Når kunstnere skriver

Art Writing, tekstbaseret kunst, tekstkunst, kunstnertekst – kært barn har mange navne. Det er tilsyneladende nødvendigt med mange betegnelser, hvis man vil forsøge at indkredse den særlige kunstform, hvor billede og tekst smelter sammen til et udtryk, der hverken er ren billedkunst eller ren litteratur, men begge dele på samme tid.

For der findes mange forskellige former for udfald og manifestationer i krydsfeltet mellem kunst og litteratur. Der er billedkunstnere, der anvender tekst som et integreret, visuelt element i deres billeder, der er billedkunstnere, der anvender tekst som basis for deres værker indenfor eksempelvis video eller performance, og der er billedkunstnere, der i overvejende grad arbejder med tekst i researchbaseret og arkivisk praksis. Og så er der de billedkunstnere, der udelukkende arbejder med tekst. Tekst som materiale og tekst som tekst. På udstillinger, på nettet, i publikationer og i det offentlige rum.

Og nu vi er i gang, må vi heller ikke glemme de kunstnere, der skriver ved siden af deres billedkunstneriske praksis. Kunstnere som etablerer en stemme ud fra deres kunstneriske ståsted og skriver undersøgende og polemiske tekster om kunsten og kunstlivet, som for eksempel denne klummeskriver og flere andre på dette website kan være et eksempel på.

Vender vi optikken 180 grader er der på den anden side også de forfattere, der opfatter teksten som et objekt, der kan udstilles eller på anden vis installeres i en kunstnerisk sammenhæng.

Så manifestationerne er mange og meget forskellige. Der er ingen snæver definition, der kan bestemme hvad tekstbaseret kunst går ud på. Det er hele tiden en diskussion, der føres af dem, der udfører det.

Tekst i billedet
Der er selvfølgelig også dem, der er imod. Fundamentalister der mener, at billedkunsten skal holde sig til at være billeder i gængs forstand og udelade alt, hvad der kan forstyrre billedet i sin rene form. For nogle er tekst i særlig grad et fordærvende element, der korrumperer billedet i en intellektuel, litterær eller akademisk retning, som man helst er foruden. Men dem om det. Kunsten er altid grænseoverskridende og grænserne mellem kunstarterne skal hele tiden udforskes for at se, om nye udtryk kan opstå. Og Art Writing er en gammel sag. Tænk bare på runestenene og den kaligrafisk kunst.

Tekstkunst er et udbredt fænomen i samtidskunsten, der er adskillige danske tekstkunstnere, for eksempel Lise Harlev, Morten Søndergaard, Jørgen Michaelsen, Tanja Nellemann, Gudrun Hasle, Jesper Christiansen, Jens Haaning, Lise Nørholm for nu at nævne nogle af de mange iøjenfaldende, der integrerer tekst i deres kunstneriske praksis.

Kunstnertekst
For mit eget vedkommende er tekstarbejdet adskilt som en selvstændig praksis ved siden af billederne. Mit forbillede i den forbindelse er Asger Jorn, uden at jeg skal forsøge at måle mig med ham, men han viste mig tidligt, at en billedkunstner også kunne være en, der skriver. Jorn er en syntetiker, der indsamler alt muligt og sætter det sammen til en uventet og tankevækkende helhed. Han forsøger blandt meget andet at rehabilitere den nordiske kultur i forhold til den latinske, og at installere kunstnerisk værdi i den marxistiske værdilære. Tillad mig her at citere mig selv fra en artikel, jeg har skrevet i en ny bog om tekstbaseret kunst, der snart udkommer fra Project Art Writing i Aarhus, hvor man arbejder på at etablere et nationalt videnscenter for Art Writing. I artiklen skriver jeg en del om den store kunstnerskribent og siger til sidst:

Det er et grundlæggende træk i alt hvad Jorn skriver, at han forsøger at betragte virkeligheden gennem en kunstnerisk optik, at han så at sige forsøger at lægge en kunstnerisk matrice ned over hele verden, for at undersøge hvad der så sker. En af hans aforismer lyder med en polemisk omskrivning af den indledende sætning i Johannesevangeliet i Det Nye testamente at “I begyndelsen var billedet”. Jorns bestræbelser på at installere en kunstnerisk tænkning i alle samfundets og livets anligender fører mange gange til en overrraskende indsigt, enkelte gange til nonsens, og begge dele kan i Jorns univers udgøre et konstruktivt udgangspunkt. De teoretiske tekster kan sagtens være meningsløse og ulogiske i videnskabelig og akademisk forstand, og samtidig sande og meningsfulde i kunstnerisk forstand. Hos Jorn er der generelt både i tekst og billeder en flydende overgang mellem fantasi og realisme, og hans tekstproduktion må da også betragtes som prototypen på den særlige form for kunstnertekst, der tillader sig at operere som en akademisk, teoretisk tekst uden samtidig at lade sig begrænse af de akademiske regler for videnskabelighed. Det får han allernådigst lov til at slippe af sted med, for når alt kommer til alt, så er det jo bare… kunst. Så selv om Jorn møder massiv modstand fra den akademiske front med prædikater som forvrøvlet og forvirret, så ændrer det ikke en tøddel ved, at Jorn i en dansk kontekst er en af de væsentligste, hvis ikke den væsentligste og mest interessante udøver af den særlige genre vi kalder kunstnertekst.