Modsætningerne mødes i Thisted

Ved første øjekast ligner Mette Rishøjs værker meget af den anden nye kunst, der oversvømmer gallerierne. Det er farvestrålende, figurativt og med en streg, der giver mindelser om graffiti og tegneserier.

Ved nærmere bekendtskab er Rishøjs værker dog befriende personlige og medrivende i deres leg med dobbeltheder. Både i værkernes medier, motiver og udtryk er der modsætninger og voldsomme sammenstød – og det er netop modsætningernes møde, der gør, at Mette Rishøjs værker vibrerer af energi, leg og originalitet.

Kvinden møder manden
Værkernes mest iøjefaldende dobbelthed er motiverne, der er udpræget maskuline, samtidig med at udtryk og farveskala er mere feminint.

Mette Rishøjs yndlingsmotiver er nemlig store maskiner som gravkøer, kraner, og traktorer eller arkitektur som boreplatforme og havneområder. Og det maskuline islæt stopper ikke her, for der er action i motiverne – og masser af den!

Her er eksplosioner, forureningskatastrofer, biluheld og ødelæggelser i en grad der får en til at tænke på malerkollegaen Allan Ottes destruktive univers.
For eksempel i værket Pharmacy, hvor en stor gravko spruttende af olie er styrtet ned af en skrænt. Det er action – og det er pink!

LÆS ANMELDELSE AF ALLAN OTTE UDSTILLING. KLIK HER

Det menneskeskabte møder det mennesketomme
Men maskiner og uheld er ikke det eneste som Mette Rishøj deler med Allan Otte. Som hos Otte, er Rishøjs univers proppet med maskiner og arkitektur, samtidig med at der ikke er ét eneste menneske til at betjene og befolke det.

Det er ikke fordi menneskene ikke har været der – de er helt åbenlyst den bagvedliggende årsag til alle eksplosionerne, uheldene og forureningskatastroferne. Menneskene er blot blevet fjernet, for at fremhæve budskabet om menneskenes ødelæggelse af jorden.

Det er jo oplagt, at når man ikke blander tab af menneskeliv ind i det, så fremhæver det katastrofernes effekter på naturen tydeligere – hvilket også er tilfældet i de værker, der meget aktuelt og nærmest profetisk viser mennesketomme og eksploderende boreplatforme, hvor olien bare fosser ud.

Det er altså ikke meget andet end de sprælske farver, der løfter stemningen og Mette Rishøjs budskab er derfor til tider lige lovlig tykt og unuanceret. Men i disse klimatider er man vel nærmest blevet vant til, at budskabet om ‘menneskets rovdrift på naturen’ er mere reglen end undtagelsen.

Møderne fortsætter
Modsætningerne i værkerne stopper dog ikke her, men kan blandt andet fortsættes med ‘sort/hvide figurer møder koloristisk ekspressionisme’, idet de centrale motiver ligner grafik eller tegneserier, mens baggrundene er farvestrålende og abstrakte.

Eller ‘tapet og stof møder lærredet’, fordi Mette Rishøj leger med mediet og klistrer tapet, stofrester, blonder og glitterlim på værkerne.

Eller ‘Mette Rishøj møder nuancer af brunt’, idet Det Ny Kastet holder til i Thisteds gamle rådhus, hvor alle væggene er malet brune. For Mette Rishøj går dette møde egentlig forbløffende smertefrit, men man kan godt forestille sig at andre kunstnere i fremtiden vil møde deres Waterloo i Det Ny Kastets brune udstillingsrum.

Håber vi mødes igen
Det man husker fra udstillingen er dog ikke de brune vægge, men i stedet de kontraster og dobbeltheder der gør, at man bliver holdt fast i kraftfelterne mellem værkernes mange yderpoler.

Udstillingen i Thisted vibrerer af energi og malerglæde, og den tyder på medvind til Mette Rishøj i fremtiden.