Mit indre rensdyr

Other Spaces (Toisissa tiloissa) er et Helsinki baseret kunstnerkollektiv, hvis gennemgående mål er at skabe tilstande af metamorfose, som fører deltagerne til et andet sted, hvor ens oplevelsesmodus er andet end et menneskes. Dette sker gennem fysiske øvelser, som oftest finder sted kollektivt.

Ligesom hos den danske produktionsenhed Secret Hotel, som har inviteret Other Spaces til Danmark, arbejder gruppen med publikumsinddragelse, hvor man frem for at være tilskuer er medskaber af en performativ event i en sanselig relation til ens omgivelser.

Skoling i rensdyr
Før man kaster sig ud i sanseligheden, kræves der dog en introduktion. Det var det, jeg mødte, da jeg dukkede op i Aarhus Firmasport ved Vestereng tidligt søndag formiddag. Her leverede fire medlemmer af Other Spaces en grundig introduktion til rensdyret og dets fysiologi, adfærd og levemønstre – redskaber, som man senere ville kunne bruge til egen fortolkning. 

Inden vandringen begyndte, blev nogle regler fastlagt: tale, længerevarende øjenkontakt og menneskelige gesti og bevægelser var ikke tilladt. Armbåndsuret skulle af og mobiltelefonen selvfølgelig slukkes. Hermed blev man frataget ens digitale forbindelse til omverdenen og ens menneskelige kommunikationsmodus. Tilbage stod et væsen i en simpelt væren på det givne sted.

Semi-urban sansning
Hvorfor lige et rensdyr? Rensdyret er delvist domesticeret, vandt til mennesket, men stadig et instinktivt dyr. Det går hånd i hånd med Other Spaces’ interesse for mødet mellem med kultur og natur, og vandringerne afholdes også i et semi-urbant landskab, hvor overgangen fra vild natur til menneskelig bebyggelse er markant og får en til at overveje, hvordan vi bruger vores sanser i vores hverdag.

Der blev i hvert fald skruet op for sanserne i Vestereng. Det var overraskende, hvor naturligt overgangen gik fra talende individ til sansende kollektiv. Gruppen færdedes i flok, og træffede i stilhed beslutninger om retning og tempo.

Dyrelivet er dog ikke barmhjertigt, og der blev ikke taget hensyn til de svagest gående, da de forreste rensdyr tidligt på vandringen besluttede at kravle op og ned af en glat og mudret skrænt.

Og der var ikke andet at gøre, end at følge med, for et rensdyr uden flok har en kort levetid. Det gav anledning til en indre konflikt mellem ens indbyggede menneskelige høflighed og det fremgravede instinkt. Burde man ikke række en hånd ud? Holde grenen til side for den, der går bag en? Vække den, der stadig ligger og sover, inden man drager videre efter en pause?

Så kom en ork
Forvandlingen var fuldstændig, da flokken mødte andre mennesker, som ikke var indviede i den performative vandring. Der var en følelse af fremmedgørelse over for det tobenede væsen, og man holdt vågent øje med, at det ikke kom for tæt på.

Især mødet med en flok rollespillere og en grøn ork med økse i hånden fik flokken til febrilsk at sætte farten op i den modsatte retning. Det efterlod en tilsyneladende ret forvirret ork, hvis fiktion lige var blevet overgået af en anden.

Fiktion og teatralitet er dog ikke de bedst dækkende begreber for vandringen. Indlevelse er én ting, men redskaberne, som blev brugt til at finde rensdyret frem, fremprovokerede egne instinkter. Man behøvedes ikke te sig som dyret, men ens perception af omverden blev inspireret af det. Transformationen fra en selv til noget andet fremmedes af den kollektive konsensus, hvor individet trådte tilbage – og det var faktisk ganske befriende.

Befriende stilhed
Efter fire timer blev vandringen afsluttet (lidt før tid, da rensdyrene blev lidt kolde og trætte), og man blev opfordret til at sige noget for at fuldbyrde overgangen tilbage til menneske. De første ord føltes nu unaturlige, og turen tilbage til bygningen var stadig præget af stilhed. En stilhed, som gik fra at være naturlig og fredfyldt til lettere akavet.

Tilbage i varmen blev oplevelserne delt og vendt med hinanden og medlemmerne af kunstnerkollektivet. Refleksion og deling er netop et vigtigt punkt for Other Spaces, som forvandler deres kunstneriske medium til et felt for undersøgelse. Erfaringerne deles i et kollektivt fællesskab, som forsøger at skabe en ligeværdighed mellem alle deltagere – iværksættere såvel som deltagere.

Her modarbejdes den fremmedgørende institutionalisering, som kunsten ofte er spundet ind i, i et åbent, vidtspændende felt, hvor interessen ikke ligger i et færdigt produkt, men i en levende proces.