NFT’en?

“Det er igennem princippet om ejerskab over værket, at NFTen får sin berettigelse for folk, der arbejder digitalt. Man har fået muligheden for at lave noget unikt, der ikke findes i andre eksemplarer”.

“Tidligere har kunstinstitutioner eller samlere ikke villet indsamle digital kunst. Det har ikke givet mening. Det gør det nu”.

Den digitale fil, der i princippet ophæver forskellen mellem original og kopi er vel i sin essens meget demokratisk? Repræsenterer NFT’en ikke omvendt en tilbagevenden til den gamle kunstverden med de eksklusive originaler?

“Der ligger et større skisme bag det hele. Det handler om Web 3.0, som vi er på vej ind i, og som alle har en mening om lige nu”.

“Web 1.0 var basale hjemmesider, Web 2.0 blev hovedsageligt de sociale medier, som så er ejet af nogle få giganter, Apple, Google, Facebook, der totalt styrer vores adfærd, og som har alting på os. Det kan godt være, at det hele er delt og eksisterer uendeligt, men der nogle få, der har ejerskabet. I Web 3.0 er håbet, at vi kan genetablere ejerskabet, og at der ikke sidder en stor techgigant på det hele”.

“Der er pionerer indenfor området, der ser NFT’en som en ny renæssance og sammenligner det med, da der blev skabt trykpresser, hvilket betød, at det ikke kun var kirken og fyrsterne, der havde muligheden for at udbringe deres budskaber. Andre grupper fik adgang til fri tale”.

“Der er en revolution i gang. Det store skelsættende er NFT’en, som især giver mening og er blevet tilegnet af kunsten. Kunsten er supervigtigt i alt det her. Det er faktisk den, der gør NFT’en mere konkret. Kunsten er det bedste bud på at gøre NFT’en håndgribelig og vise det store potentiale, der er, for at vi kan tage ejerskabet af data tilbage”, mener Mille Kalsmose.

Efter udstillingen i Venedig vil Kalsmoses værk antage form som samleobjekter af unikke NFT’er, der hver især er en del af det samlede værk. På den måde flugter det med den måde, værket er produceret på:
Ligesom værket blev til kollektivt i kraft af lang række enkeltpersoners unikke bidrag udtrækkes nu unikke dele, som sælges til en gruppe af potentielle købere. Mange kommer til at eje unikke dele af samme værk.