Nej til Ørestad!

Skulpturi.dks nye galleri i St. Kongensgade består af et enkelt lokale. Det giver noget mindre plads at udfolde sig på end tidligere i Sydhavnen, men for ruminstallationen Center for urban pædagogik er det en gevinst.

Elle Klarskov Jørgensens lille udstilling er intim og rar og helt nede på en meget tilgængelig skala. Det er en menneskelig sag, hvor man lidt får lyst til at pille ved tingene, skille dem ad og sætte dem sammen igen.

Ja til flygtige strukturer
Det er byrummet og de strukturer, vi omgiver os med, der er til debat. Klarskov Jørgensen forsøger ikke at vise konkret byplanlægning eller skabe store projekter. Men med folie, papir, plastik og mdf-plader viser hun muligheden for, at vi alle kan tænke i andre, mindre permanente strukturer.

Det er foranderlighed og glæden ved at komponere og omdanne, der er fokus i udstillingen.

Et lille hus opbygget af lette plader og bundet sammen med sjippetov skaber et farverigt rum med kunstige græstæpper og fotografier fra det indre af et kalejdoskop. Det er rart at være derinde, og det står i stærk modsætning til de ofte dødssyge, faste og tunge rum, vi er vant til at omgive os med.

Nej til mere Ørestad
Et af disse dødkedelige byrum, der er sprunget op under de seneste års højkonjunktur, ligger på Amager. Der er direkte adressat i værket Ørestad bio (skitse), som viser smukke, strålende kalejdoskopbilleder. Det er et forslag om at skabe med forandring som mål.

Andre steder i installationen findes masser af små flag, kegler og kugler, der synes tilfældigt placerede, men udtrykker ønsket om at skabe menneskelige fokuspunkter i stedet for lange, ubrudte facader og tomme rum.

Flag, kegler og kugler kan hurtigt flyttes og omordnes, og nogle af dem er placeret i en værktøjskasse, parat til at blive brugt.

Alternative rum
I de senere år har en række yngre kunstnere forsøgt at medvirke til at skabe bedre byrum.

Det er der mange måder at gribe an. Fælles er dog tanken om, at der skal tænkes ikke-permanent.

Center for urban pædagogik er ikke en direkte socialt orienteret udstilling, som eksempelvis C.U.D.I., der arbejdede i Vollsmose, eller Kerstin Bergendals forslag til legepladser og biblioteker. Det er heller ikke et forslag til positiv rumudsmykning, som Poul Gernes’ mange vægmalerier.

Alligevel er der stærke slægtskaber med disse, når Klarskov Jørgensen viser alternativer til de overplanlagte, men ofte triste nybygninger, der findes i både rigmands- og fattigmandsghettoer.

Sid ned og tænk anderledes
Der er skriggrønne græstæpper, bænke og en rosa-pink stol med i udstillingen. Det er flader, der indbyder til at blive siddet på.

Hele udstillingen indbyder til at tænke, opleve og sanse med meget simple midler.

Nu ved jeg for eksempel, at jeg godt kunne tænke mig at bo i en lille pappavillon med farvede ruder og kegletag. Center for urban pædagogik er en generøs belæring om, at vi bør tænke fleksibelt og sansende og ikke være bange for at omordne vores rumlige miljøer.