Muligheden for en ø

Øen for os alle
"Intet menneske er en ø" hedder det berømte citat fra den gamle brite John Dunne (1572-1631). "Jo, det er!", siger udstillingen Ø-skaber med sit fokus på øen som menneskeligt vilkår, bogstaveligt som symbolsk.

De fem kunstnere kommer godt omkring det ø-lige: Fra den isolerede klippeø St. Kilda vest for Skotland og den oversvømmelsestruede tropeø Tuvalu til selvbyggede øer i sten eller filt og fangetilværelsen i Guantanamos isolation.

Det er et klart og produktivt tema, de er kommet på i det fynske, og ø-skabelsen lykkes med en interessant øgruppe af værker.

Tæt øgruppe
Med sin tætte sammenstilling af værkerne i et stort lokale, yderligere forbundet af plankebroer og stier, er indtrykket mere et livligt udvekslende ørige end isolerede øde øer. Værkerne kommer hinanden ved, og det skaber en god og livlig helhed i forskellige medier og formater.

Det tager dog luften ud af ét værk: Bill Burns imitation af Guantanamos isolationsfængsling bliver mere en behagelig lounge til iagttagelse af resten af udstillingen, frem for noget, der går ind under huden.

Enden af verden 60 kilometer ud for Skotland
Ross Sinclairs store installation Journey to the Egde of the World har til gengæld masser af momentum og må vække øfascinationen i os alle. Det handler om St. Kilda, en lille gruppe klippeøer 60 kilometer vest for de Ydre Hebrider.

Her har en lille lokalbefolkning gennem årtusinder levet i næsten total isolation fra omverdenen, inden den moderne civilisation blev uundgåelig, og øen blev fraflyttet i 1929.

Det helt anderledes liv her uden myndigheder og kontinentale selvfølgeligheder som træer, ure og bøger fremlægges af Sinclair som både forslag til en utopi (værket proklamerer "The New Republic Of St. Kilda") og en fortælling om noget fjernt og forgangent.

Et ørige af facts og fascination
Bag den store konstruktion af papkasser, der på en anarkistisk måde skal imitere øens stejle klipper, vises optagelser fra øens fraflytning, afspillet baglæns som for at vende tilbage. På en række slides oplistes synkront begivenheder i verden og på St. Kilda.

I Journey to the Edge of the World blandes facts og vidnesbyrd med fascination og utopi. Det skaber udstillingens største og bedste værk, der er turen til Brandts værd alene – når man vanskeligt kan komme til selve øen!

Jeg en ø mig bygge vil
Der er dog også andre gode fortolkninger af ø-temaet. Tim Silvers fotoserie The Tuvaluan Project viser en moderne Robinson Crusoe drive i land på stillehavsøen med fatale konsekvenser for tropeparadiset.

Med truslen om klimaforandringernes oversvømmelser er der kommet en ekstra dimension til det problematiske møde mellem moderne civilisation og primitivt paradis.

Antti Laitinen er ganske bogstavelig ø-skaber i It’s My Island. Her bygger kunstneren i en forening af performance og land art en ø af sten i det kolde vand ved den finske kyst.

God og mindre god variation
Amy Cutlers Alterations er mere symbolsk med sin samling af små kvindefigurer i en lukket kreds, omgivet af andre figurer udenfor den fælles ø-lejr (undskyld kønsklichéen!).

Dette mindre konkret ø-bundne værk fungerer godt som variation af temaet. Det samme kan ikke siges om Andreas Schulenburgs tre filtskulpturer.

Der er godt nok øer i dem, men på en uforståelig og henkastet måde i forhold til de øvrige værker. De virker ganske enkelt fjollede og noget fejlcastede her. Det burde være muligt at finde et mere egnet lokalt islæt fra et ørige som Danmark. Måske endda en færing!

Men det er vilkårene for et godt tema: det er en hård lakmusprøve for, hvor godt værkerne fortolket det. Og de fleste af Ø-skabers deltagere består denne prøve og gør udstillingen til en vellykket og seværdig affære.