Naturen eksisterer ikke, del 2: No bullshit!

Christian Schmidt-Rasmussen tager os på gåtur gennem en række kunstneriske undersøgelser af naturen som en konkret, uophøjet sansning – en slags ‘no bullshit’-tilgang til naturen uden stort N. For menneskets evindelige tendens til at tilskrive naturen særlige kræfter har det faktisk med primært at handle om os selv.

Min temmelig omfattende skepsis overfor forestillingen om natur handler grundlæggende om, at jeg har svært ved at se, hvad vi skal bruge begrebet til, hvis man da ikke lige smider sig på knæ for en eller anden guddom. Så vidt jeg kan se, har vi ikke brug for det til landskabspleje for at forhindre forurening af vores omgivelser, for at undgå at udrydde levende væsner, som vi ikke lige har tænkt os at spise. Og så videre. Vi kan ikke bruge forestillingen til at erkende noget, tværtimod synes den at forhindre tænkning, forhindre sansning, og frem for alt forhindre respekt for det, der ikke er dig selv.

Jeg har fulgt med i diskussioner om, hvorvidt man kan tale om natur i byer i firserne, om ulvens eventuelle genindvandring i Danmark siden sluthalvfemserne. I diskussioner, lidt senere, om hvor vidt det er rimeligt at tillægge dyr kultur. Lidt senere igen om, hvorvidt visse kragefugle har selverkendelse. Om kunstig intelligens og om ting skal have rettigheder. Det er som om, det menneskelige erkendelsesrum kun kan rumme referencer til sig selv, når det står overfor det absolut fremmede. Når talen falder på natur, snakker vi med andre ord kun om os selv. Når talen falder på Gaia, Pachamama i moderne aftapning eller andre holistiske forestillinger om verden som en enhed og en bevidsthed, ender vi uundgåeligt i centrum.

Intet hinsides naturen
Det er som om jeg har vogtet får
Selvom jeg aldrig har gjort det.

Siger Alberto Caiero, Fernando Pessoas stedfortræder i digtet Fårehyrden fra 1914 i digtsamlingen At være virkelig (udgivet på dansk i 1999). Som jeg læser digtene, er de et temmelig uforsonligt opgør med forestillingen om naturen med stort N, og sikkert også adskillige aspekter af det guddommelige som denne natur tillægges. I hans digtning er naturen træer ved siden af andre træer og blomster ved siden af andre blomster. Der er ingen bevidsthed, ingen sjæl, intet hinsides i naturen. Der er intet samlende, der er ingen helhed, og derfor kan hvert eneste sanseindtryk besynges indtil sansernes fest slutter med døden. Digtene er et program for at være i verden uden for meget bullshit. (Selv om det at simulere fårehyrde vel er bullshit fra øverste hylde, men lad det ligge).

Det er måske at stramme den en anelse at drage en parallel til den danske maler Dankvart Dreyer (1816-1852), men hans malerier er meget lidt sensationelle og måske ofte uden et egentlig motiv. Der er tilsyneladende ikke en søgen efter noget bestemt i hans malerier. Det ligner ikke en besyngelse af ånden i naturen eller sådan noget. Det lugter ikke af, at landskabet er løsningen på noget som helst. Malerierne er ikke på jagt efter gud eller det sublime. De insisterer på det partikulære: jeg er her på dette sted, og så jeg her ikke længere, men jeg har malet et billede af det. Malerierne er ikke interesserede i naturen eller landskabet, som jeg læser dem. De er billeder af steder, og det er der ikke noget principielt i. Det er en opremsning af steder, han har været, og steder der er malet. De er specifikke i det omfang, et malet billede af noget kan være specifikt.

At male som man vandrer
Pessao prøver gennem sin stedfortræder at finde et andet sprog for naturen, eller måske bedre: The Great Outdoor. Men også Albert Gottschalk (dansk maler 1866-1906) kan i denne sammenhæng siges at forholde sig til den måde at tale om det på. Hans vandrende måde at male på er mere en præcis afgrænsning af ham selv som person, hans radius, end billede af så meget andet. Hans maleriske program, hvis der var noget, var hvad der kunne ses på turen. Så at sige. Set i forhold til det at se sig selv i hele verden, i alt, som åbenbart er den almene menneskelige drift, er det ikke så lidt af en viljeshandling at holde der.

