Modsætningerne mødes i Thisted

Mette Rishøj udstiller kontrastfyldte billeder i Kunstforeningen Det Ny Kastet.

Mette Rishøj Uden titel (udsnit). Foto: Kurt Nielsen

Mette Rishøj udstiller kontrastfyldte billeder i Kunstforeningen Det Ny Kastet.

Ved første øjekast ligner Mette Rishøjs værker meget af den anden nye kunst, der oversvømmer gallerierne. Det er farvestrålende, figurativt og med en streg, der giver mindelser om graffiti og tegneserier.

Ved nærmere bekendtskab er Rishøjs værker dog befriende personlige og medrivende i deres leg med dobbeltheder. Både i værkernes medier, motiver og udtryk er der modsætninger og voldsomme sammenstød – og det er netop modsætningernes møde, der gør, at Mette Rishøjs værker vibrerer af energi, leg og originalitet.

Kvinden møder manden
Værkernes mest iøjefaldende dobbelthed er motiverne, der er udpræget maskuline, samtidig med at udtryk og farveskala er mere feminint.

Mette Rishøj Pharmacy. Foto: Kurt Nielsen
Mette Rishøj Pharmacy. Foto: Kurt Nielsen
Mette Rishøjs yndlingsmotiver er nemlig store maskiner som gravkøer, kraner, og traktorer eller arkitektur som boreplatforme og havneområder. Og det maskuline islæt stopper ikke her, for der er action i motiverne – og masser af den!

Her er eksplosioner, forureningskatastrofer, biluheld og ødelæggelser i en grad der får en til at tænke på malerkollegaen Allan Ottes destruktive univers.
For eksempel i værket Pharmacy, hvor en stor gravko spruttende af olie er styrtet ned af en skrænt. Det er action – og det er pink!


LÆS ANMELDELSE AF ALLAN OTTE UDSTILLING. KLIK HER

Det menneskeskabte møder det mennesketomme
Men maskiner og uheld er ikke det eneste som Mette Rishøj deler med Allan Otte. Som hos Otte, er Rishøjs univers proppet med maskiner og arkitektur, samtidig med at der ikke er ét eneste menneske til at betjene og befolke det.

Mette Rishøj Work on paper. Foto: Kurt Nielsen
Mette Rishøj Work on paper. Foto: Kurt Nielsen

Det er ikke fordi menneskene ikke har været der – de er helt åbenlyst den bagvedliggende årsag til alle eksplosionerne, uheldene og forureningskatastroferne. Menneskene er blot blevet fjernet, for at fremhæve budskabet om menneskenes ødelæggelse af jorden.

Det er jo oplagt, at når man ikke blander tab af menneskeliv ind i det, så fremhæver det katastrofernes effekter på naturen tydeligere – hvilket også er tilfældet i de værker, der meget aktuelt og nærmest profetisk viser mennesketomme og eksploderende boreplatforme, hvor olien bare fosser ud.

Mette Rishøj Violator. Foto: Kurt Nielsen
Mette Rishøj Violator. Foto: Kurt Nielsen
Mette Rishøj Revolting. Foto: Kurt Nielsen
Mette Rishøj Revolting. Foto: Kurt Nielsen

Det er altså ikke meget andet end de sprælske farver, der løfter stemningen og Mette Rishøjs budskab er derfor til tider lige lovlig tykt og unuanceret. Men i disse klimatider er man vel nærmest blevet vant til, at budskabet om ‘menneskets rovdrift på naturen’ er mere reglen end undtagelsen.

Møderne fortsætter
Modsætningerne i værkerne stopper dog ikke her, men kan blandt andet fortsættes med ‘sort/hvide figurer møder koloristisk ekspressionisme’, idet de centrale motiver ligner grafik eller tegneserier, mens baggrundene er farvestrålende og abstrakte.

Eller ‘tapet og stof møder lærredet’, fordi Mette Rishøj leger med mediet og klistrer tapet, stofrester, blonder og glitterlim på værkerne.

Udstillingsview. Foto: Mette Rishøj
Udstillingsview. Foto: Mette Rishøj
Eller ‘Mette Rishøj møder nuancer af brunt’, idet Det Ny Kastet holder til i Thisteds gamle rådhus, hvor alle væggene er malet brune. For Mette Rishøj går dette møde egentlig forbløffende smertefrit, men man kan godt forestille sig at andre kunstnere i fremtiden vil møde deres Waterloo i Det Ny Kastets brune udstillingsrum.

Håber vi mødes igen
Det man husker fra udstillingen er dog ikke de brune vægge, men i stedet de kontraster og dobbeltheder der gør, at man bliver holdt fast i kraftfelterne mellem værkernes mange yderpoler.

Udstillingen i Thisted vibrerer af energi og malerglæde, og den tyder på medvind til Mette Rishøj i fremtiden.


Fakta

Udstilling

Mette Rishøj

12 jun 2010 4 jul 2010

Mette Rishøj

Det Ny Kastet Se kort og tider

Fakta

Mette Rishøj er født i 1972.

Rishøjs kunstnerkarriere startede først efter et ophold i 2004 på Kunsthøjskolen Ærø, og hun havde sin debut på Forårsudstillingen, Charlottenborg i 2005.

Hun har siden udstillet på utallige gruppeudstillinger blandt andet Efterårsudstillingen i Den Frie Udstillingsbygning og Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning og haft soloudstillinger på blandt andet Esplanaden 3, Cykelbørsen, Galleri København og Galleri NB, hvor hun også har vundet NbeX-prisen.