Nina Saunders: Jeg har altid haft en stor drivkraft – gad vide, om den nogensinde stopper?

Lige nu viser hun udstillingen Let’s Talk About the Baby på Randers Kunstmuseum.

Let’s talk about the Baby er titlen på Nina Saunders aktuelle udstilling på Randers Kunstmuseum og også på det første værk, man støder ind i på udstillingen. En høj babystol står på et uldent stofligt leje. Sædet er tomt, men på den indbyggede bordplade er hovedet af en meget livagtig babydukke placeret.

Et lille chok melder sig, som det så ofte gør, når man konfronteres med Saunders’ på en gang delikate og urovækkende sammenstillinger og modificeringer af møbler, udstoppede dyr, dukker, blomstrende stoffer og mange andre objekter, hun finder rundt om i antikvariater og genbrugsbutikker.

“For at være helt ærlig, blev jeg faktisk selv lidt bange, da jeg lavede værket,” fortæller Nina, da jeg møder hende på museet et par dage før åbningen af udstillingen. Her summer af aktivitet: elektrikeren er igang med at sætte lys, der er værker, som stadig står på paller, og kunstnerens assistent er beskæftiget med at farvelægge et stort vægmaleri.

 “Det er et meget alvorligt værk og et meget, meget realistisk babyansigt”, fortsætter kunstneren og fremhæver babyens rødmende hud og et ansigtsudtryk, hvor man er usikker på, om barnet er ved at bryde ud i gråd. 

“Dukken er fremstillet til kvinder, der ikke vil have eller kan få børn, men som så mødes med deres babydukker, har et fællesskab omkring det, og drikker kaffe sammen hver morgen”.

Sådanne fortællinger sætter noget i gang for kunstneren, som elsker de historier, der er knyttet til objekterne. Let’s talk about the Baby er skabt under coronakrisen, hvor samfundet var lukket ned, og hvor mange unge begyndte at tvivle på, om de ville have børn, fordi fremtiden og verdenssituationen syntes angstfuld og usikker. Det er derfor, vi skal snakke om børnene:

 “Et barn er udtryk for nyt liv, og det er jo helt fantastisk og forfærdeligt på samme tidspunkt. Ja, måske er det forfærdeligt at sætte børn i verden lige nu, fordi der er så mange krige og så megen usikkerhed”. 

Med indgangsværket slår Saunders på den måde en tone an, som kan klinge i baghovedet, når man bevæger sig videre gennem udstillingen, som indeholder spritnye værker såvel som værker fra kunstnerens mangefacetterede bagkatalog. 

At arbejde med fundne genstande har en lang tradition i kunsten. I de første årtier af 1900-tallet benyttede Picasso avisudklip og voksduge som elementer i sine billeder, Duchamp udstillede en liggende pissoirkumme, og Meret Oppenheim svøbte en kop i pels. Hverdagsobjekter trækkes så at sige ud af deres hverdagskarakter og tillægges kunstnerisk betydning, når de udstilles i kunstrummet, omformes eller sættes sammen med andre genstande i ofte overraskende kombinationer. 

For Nina Saunders vedkommende har hun et særligt anliggende med gamle polstrede lænestole og sofaer, som i hendes hænder transformeres til forvredne, smeltende gestalter eller vokser sammen med udstoppede dyr, dukker eller andre ting og sager.

Hun arbejder tæt sammen med møbelpolstrere, når de komplicerede konstruktioner skal udformes, men har også lært sig faget selv gennem sine mange eksperimenter.

Den polstrede stol står for Nina Saunders som et symbol for en småborgerlig idyl, hvor mennesker forsøger at opretholde en facade af pænhed. Den orden forstyrrer hun gennem sine kunstneriske indgreb, som peger på underliggende stemninger og følelser og måske taler om det, vi ellers fejer ind under gulvtæppet. 

Vi står foran værket Wild Swan (2019) og ser på stolen, der er betrukket af stof med storblomstrende roser, og i bogstaveligste forstand er flydt ud af sin form. 

"Det særlige ved at arbejde med møbler er, at man forholder sig til dem med sin krop, for møbler er skabt til kroppen. Før man tænker på, hvor det kommer fra, og hvordan værket er lavet, så oplever man det med kroppen. Det er en meget fysisk fornemmelse”.

På væggen ved siden af præsenteres et digt fra 1921 af Edna St. Vincent Millay, hvor de vilde svaner ses som et frihedssymbol i kontrast til digterjegets låste tilværelse i ‘et hus uden luft’ (house without air). 

“På engelsk har vi et udtryk, An English Rose, som henviser til en klassisk smuk og perfekt kvinde – sådan en man ville ønske, man var! Stolen her er betrukket med klassisk Sanderson-stof (ikonisk britisk brand med en lang historie inden for tapet og tekstiler – verdensberømt for sin traditionsbårne engelske stil og botaniske designs, red.). For mig handler det om en frihedssøgen fra det konforme. Jeg leger både med udtrykket i stoffet, historien i stoffet og med forestillinger om kvindelighed og feminisme”.