En ganske anden slags mulighed er i de tre science fiction-romaner i Southern Reach-serien af Jeff Vandermeer. (Glem alt om filmen på Netflix, den giver ingen mening overhovedet. Den er det rene flimmer). Area X er et område, som bare opstod (egentlig er det en slags invasion, men det glemmer vi lige her), og hvor alle de regler, vi kender om verden, ikke gælder. Det er parasitisk og vokser, og transformerer alt, der kommer i berøring med det, også mennesker. Det er et sammenbrud, og hvad det skal gøre godt for, hvis noget, kommer der ikke et ordentlig svar på. Måske en slags fejl. Area X er fremmedgørelse i en ganske massiv form. Der er ingen genkendelse, der er forvrængninger og udtømninger af det tilsyneladende genkendelige. Romanserien slutter lidt fejt med en slags afslutning, men ellers rummer den det mest hallucinatoriske bud på, hvad natur kan være: noget som på ingen måde rummer kontinuitet og dermed spejler vores forestilling om naturen som paradiset, som noget absolut statisk.

Totale oplevelser
Jeg var på ophold i Tennisfondens hus i Gudhjem. Herfra gik en ganske vidunderlig spadsererute, omhyggeligt afmærket. Der var skrænter, vandfald, væltede træer, klipper, hav og hele pivemøjet. På mange måder en total oplevelse af vildskab og skønhed. I hvert fald hvis man ikke kigger til landsiden af stien. For der ophører vildskaben til tider uhyre brat, måske sløret med et buskads, og her er en mark eller en landevej. Lignende scenograferede oplevelser støder man på temmelig mange steder i Danmark. Alt er, som paradis, omhyggeligt orkestreret fra højere sted. Fornemmelsen af at blive overvåget er ganske massiv i idyllen.

Vi taler om at bevare, når vi snakker natur. Jeg ved ikke, om man længere snakker om balance når der snakkes videnskab, men det ligger i vores grundforestillinger om natur, at den er et uforanderligt og cyklisk hele. Et eller andet sted lurer tusindeårsriget og spøger. Enten det eller paradis. Begge dele indebærer overvågning, kontrol og straf. Vores forestilling om naturen er ubehjælpeligt holistisk, med os selv i centeret som enten syndere eller halvguder. Enten er vi herskere eller ingenting, der skal kende sin plads. Derfor er økofascisme en ganske nærliggende mulighed. Derfor lugter det af, at ”løsningerne” på klimakrisen bliver totalitære. En stærk stat med herskere og beherskede kan handle uden så meget fikkumdik.

Det er kun ganske sjældent, at litteratur og billedkunst ikke falder i en af grøfterne. Der er en lidt frygtelig trang til at lede efter menneskets plads i al det her rod, eksistensen er.

Efter mennesket
I romanen Ud af barndommen fra 1953 af Arthur C. Clarke ophører mennesket simpelthen med at eksistere og bliver et med stjernerne, og jorden eksploderer. Det er på mange måder et irriterende ophøjet bud, men i lighed med de efterhånden mange bud der går på, at vi lever i en simulation (eller, mere interessant, måske burde tilstræbe at gøre det, som David Brinn foreslår i romanen Existence). Undgår den det statiske og hvad man kunne kalde øjeblikkelig evighed, den komfortable evige nuhed som er middelklassens paradis, tusindeår af det samme og det samme i én uendelighed. Her bides der i det mindste i æblet og reden forlades.

Et sidste og tilnærmelsesvist aktuelt eksempel kan også være CONKCLOACA fra 2016 af Rolf Nowotny, hvor det menneskelige opløses i den katastrofale natur. I lighed med hovedpersonens skæbne i Drowned World af J.G. Ballard er det menneskelige opløst og sammenblandet med Naturen med stort N. Situationen er voldsom og forkrøblende. Der er tale om udstødning og en frastødning. Det er kvalmende, men uundgåeligt og, måske, i sidste ende noget, man kan vænne sig til som det nye vilkår.