Nikolaj Stobbe: “Lagune Ouest er et uudnyttet potentiale, hvor nye måder at bedrive galleri på kan udfolde sig”

Af
19. september 2021

I forbindelse med Art Week 28. september – 3 oktober bringer vi en miniserie med fire ledere af udstillingssteder i København. De fortæller om, hvordan de opfatter deres placering på hovedstadens mangfoldige kunstscene. I en kælder på Tagensvej ligger en af byens nye gallerier Lagune Ouest, skabt af gallerist Nikolaj Stobbe.

Lagune Ouest ligger i kælderen under Netto på Tagensvej, København. Foto Kim Roslyng.

I forbindelse med Art Week 28. september – 3 oktober bringer vi en miniserie med fire ledere af udstillingssteder i København. De fortæller om, hvordan de opfatter deres placering på hovedstadens mangfoldige kunstscene. I en kælder på Tagensvej ligger en af byens nye gallerier Lagune Ouest, skabt af gallerist Nikolaj Stobbe.

Af
19. september 2021


info

Lagune Ouest Tagensvej 85, kælderen 2200 København Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt. Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

I forbindelse med Art Week 28. september – 3. oktober bringer vi en miniserie med fire ledere af udstillingssteder i København. Hør om, hvordan de opfatter deres placering på hovedstadens mangfoldige kunstscene. Denne gang møder vi Nikolaj Stobbe, hvis spritnye galleri Lagune Ouest er knopskudt fra det kunstnerstyrede projektrum Vermilion Sands, som galleriet deler lokaler med – i en kælder under en Netto på Ydre Nørrebro.

Nikolaj Stobbe peger på en række byggeforeningshuse, der er nabo til hans nyåbnede galleri, Lagune Ouest på Tagensvej:

Nikolaj Stobbe. Foto: Kevin Malcolm.

“De hedder Frikadellely”, siger han og fortæller, at det er gamle arbejderboliger, der har fået kælenavnet efter fortidens madduft, som hang i luften på den lille stikvej på ydre Nørrebro.

Hans galleri, som ligger overfor Frikadellely, har ikke taget navn efter kvarteret, men efter en fiktiv strandby opfundet af forfatteren J. G. Ballard. Lagune Ouest er stort set ubeskrevet, og figurerer kun som naboby til den mere kendte Vermilion Sands, der også lægger navn til bogen.

“Lagune Ouest er et uudnyttet potentiale, hvor nye tanker om og måder at bedrive galleri på kan udfolde sig”, siger Stobbe og tilføjer “Trods navnet er galleriet forankret i lokalet her”, mens han viser vej ind til det 80 kvadratmeter store kældergalleri.

Lagune Ouest deler lokaler med det kunstnerstyrede udstillingssted Vermilion Sands, hvis professionelle udstillinger gennem årerne har skabt stor respekt. Stobbe har sammen med kunstneren Kevin Malcolm og kuratoren Malene Dam drevet Vermilion Sands, siden udstillingsstedet etablerede sig i 2016.

Læs også: Spot på projektrum: Vermilion Sands

I løbet af Art Week kan man på cykel deltage i gallerivandringen “Skitser, bøger og en kælder under Netto”, der afsluttes med en finissage på udstillingen Vista med værker af de to københavnere Emilie Bausager og Asta Lynge på Lagune Ouest.

“Størstedelen af de kunstnere, jeg arbejder med, er lokale og bor og arbejder i København,” siger Nikolaj Stobbe, som gør sig mange tanker om, hvordan et kommercielt galleri anno 2021 skal fungere i forhold til kønsbalance, repræsentation af minoriteter og klima:

“Kunstbranchen er kendt for at være en stor synder. Så dét at arbejde med lokale kunstnere er et af de første tiltag for at reducere CO2-udslippet,” siger han og understreger, at der ikke er tale om regler.

“Jeg forholder mig til de ting i forhold til hver enkelt udstilling.” Det kan måske lyde en smule uplanlagt, men Stobbe tror, at det er vigtigt ikke at låse sig fast i en bestemt forretningsmodel, samtidig med, at det er hans ambition at blive et af de bedste steder for at se og købe samtidskunst. Stobbe er kunsthistoriker og ikke forretningsmand. Han har ti års erfaring i galleribranchen, og det er den ballast, han vil bruge til at drive sit galleri:

“Der er mange dygtige kunstnere, der bor og arbejder i Danmark, men de har ikke alle et galleri eller et sted at blive repræsenteret. Jeg elsker det sociale omkring kunst. Jeg elsker at lave kunstudstillinger og tale med kunstnerne om deres værker og processen. Nu i den kommercielle kontekst, ser jeg også frem til at sælge. Jeg troede aldrig, det ville komme over mig, men jeg kan mærke, at nu har jeg en stab af kunstnere, som jeg er økonomisk ansvarlig for, så jeg er helt klar til at kaste mig ud i den del af arbejdet.”

På spørgsmålet om, hvad en kunstglad københavner eller turist skal få ud af en tur til ud det gamle arbejderkvarter på Tagensvej, svarer Stobbe hurtigt: “Du skal have oplevelsen af at se en god udstilling og blive mødt af et menneske, der ikke kræver, at du nødvendigvis køber noget. Her skal det handle om glæden ved at udstille kunst og give gæsterne en god oplevelse.”

Fakta

Arrangementer på Lagune Ouset under Art Week Art Tour: Cykeltur på Nørrebro 2 okt 20212 okt 2021 kl. 15-17 Finissage: Mød galleristen i byens nye galleri 2 okt 2021 kl. 15-18 Udstilling: Vista 20 aug 20212 okt 2021 Kunsten.nu har fokus på Art Week 28 sep - 3 okt. Art Week er en kunstfestival i København med over 50 deltagende aktører, events, udstillinger og art tours. Denne artikel er venligst stillet til rådighed af Art Week. Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.