Mød teknologien på ARoS

Kuratorerne Anne-Sophie Warberg Løssing og Anne-Sophie Spanner Witzke indvarsler teknologiens indtog på museerne med udstillingen ENTER ACTION – Digital Art Now.

Glemsel.net. Pressefoto ARoS

Kuratorerne Anne-Sophie Warberg Løssing og Anne-Sophie Spanner Witzke indvarsler teknologiens indtog på museerne med udstillingen ENTER ACTION – Digital Art Now.

ENTER ACTION
På udstillingen ENTER ACTION – Digital Art Now venter der museumsgæsterne en anderledes kunstoplevelse. På den ene eller anden måde indbyder de i alt 15 installationsværker til at gå i fysisk kontakt med det digitale kunstværk. Hermed udfordres kunstværkets almindelige rammer og skaber helt nye oplevelser, der baserer sig på interaktionen mellem teknologien og mennesket.

Samspil mellem teknologi og menneske
For at få udstillingen stablet på benene har Aros fået hjælp udefra af to eksperter i digital kunst. Det drejer sig om hele to gange Anne-Sophie – henholdsvis Warberg Løssing og Spanner Witzke – fra TEKNE, som er et netværk for digital kunst og digitale oplevelser ved Alexandra Instituttet.

Black Cat, Anne-Sophie Warberg Løssing og Anne-Sophie Spanner Witzke. Foto: Julie Lykke Jensen
Black Cat, Anne-Sophie Warberg Løssing og Anne-Sophie Spanner Witzke. Foto: Julie Lykke Jensen

De har været optaget af, at det ikke bare er interaktionen som begreb, der danner præmissen for udstillingen, men at der bag interaktionen hviler en form for substans.

Spanner Witzke mener således at værkerne udtrykker en form for dobbelthed, hvor de på en gang tillader publikum at interagere med teknologien samtidig med, at de udstiller den kontrol, teknologien har over publikum.

Run Motherfucker Run
Kuratorene lægger vægt på, at værkerne kræver noget af den museumsbesøgende, idet man for at få den fulde værkoplevelse bliver nød til at overskride den traditionelle barriere mellem værket og publikum.

Run Motherfucker Run. Pressefoto ARoS (udsnit)
Run Motherfucker Run. Pressefoto ARoS (udsnit)

Værkerne fungerer med andre ord først, når publikum tager aktiv del i dem, som når man skal udfolde sig på et løbebånd for at aktivere en film på lærredet. Run Motherfucker Run lyder opfordringen fra kunstneren bag værket, Marnix de Nijs.

Spanner Witzke understreger i den forbindelse, at publikums oplevelse ved flere af værkerne ikke er visuelt domineret, men snarere kropslig. Det er igennem kroppen, at den museumsbesøgende kan udforske sit forhold til teknologien.

Wowpod. Pressefoto ARoS
Wowpod. Pressefoto ARoS
Kunsten skaber reflektion
Uden for museet eksisterer teknologien ubemærket side om side med mennesket. Derfor kan man spørge sig selv, hvorfor man skal gå på museum og se på en forstørret IPod, som i værket WowPod af russiske Alexei Schulgin, når man selv har en i tasken.

Spanner Witzke mener imidlertid ikke, at kunsten bør konkurrere med samfundsudviklingen, men i stedet forholde sig til denne udvikling. Kunsten kan på den måde blive et refleksivt rum, hvor man kan se på den populære udvikling med andre øjne.

Digital kunst på museum
Samspillet mellem teknologi og menneske eksisterer uden, at vi lægger mærke til det. Ved at iscenesætte dette samspil i en kunstudstilling kan man bidrage til at nuancere menneskets forhold til teknologien, mener Spanner Witzke.

Vi har en form for ’selvfølgelig’ tilgang til teknologien, hvor den bliver en naturlig forlængelse af os. Kunsten derimod kan skabe en anden opmærksomhed over for teknologien, hvor man begynder at tænke over, hvad teknologien betyder for os mennesker.

Fish-Bird. Pressefoto ARoS  (udsnit)
Fish-Bird. Pressefoto ARoS (udsnit)

Udstillingsarrangørene understreger, at udstillingen hverken er entydigt kritisk eller optimistisk med hensyn til teknologien. Værkerne peger både på teknologiens muligheder og begrænsninger.

Black Cat
Installationen Black Cat af den tyske / schweiziske kunstnergruppe Knowbotic Research opfordrer som den eneste installation på udstillingen ikke beskueren til at interagere med værket. Black Cat består af svævende heliumballoner, der danser ind og ud imellem hinanden akkompagneret af abstrakte lyde.

Black Cat. Pressefoto ARoS
Black Cat. Pressefoto ARoS

Museumsgæsten lokkes til at træde ind imellem ballonerne, men opdager, at det hæmmer værkets lydside. For at opnå den fulde værkoplevelse, må publikum træde uden for værket og undertrykke sin trang til at være en del af værket.

Warberg Løssing siger om værket, at det var meget vigtigt for de to kuratorer, at det ikke kun handlede om menneskets samspil med teknologien, men at udstillingen også godt måtte vise bagsiden af medaljen og forholde sig kritisk til denne interaktion.

Læs Kristian Handbergs anmeldelse af udstillingen her


Fakta

Udstilling

ENTER ACTION – Digital Art Now

7 feb 2009 26 apr 2009

Rafael Lozano-Hemmer, Manu Luksch, Kaffe Matthews, Knowbotic Research, Ludic Society, Marnix de Nijs, Erik Olofson, Ben Rubin, Mark Hansen, Alexei Schulgin, Marie Sester, Christa Sommerer, Laurant Mignonneau, Mari Velonaki, 0100101110101101.org, Mogens Jakobsen

ARoS Se kort og tider

Fakta

Anne-Sophie Warberg Løssing har en Ph.d. i Medievidenskab og Anne-Sophie Spanner Witzke er cand. mag i Moderne Kultur og kulturformidling.

Begge er de en del af netværket TEKNE for digital kunst og digitale oplevelser ved Alexandra Instituttet. Sammen har de kurateret udstilling ENTER ACTION – Digital Art Now på ARoS Aarhus Kunstmuseum.