Mona Lisas moustache og andre forstyrrelser

Udstillingen Art Strikes Back på Museum Jorn tager afsæt i kunstneres brug af allerede eksisterende materiale fra kunsthistorien eller billedkulturen. Det er der kommet en underholdende udstilling ud af, der dog undlader at gå linen ud – og som desuden overspiller Jorn-kortet.

Det må på mange måder være taknemmeligt at bestyre Museum Jorn.

Asger Jorn havde fingrene i meget, og hans enorme spændvidde gør, at man kan kontekstualisere ham med modernistiske ikoner (eksempelvis i udstillingen Jorn + Munch, 2017), række ud mod arkitekturen (eksempelvis i udstillingen What Moves Us? Le Corbusier & Asger Jorn, 2015), eller sætte ham i sammenhæng med mere ‘avantgardistiske’ eller ‘samtidskunstneriske’ strømninger, som det er tilfældet i den aktuelle visning Art Strikes Back.

Udstillingen tager afsæt i kunstneres brug af allerede eksisterende billedmaterialer. Jorn selv kaldte sine overmalinger af gamle kitsch-malerier med motiver af skovsøer og borgerfruer for ‘modifikationer’, og disse værker folder sig ofte ud med humoristiske og satiriske greb, som når han maler en grel kæmpeælling ind blandt de pæne svaner i værket Den foruroligende ælling.

Fordrejningskunst

Da han skabte sine modifikationer i 1960’erne var han involveret i avantgardebevægelsen Situationistisk Internationale, der opererede med begrebet ‘détournement’ – en kritisk strategi, der gik ud på at forvrænge eller fordreje billedkulturens frembringelser.

Det er i omegnen af en sådan kunstnerisk tænkning, at udstillingen bevæger sig på kryds og tværs i de seneste 100 års kunst. Vi får Duchamps moustache på Mona Lisa postkortet (1919), nogle af John Heartfield nazi-kritiske collager fra 1930’erne, eksempler fra Une Semaine de Bonté-serien af Max Ernst, hvor tyskeren saksede billeder fra victorianske noveller og 1800-tals encyklopædier for at reorganiserede materialet i surreelle og unheimliche scenarier.
Frihedsgudinden holder sig for øjnene i Gee Vouchers Oh America, 1989, Elmgreen og Dragset har givet Thorvaldsens Mercur-skulptur sokker på (Mercury (socks), 2009), mens Banksy har smidt et par indkøbsvogne i Monets havedam i værket Show me the Monet, 2005. Og så videre.

Hvorfor lave nye billeder?

Udstillingen vil gerne pege på det kritiske potentiale, der ligger i denne ‘fordrejningens kunst’. Med titlen Art Strikes Back søger den at låne lidt af kampånden fra Situationistisk Internationales radikale kritik, ikke blot af samfundet, men også af kunsten eller billedkulturen selv.

For hvordan eller hvorfor skabe flere billeder i en i forvejen billedoversvømmet og fremmedgjort kultur? Hvorfor skabe ny kunst, når kunsten allerede er korrumperet, kapitaliseret og en del af magtudøvelsen? I stedet er det mere radikalt at ‘slå igen’ ved at forstyrre, vandalisere eller afsløre de billeder, der allerede er der i forvejen.

Men den iboende modsætning mellem en stræben efter at gøre kunsten til en aktivistisk, revolutionær platform og på den anden side en erkendelse af, at kunsten – også i sin mest kritiske form – opsluges og delagtiggøres i magtens institutioner, umuliggjorde i sidste instans situationisternes projekt.

Underholdende

Nu er Art Strikes Back på Museum Jorn jo hverken et aktivistisk eller revolutionært projekt, blot en museumsudstilling, der vil udpege en kunstnerisk strøm på tværs af tiden, og den måde udstillingen krydsklipper på fungerer fint. Man har positivt undladt at presse stoffet ind i en rigid, lineær historik, og det giver præsentationen energi og dynamik.

Og det er – også i positiv forstand – en underholdende udstilling, for der er ofte noget flabet, provo- eller gadedrenge-agtigt over det hele, som når Banksy hacker et berømt Picasso citat:

“The bad artists imitate, the great artists steal.”
PABLO PICASSO / BANKSY

Modificeret Hitler

Der er såmænd også ret mærkelige og foruroligende eksempler. Jake & Dinos Chapman har ikke alene bearbejdet en serie raderinger af Goya, og med megen håndværksmæssig finesse tilføjet nuttede tegneseriefigurer, der næsten gør Goyas i forvejen monstrøse univers endnu mere ondt og uhyggeligt.
Brødrene har desuden i serien The man without qualities modificeret originale akvareller af Hitler (fra hans mislykkede kunstnerkarriere før hans ‘karriere’ som Der Führer). Her er faktisk tale om forstyrrende værker!

Og udstillingen breder også arenaen ud og viser ‘detournement-tænkningen’ i et mere udvidet felt. Her er Barbara Krügers kraftfulde ‘omvendte reklamer’, Ai Weiweis aktion, hvor han lader en antik urne fra Han dynastiet (måske er det en kopi?) falde og knuses mod gulvet, Superflex’ kopistol, der er skåret til med en stiksav, så den ligner designklassikeren Myren af Arne Jacobsen samt Bill Posters og Daniel Howes manipulerede videoer, hvor de har fordrejet udsagn fra blandt andre Mark Zuckerberg og Donald Trump.

Hacking i det virkelige liv

Man kunne godt savne, at udstillingen gik linen ud og havde medtaget radikale kunstnere som The Yes Men eller Jakob Boeskov, der udøver hacking i den virkelige verden.
Førstnævnte har blandt andet narret medieverdenen og optrådt som talsmænd for kemivirksomheden Dow Chemical, idet de lovede at bruge store summer på erstatninger og oprydning efter giftkatastrofen i Bhopal i 1984, som virksomheden var ansvarlig for. Sidstnævnte er måske mest kendt for sin infiltration af en stor våbenmesse i 2002, hvor han under det nazi-inspirerede slogan The Logical Solution lancerede sin fiktive ID Sniper Riffel.

Havde kunstnere som disse været med, kunne man bedre argumentere for udstillingstitlens kampråb.

Jorn-kortet overspillet

Og så er det et klart minus, at man overspiller Jorn-kortet ved at præsentere Jorn-værker i alle udstillingssalene, ligesom udstillingskatalogets tekster flere steder forceret sætter Jorn i scene som den store inspirator for eftertidens kunstnere. At kalde Jorns decollager – hvor han laver værker af reklameplakater – for en forløber for Barbara Krugers værker i det offentlige rum er eksempelvis temmelig oppulent i min optik.

På den måde får udstillingen noget unødvendigt overbetonet Jorns kunsthistoriske betydning som ‘detournement-kunstner’ (Jorn var trods alt en lidt lunken situationist).

Og selvom det måske er markedsføringsmæssigt logisk, at et museum, der har Jorn som hovedperson, gør det, er det først og fremmest anstrengt og historisk manipulerende.