Nekrolog: Else Marie Bukdahl (1937-2026) – Et moderne renæssancemenneske

Af
20. juli 2026

Som bestyrelsesmedlem i vigtige organisationer og som tidligere rektor for Kunstakademiet var Else Marie Bukdahl den ukronede dronning af kunstverdenen.

Else Marie Bukdahl i Kunstakademiets billedhuggergård i 2017. Foto: Jan Falk Borup

Som bestyrelsesmedlem i vigtige organisationer og som tidligere rektor for Kunstakademiet var Else Marie Bukdahl den ukronede dronning af kunstverdenen.

Af
20. juli 2026
Selv om Else Marie Bukdahl var dronningen af kunstverdenen, satte hun altid sagen, kunstneren eller institutionen højere end sig selv. Med sit kærlige væsen, sit knivskarpe intellekt og sine fremragende samarbejdsevner førte hun Det Kongelige Danske Kunstakademi uskadt gennem kriserne. Kristendommen var hendes etiske og moralske kompas.
Else Marie Bukdahl var mangefacetteret og et ægte renæssancemenneske. En verdensdame.

Kunsthistoriker og kunstkritiker Lisbeth Bonde

Den forhenværende rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, dr. phil. Else Marie Bukdahl, gik bort den 14. juli. Det skete på Hjørring Sygehus, hvor hun under et ophold i sit sommerhus i Nordjylland var blevet indlagt efter kort tids sygdom. Hun blev 89 år. 
Hun vil blive husket med varme, respekt og taknemmelighed af et stort antal mennesker i kunstens verden. I næsten fem årtier spillede hun en central rolle i kunsten, ikke kun som rektor, men også som bestyrelsesmedlem i vigtige organisationer, herunder Ny Carlsbergfondet, Det Etiske Råd, Danmarks Grundforskningsfond og som medlem af Videnskabernes Selskab m.fl. 
Sideløbende leverede hun vægtige bidrag til den kunstvidenskabelige forskning, ligesom hun var en forbilledlig underviser og foredragsholder. 
Else Marie Bukdahl var et stort menneske med et meget bredt vingefang. Hun hjalp og bar, hvor der var behov for det, og så direkte ind i den enkelte med sit intelligente, blågrå blik og store menneskekundskab. 
Eleverne elskede hende
Vi er mange, der aldrig vil glemme et surprise party i 2017 i anledning af hendes 80-års fødselsdag. Det foregik i Festsalen på Det kgl. Danske Kunstakademi. Flere hundrede kunstnere fra mange årgange i hendes tid som rektor var mødt op i hemmelighed for at hylde hende. 
Stor var hendes forbløffelse – grænsende til chok – da hun intetanende åbnede de høje fløjdøre og blev mødt med hurraråb indefra salen, der næsten slog hende omkuld som et voldsomt tordenbrag. 
Hver kunstner havde skabt et værk, som blev overbragt hende samlet i en smukt designet trækasse. Med kunstgaverne og arrangementet takkede kunstnerne samt tidligere og nuværende ansatte på Akademiet Else Marie Bukdahl for hendes enestående ledelse og for hendes opmærksomme og generøse væsen, som alle havde nydt godt af. 
Else Marie Bukdahl i Kunstakademiets billedhuggergård i 2017. Foto: Jan Falk Borup
Else Marie Bukdahl i Kunstakademiets billedhuggergård i 2017. Foto: Jan Falk Borup
Else Marie Bukdahl var en visionær og modig rektor. Hvis der var optræk til krise, allierede hun sig med sine ‘løver’ – alias professorerne Bjørn Nørgaard og Hein Heinsen. Når de mødte op i Kulturministeriet sammen, kunne ingen nok så stærk bureaukrat modstå dem. 
De fik skudt alle de grimme planer ned - ovenikøbet lykkedes det ofte trekløveret at opnå merbevillinger til Akademiet. Dette skete bl.a. ved at fremvise fysiske resultater fra Akademiet i form af elevernes værker fra undervisningsåret. 
Disse blev båret ind i mødelokalet af ministerbudet i mange omgange, hvilket til sidst fik overmagten til at give efter. Hun formåede også at forpurre planerne om at flytte billedkunstskolerne fra Charlottenborg til Holmen, hvilket var lykkedes for bureaukratiet med Arkitektskolen.
De franske filosoffer
Akademiet vågnede op fra sin Tornerosesøvn under Else Marie Bukdahls ledelse i årene 1985-2005. Det blev nu en efterspurgt kunstnerisk uddannelsesinstitution i Europa. Hun indså, at tiden var moden til at gøre op med fortidens marxistiske revolutionsromantik og træde ind i den postmoderne æra. 
Da hun var fransk orienteret og talte sproget flydende, lå det lige for at invitere tidens store postmoderne tænkere til Akademiet som foredragsholdere, herunder Jean-Francois Lyotard (1924-1998), Michel Serres (1930-2019) og Jean Baudrillard (1929-2007). 
Flere generationer af akademielever, herunder De unge Vilde malere, blev inspireret af idéerne om simulakre, nomadeteorierne og opgøret med de store sandheders fortællinger.
Kristendommens betydning
Else Marie Bukdahls livssyn hvilede på kristendommens grundværdier: at man er til for at gavne og glæde sin næste. At man siger du, før man siger jeg. Hun kom fra et intellektuelt og dannet grundtvigiansk hjem ved Askov Højskole i Sønderjylland. 
Men størst af alt er kærligheden.

