Next Stop: Stockholm

Creative Time er en nonprofit organisation for offentlig kunst i New York, der har eksisteret siden 1972, og har i den tid stået bag nogle af de mest nyskabende og udfordrende kunstprojekter i det offentlige rum. Tusindvis af kunstnere og over 300 projekter er blevet realiseret og i dag er kunstpraksisser engageret i sociale spørgsmål et velkendt og respekteret felt i en amerikansk kontekst takket være blandt andet Creative Time.

Selvom Creative Time har ændret kurs flere gange gennem årene, er organisationen drevet af en grundlæggende tro på kunstneren som en aktør for social forandring. Creative Time er kort sagt blevet en central institution for offentligt og socialt engageret kunst i USA. Og det faktum, at de ikke behøver at fylde et udstillingsrum, men arbejder langt mere frit mellem stolene, har vist sig at være både vigtigt og produktivt. Det har givet en frihed til at undersøge praksisser, offentligheder, samfundsmæssige strukturer og globale dynamiker.

“Det er de mange bestræbelser på flere forskellige områder, der skaber den ønskede effekt. Vi laver stadig nogle ret spektakulære og drømmende projekter, og ikke bare de åbenlyst politiske af slagsen. Vi arbejder med et stort offentligt publikum, og jeg tror, det er en kunst at igangsætte fantasien og kanalisere den til et mere politisk indhold. Jeg siger dette, fordi vores program kan virke forvirrende på folk. Fra Nick Caves store heste, der løber omkring på Grand Central Station (Heard, 2013) til et projekt af Susanne Lacy, der over en række samtaler i Brooklyn behandlede en højspændt kønsdebat (Between the Door and the Street, 2013). Der er forskellige veje i vores praksis, men social retfærdighed er i centrum af det, hvilket bliver mere og mere dedikeret fra vores side,” erklærer Nato Thompson, chefkurator siden 2007, da vi mødes på Creative Times kontor og administrative hovedkvarter i New York. Et sandt kaninhul, hvorfra projekter har spredt sig i løbet af fire årtier.

Det seneste større af slagsen på Weeksville Heritage Center i Brooklyn: Fire projekter under titlen Black radical Brooklyn i lokalsamfundet, der beskæftiger sig med historiske og lokale initiativer og institutioner, der behandler racemæssige grænser med projekter af Xenobia Bailey, Bradford Young, Simone Leigh og Otabenga Jones & Associates.

Dialog og legitimering
Den offentlige bevidsthed og anerkendelse af dette kunstfelt har været en lang proces. En måde at legitimere disse kunstpraksisser på var at skabe en offentlig platform og begivenhed, der kunne samle både kunstnere, kulturelle aktører og politiske interessenter i en meningsfuld dialog: The Creative Time Summit.

Begivenheden refererer åbenlyst til det politiske topmøde; de årlige møder og forhandlinger blandt de få med den største økonomiske og politiske magt, på mange måder langt fra offentligheden og ideer om inklusion og folkets stemme. Creative Time Summit er absolut en anden historie:

“Da vi realiserede Creative Time Summit i 2009 havde jeg et håb om at give New Yorks kunstscene en indsprøjtning af den politiske form for kunstproduktion, som jeg så alle vegne, men som ikke blev vist på nogle af museerne. Det var på mange måder en form for kulturel produktion, der var skjult for verdenen, men som var dybt tværfaglig, engageret i verdenen, som producerer strukturer, der ikke bare handler om kritik, men om at skabe løsninger og nye tanker. Topmødet blev en metode til at legitimere dette som en måde at arbejde med kunst på, og det virkede! Nu, fem år senere, er dette kunstfelt etableret i New York, så nu er opgaven en helt anden. Og ved at flytte topmødet til Stockholm, fik vi en mulighed for at komme uden for USA og få noget ny læring, nogle nye perspektiver.”

