Når lyd og billede søger grænser

PåKunstpakhuset i Ikast kan man i øjeblikket opleve udstillingen Nerve-Chasing afLars Lundehave Hansen og Iben Toft Nørgård. Udstillingen består af lyd-ogbilledværker, der alle forsøger at udfordre grænserne for den traditionellebillede- eller lydkunst.

Surreelle billedcollager
Iben Toft Nørgårds collageværker på papir er gennemarbejdede og fulde afdetaljer og muligheder for fortolkninger. Hun er fascineret af collageteknikkensmuligheder og æstetik:

“Jeg er fascineret af mulighederne for helt bogstaveligt at klippe ihistorien. At sammenstille flere epoker, sakset fra både høj- og lavkulturellemedier og derved fremstille helt nye verdensordener. Collage er ret enkelt atgå til, men samtidig kan det også være uhyre kompliceret, at finde forskelligebilleder i samme farvetone,” forklarer Nørgård og fortsætter:

“Et kendetegn for min værker, er at jeg søger en stil, hvor overgangen mellemde forskellige udklip er så glidende, at de næsten er usynlige for øjet. Detsamlede motiv skal fremstå så helstøbt, at beskueren oplever manipulationernesom overbevisende virkelige, lige som hvis det var et foto af et væsen, derfaktisk eksisterer.”

At viske tavlen ren
Hunarbejder gerne serielt. Hvert værk i en serie bliver en ny udforskning af detoverordnede tema. Omdrejningspunktet for hendes serier har tit været søgenefter og konstruktionen af identiteter.

“Springbrættet for serien Nesting Purity var undersøgelser af arternessæregne overlevelses-mekanismer. Og teknisk set et ønske om at viske tavlenren, og arbejde direkte på den nøgne hvide papirbaggrund, for at skærer heltind til benet. Jo færre elementer, des større betydning bliver hvert enkelttillagt, og på den måde bliver der ikke plads til ‘lir’ eller udenomssnak.”

“I Nesting Purity serien lader jeg etvæsen, der er et mix mellem både menneske, dyr og planter udførerhandlinger med utilsigtede konsekvenser. Lidt galgenhumoristisk som at stille spørgsmålstegnved, om man skal save den gren over, man selv sidder på?”

Musikalsk andethed
Somlydkunstner har Lars Lundehave Hansen sit særlige fokus på lyd og medier. Hanarbejder med lyd som installation og musikalsk ‘andethed’. For den ikkespecielt lyd-vidende lytter kan hans værker lyde som ‘støj’, men ikke ifølgeLars Lundehave Hansens definition:

“Nu erdet jo ikke nødvendigvis støj, der er tale om. I flere af værkerne bliver derbrugt singulære sinus-toner, som en ren tone og derfor i sagens natur detmodsatte af støj. Nogle gange har jeg brugt termen musikalsk andethed, som jegsynes er meget fin.”

Dermed opfatter Lars Lundehave Hansen ikke sine lydværker som musik, men medhans egne ord: Lyde der er lytte-værdige.

Hananskueliggør problematikken ved at pege på Drifting Spaces og Electric LightOrchestra som to værker, der griber den an på forskellig vis. 

“Drifting Spaces er en række videoer der viser noget ret almindeligt somnoget ret ualmindeligt. Det er loftet på undergrunds-stationer der er filmet ogden lyd man hører er lyden på stedet, ekstremt manipuleret. Her er der til delsnoget musikalsk andethed på spil, for lydsiden er jo sat sammen på en heltbestemt måde, altså komponeret.”

Lille ubetydelig lyd
Lars Lundehave Hansen beskriver det nye værk Electric Light Orchestra – medreferencer til det legendariske band af samme navn, – som lyden af lys, deraldrig bliver tændt.

“En række lysstof-rør er opstillet så de efterligner et band medguitar-forstærkere og effekt-pedaler, men lyden er en forstærkning af enfejl-funktion, der i dette nye arrangement bliver den primære funktion. Ideener nok et resultat af et ønske om at lytte til lys eller strøm og nogle tankeromkring at skalere en lille, ubetydelig lyd op til det primære fokus.”

Ogsåledes får det tilsyneladenede ubetydelige stor betydning i Ikast i dissedage.