Else Marie Bukdahls credo (fra Paulus’ første Korinterbrev, vers 13)

Hendes urokkelige gudstro gjorde hende stærk, og hun følte sig aldrig ensom. Selv i sit elskede sommerhus ud til Tannis Bugt i Nordjylland, hvor hun ofte modtog gæster, følte hun sig aldrig ensom, når de var draget videre. 
Hendes far var forfatteren, digteren og litteraturkritikeren Jørgen Bukdahl (1896-1982), som var fast gæstelærer på Askov Højskole, der lå tæt på barndomshjemmet. Han havde et omfattende forfatterskab bag sig og et lige så omfangsrigt netværk i litteraturens og kunstens verden. 
I hjemmet kom jævnligt forfatterne Henrik Pontoppidan (1857-1943) og Johannes Jørgensen (1866-1956), foruden billedkunstneren Asger Jorn (1914-1973). 
Else Marie Bukdahl huskede tydeligt, hvordan Asger Jorn fortalte godnathistorier til hende og broren, når de var blevet lagt i seng. Hun ristede faren en posthum rune i 2015 med antologien Jørgen Bukdahl. Skrifter og tanker
Som krigsbarn voksede hun op i en tid med knaphed på alt. Alligevel manglede der aldrig noget, for kærligheden var det kit, der bandt familien sammen. På trods af de store materielle afsavn evnede familien at skrabe tilstrækkeligt mange madvarer sammen til at sende forsyninger til hendes mors endnu mere nødlidende familie i Norge. 
Moren var den norskfødte kunsthistoriker, kritiker og foredragsholder Magnhild Ødvin Bukdahl (1899-1988). I en årrække underviste hun i vævning på Askov Højskole. I 2010 udgav Else Marie Bukdahl sammen med væveren Inge Bjørn (1925-2025) antologien Kunst, kulturansvar og kvindesag med sin mors skrifter. 
Else Marie Bukdahl fik for nylig samlet og sorteret familiens omfattende arkiv med korrespondance, dagbøger m.m. til Det Kgl. Biblioteks håndskriftssamling. Rettidig omhu og posthum familiepleje, der går hånd i hånd.
Mange personlige tab
Else Marie Bukdahl oplevede mange personlige tab på få år. Hendes første var i 1979, da hendes bror, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl (1936-1979), som hun var tæt knyttet til, gik bort, kun 43 år gammel. 
Faren døde i 1982, og året efter mistede hun sin elskede ægtefælle, kirkehistorikeren Torben Christensen (1921-1983), som hun kun fik 14 lykkelige år med. Hun giftede sig aldrig igen. 
I emiratet Sharjah, som Kunstakademiet i en årrække samarbejdede med, ville sheiken og hans kunstinteresserede hustru gerne se hende gift igen, ”for sådan en dejlig dame skal ikke være alene.” Else Marie Bukdahl gav dog den højt placerede frier, som de havde fundet til hende, en kurv med begrundelsen, at hendes nye mand altid kun ville indtage pladsen som nummer to, hvilket hun ikke kunne byde ham. 
Dette kløgtige svar aftvang respekt. I øvrigt begavede man hende med et stort antal farvestrålende, arabiske silkekjoler, som hun gerne bar ved festlige lejligheder, også ved det danske hof.
Antallet af store sorger aldrig er større, end at man kan bære dem.