Så den 14. og 15. november vil Creative Time og Det Svenske Konstråd sætte spot på kunstneriske og sociale spørgsmål i et to dages program under Creative Time Summit 2014 med centrale aktører fra regionen og hele verdenen.

Magdalena Malm, direktør for Statens Konstråd i Sverige forklarer hendes motiver bag topmødet i Stockholm:

“I forlængelse af de globale udfordringer i tiden med immigration og medierede virkeligheder, ser vi en øget interesse fra kunstnere i de sociale og politiske spørgsmål. Creative Time har længe været den førende organisation i udforskningen af dette område, med et udtalt fokus i deres summit. Lige siden jeg startede som leder af Statens Konstråd for to år siden, har jeg stræbt efter en redefinering af den traditionelle opfattelse af offentlig kunst, og ladet termen omfatte alle former for praksis, hvor kunstnere forholder sig til, det offentlige rum. Jeg mødte Nato i New York, og med min baggrund i den uafhængige kunstscene og en udvidet offentlig praksis, fandt vi et fælles grundlag for et samarbejde.”

I New York har Creative Time lykkedes med at etablere en produktiv dialog med offentlige instanser og aktører uden for kunstfeltet, der var engageret i spørgsmål om socialt ansvar og mulige løsninger inden for dette område.

“Da jeg begyndte dialogen med Magdalena Malm, tror jeg det var den mulighed hun var interesseret i for Stockholm også. Hun ønskede at introducere byen og kunstscenen både på et kunstnerisk og politisk niveau. To meget forskellige måder at tænke kulturel produktion og byudvikling på. Og selvom jeg ikke kan se dette udefra, så tror jeg, det var det, Magdalena ville have os til at hjælpe med at legitimere i Stockholm,” responderer Thompson.

Fremmedhadets æra
Det to-dages program for topmødet har to overordnede dagsordener: Den ene er at præsentere et bredt spektrum af kunstneriske praksisser og måder at arbejde på i det offentlige rum. En no-bullshit del, hvor de praktiske spørgsmål er i fokus.

Den anden er at introducere en række nutidige og presserende politiske spørgsmål, der fungerer som en tematisk ramme for disse praksisser: Nationalisms, Performing the City, Activating Public Space, Art in the Age of Surveillance og Migrations.

“Nationalisme, immigration og overvågning er forbundet og inspireret af det stigende fremmedhad i hele Europa, som vi ser. Disse bevægelser og de nationalistiske, fascistiske tendenser, der ledsager dem, er en grund til bekymring, ikke bare i en historisk sammenhæng, men de kræver også nogle overvejelser inden det politiske område, omkring EU og den politiske venstrefløjs rolle. Skandinavien bliver af mange betragtet som den socialdemokratiske models sidste bastion, men den synes efterhånden mere og mere udhulet. Så nu er spørgsmålet: Er det den retning, I ønsker at gå?

Der er nogle politiske spørgsmål på spil her, og disse temaer for topmødet er tæt knyttet til disse. I en amerikansk sammenhæng er der tale om nogle helt andre spørgsmål, da vi har nogle meget forskellige politiske og statslige strukturer. Vi lever et sted, der foregiver at være kapitalistisk, men som i realiteten tager alle vores skattepenge og putter det hele ind i militæret, for derefter at tage ud og kaste bomber på alle og enhver! Det er ikke min mening at smile – jeg kan ikke holde det ud – men det er bare, sådan vi er,” nærmest råber Thompson. Men så skifter stemmen pludselig til et mere roligt leje:

“Hvorimod I er en del af en socialdemokratisk model, der til en vis grad ikke helt har fundet en god måde at håndtere indvandring på. I kæmper virkelig med den nationale identitet og spørgsmål om, hvem der er dansk eller svensk? Disse spørgsmål er helt generelt virkelig svære at håndtere,” indrømmer Thompson og vender sig til et emne, der har været heftigt debatteret i USA den sidste tid:

“Spørgsmålet om overvågning spiller en meget specifik rolle i vores sammenhæng, fordi nogle af de kunstnere og aktivister, vi har arbejdet med, for eksempel Laura Poitras, har været en meget central figur i hele Edward Snowden-sagen, og blev den formidlende instans mellem Snowden og The Guardian. Den sag peger meget tydeligt på, at kunstneren som aktivist ikke spiller en ubetydelig rolle i den amerikanske og globale, politiske kontekst. Dette afspejles også i en nordisk sammenhæng, hvor der er en enorm mængde af kunstnere og aktivister, der kæmper for et mere frit internet (Piratbyrån fx, red.). Disse praksisser, der blandt andet arbejder med open-source modeller, er ekstremt vigtige for os alle og langt fra ubetydelige. Internettet er ikke en lille del af vores verden. Den nordiske region har været virkelig vigtig i disse problemstillinger.”

Globale kriser og perspektiver
At placere disse presserende problemstillinger parallelt med præsentationen af kunstneriske praksisser er en klar understregning af, at kunstnere i dag beskæftiger sig meget direkte med netop disse spørgsmål omkring os.

“Samtidig, vil jeg virkelig gerne pointere, at vi ikke taler på vegne af al kunst. Der er en masse forfærdelig kunst derude. Men nogle former for kunst beskæftiger sig med spørgsmål i vor tid, og en masse af disse kunstnere er ikke særlig interesseret i at skabe ‘stor kunst’, men langt mere interesseret i at bruge de værktøjer, de har til rådighed, til at påvirke den verden, vi befinder os i. Det er større politiske og sociale mål, de er investeret i end at stive deres eget ego af. Jeg tror, at denne form for dedikation er virkelig værdifuld, fordi kulturen er det fælles sprog, vi alle taler, og kulturen manipuleres omkring os konstant. Bare for at sige, at vi har at gøre med realiteter, der omgiver os alle,” siger Thompson og påpeger så:

“Og ved at flytte disse spørgsmål til en anden del af verden, understreger vi også, at disse spørgsmål er fælles for os, ikke bare jeres problemer, men vores problemer.”

Samarbejdet mellem de to offentlige kunstorganisationer fra hver sin verdensdel peger på det faktum, at hvis du er involveret i internationalt kunstfelt og beskæftiger dig med sådanne komplekse problemstillinger, har du brug for gode samarbejdsparter. En erkendelse Creative Time er nået til med tiden.

“Der er en masse af fejlfortolkninger i dette felt, en masse konflikter. Så denne udveksling og dialog er virkelig vigtig. Vi er her for at lære og ikke for at prædike. De fleste af disse projekter beskæftiger sig med meget regionale spørgsmål, men med globale perspektiver og konsekvenser, og så er det virkelig nyttigt at vide, at du ikke er alene med disse bekymringer. Og kunstnere – det er en generalisering, men jeg tror, de fleste vil være enige – er ikke ligefrem de mest nationalistiske mennesker, der går omkring. De er engagerede og skeptiske, uanset hvor de er. En flok sunde verdensborgere, der er følsomme over for meget specifikke forhold i verden omkring dem, og lærer af det. For mig er det meget betryggende at vide, at dette samfund af verdensborgere eksisterer og er følsomme over for de problemer, vi alle er konfronteret med.”

Magdalena Malm henviser netop til dynamikken i en verden i konstant bevægelse, og det behov for oversættelse det skaber:

“At bringe Creative Time Summit til Stockholm er en fantastisk måde at konfrontere den skandinaviske tradition for permanent offentlig kunst med en mere uafhængige tradition for kunst i det offentlige rum med de sociale og politiske implikationer det rum indeholder. Samarbejdet er i sig selv et stort projekt om oversættelse. Bare en helt simpel ting som at beskrive det verdenskort, der spænder fra Istanbul til Vietnam, fra USA til Australien, viser, at vi altid er centrum for vores verdenssyn. At udfordre denne forestilling i en globaliseret virkelighed, er både helt nødvendigt og stærkt inspirerende.”