Else Marie Bukdahl

På mit spørgsmål om, hvordan hun havde klaret sig igennem så mange personlige tab, svarede hun, at hun tidligt havde lært, at antallet af store sorger aldrig er større, end at man kan bære dem. 
I værket <a href="https://www.lilibethcuenca.com/i-want-you-under-my-skin/"><i>I want you under my skin</i> </a>fra 2010 har Lilibeth Cuenca Rasmussen givet Else Marie Bukdahl en ny etnisk identitet. Kredit: Lilibeth Cuenca Rasmussen
I værket I want you under my skin fra 2010 har Lilibeth Cuenca Rasmussen givet Else Marie Bukdahl en ny etnisk identitet. Kredit: Lilibeth Cuenca Rasmussen
Et renæssancemenneske
Else Marie Bukdahl var udadrettet og aktiv, mangefacetteret og et ægte renæssancemenneske. Hun havde en utrættelig energi og kunne feste igennem det meste af natten for næste dag at stå tidligt op og engagere sig disciplineret i møder eller skriveopgaver. 
Hun var også vidt berejst – en ægte verdensdame - apropos portrætfilmen Verdensdamen fra 2019, hvor vi følger hende rundt i verden til hendes mange samarbejdspartnere. 
Ud over i det nævnte emirat Sharjah var hun engageret i det indre Mongoliet og Xiamen i Kina. I den vestlige verden, foruden Paris, også Vermont og Florida i USA. 
Personligt har jeg foretaget en række meget givende rejser sammen med hende til flere af de nævnte destinationer foruden Indien, Taiwan, Tyskland og flere destinationer i Italien. 
Det var altid en vidunderlig blanding af faglighed og festivitas, når vi rejste sammen. Hele sit voksne liv støttede hun yderligere pigeskoler i Afghanistan og Sydindien med substantielle årlige beløb og oprettede en fond til kunstnere i sit eget navn.
Forskningen 
I et podcast-interview (hør det her) til Videnskabernes Selskab ved undertegnede fra 2021 udfolder Else Marie Bukdahl sit forskningsmæssige virke, som falder i fire hovedkapitler: Analyser af den franske tænker Denis Diderots (1713-1784) kunstkritik, som hun skrev disputats om i 1980-82, og som hun kaldte sin franske elsker. 
Interessen var opstået, da hun skrev en prisopgave om hans kunstkritik i 1963 ved Aarhus Universitet. Diderot forenede på forunderlig vis hendes to primære forskningsobjekter: litteratur og billedkunst. 
Derudover var hun en af vores fineste barokeksperter, som perspektiverede barokkens idé- og formverden til samtidskunsten i det 21. århundrede. Da hun døde, var hun i gang med en udvidet monografi på engelsk om den danske, barokklassicistiske billedhugger Johannes Wiedewelt (1731-1802), som hun tidligere havde skrevet en bog om. 
Hun havde også øje for den islamiske kunst og arkitektur og udgav bogen The Golden Islamic Age in Spain (2006) om den spanske guldalder (ca. 711-1492). Derudover havde hun en række mindre tværæstetiske forskningsområder om kunst, arkitektur og arkæologi centreret om den amerikanske arkitekt Michael Singer (1945-2024) og om Somaesthetics - eller kropsæstetik på dansk - ledet af den amerikanske filosof Richard Shusterman (f. 1949). Alle disse emner går på tværs af kunst- og arkitekturhistorie og natur- og humanvidenskab. 
Else Marie Bukdahl modtog flere udmærkelser, herunder de franske ordrer Chevalier des Arts et des Lettres og Officier de l’Ordre National des Palmes Académiques. Herhjemme modtog hun N.L. Høyen Medaljen i 1995 for sine enestående kunstfaglige formidlingsevner. I 2000 blev hun slået til Ridder af Dannebrog af 1. grad. 
Else Marie Bukdahl udrettede mere i sit lange liv end mange mennesker tilsammen.

Om Else Marie Bukdahl

Else Marie Bukdahl (1937–2026) var en dansk kunsthistoriker, forfatter og akademisk leder. Hun var rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler fra 1985 til 2005 og spillede en central rolle i udviklingen af dansk kunstuddannelse og kunsthistorisk forskning. Bukdahl var dr.phil. med en afhandling om Denis Diderot og var internationalt anerkendt for sit arbejde inden for kunstteori, æstetik og oplysningstidens filosofi. Gennem sin karriere beklædte hun en lang række tillidsposter i danske og internationale kultur- og forskningsinstitutioner og modtog flere hædersbevisninger, herunder Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen og den franske orden Chevalier de l'Ordre des Arts et des Lettres.