En mere maskulin stol indgår i en installation i rummet ved siden af. En skæv Chesterfieldstol i ubalance, antageligt som følge af den store form, som er faldet ned i den? Er det en overdimensioneret cigar eller en bombe? 

Nina skal gøre mig opmærksom på, at det er en bronzeafstøbning, for jeg tror først, at det er en læderstol, så stoflig virker den. Den vejer 250 kilo. Rundt omkring er nogle sære elefantfigurer med menneskehoveder.

“Værket spiller blandt andet på taleformen ‘elefanten i rummet’. Altså det, som alle ved, men som ingen nævner ved navn”, forklarer Nina.

Hendes kunst er på en gang humoristisk og alvorlig. På mange måder driller hendes værker forestillingen om hjemlig hygge, for møblerne antager karakter af selvstændige individer, der antaster vores magelighed. 

Nina selv viger tilbage fra alt for skråsikre forklaringer. Til gengæld er der plads til stor undren og eventyrlig fascination. Jeg spørger Nina om, hvornår hun ved, at værkerne er faldet på plads.

“Der er nogle kunstnere, der arbejder længe med en hel masse skitser før de laver deres værker. Sådan er det ikke for mig. Jeg har mit lager af ting, jeg har fundet eller købt. Der står tre containere derhjemme, og så prøver jeg mig frem. Jeg laver store ting, og jeg skal mærke det med min krop. Og hvornår er det så rigtigt? Tja…?” Nina tøver, men slår så fast med sikker stemme: “Det ved jeg bare. Jeg kan ikke forklare det med ord, men jeg ved det bare!”

“Jeg stoler på processen. Det er det samme, der sker, når jeg samler ting sammen. Ofte er det noget helt andet, jeg kommer hjem med, end det jeg tog af sted for at købe.” 

“Jeg ved også, når det ikke fungerer, og jeg er ikke bange for at sige, at det er noget lort og smide tingene ud eller brænde skidtet. Man skal være åben over for det hele, synes jeg”.

“Jeg har dog beholdt det værste maleri, jeg nogensinde har lavet”, siger hun og griner tørt. “Det har jeg beholdt bare for at huske på, hvor forfærdeligt det var.”

Nina Saunders er født i Danmark, men bor og arbejder i England, og det har hun gjort, siden hun som ung kom til London i 1975 og faldt ind i byens vildvoksende og kreative modkulturer. Det var her, hun mødte sin mand Red Saunders, som var fotograf og initiativtager til Rock Against Racism.

“Der var alle mulige kreative mennesker, musikere og designere i vores hus hele tiden, og jeg lavede alt muligt spændende – blandt andet malede jeg baggrunds-scenografier til nogle af min mands fotoshoots. Jeg studerede grafisk design, men syntes det var for lukket en verden. I stedet skulle det være sådan her!” Nina strækker armene helt ud.

Derfor cyklede hun ind til Central Saint. Martins College of Art and Design og blev optaget på Fine Art and Critical Studies. 

“Det var lidt hårdt for mig, fordi jeg gik ud af skolen som 16 årig, og jeg kunne ikke skrive andet end indkøbslister (Nina griner igen). Men jeg havde to virkelig gode veninder, og når vi kørte hjem i toget, kunne jeg spørge om alt”.

Inden hun var færdig med studierne, begyndte hun at udstille, og en dag ville Charles Saatchi købe et værk af hende. Saatchi er rigmanden, der er kendt for sin kunstsamling, ejer af Saatchi Gallery og tæt associeret med 1990’ernes berømte kunstner-gruppering Young British Artist, der blandt andet tæller Damien Hirst og Tracey Emin.

“Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tænke, for han købte jo ind over en bred kam af helt unge kunstnere, og prisen han tilbød var så lav, at jeg tænkte, at ‘det kan jeg ikke’. Men jeg indså også, at jeg blev nødt til at sælge, fordi jeg simpelthen ville være tosset, hvis jeg ikke gjorde det”.

Siden købte Saatchi flere værker af Nina, men på et tidspunkt sagde hun: 

“‘Jeg vil kun sælge, hvis jeg kan få en udstilling. Og det fik jeg så med det samme. Det var i 1996, og jeg udstillede sammen med andre kunstnere fra Young British Artists”.

“Men selvom kunstnerne var spændende, var jeg ikke interesseret i at hænge ud og gå på barer og leve det der liv med deres klubber, deres drinks, deres dit og datten og alt sådan noget. Jeg havde to små børn, jeg havde ikke tid til alt det der, og jeg ville heller ikke være låst af, hvad der var ‘in’ lige nu, og de krav, der var til mig om at lave værker på en bestemt måde. Jeg har fulgt mit hjerte”. 

Vi står nu ved en stor rumlig installation. Elektrikeren er ved at få lyset i en lysekrone til at fungere. Nedenunder lysekronen er der stabler af bildæk, og på stablerne og i hjørnerne af rummet finder vi flere af de mærkelige elefant-mennesker, man stødte på tidligere.

“Det her menneskeansigt er ansigtet på et ungt menneske, som ligesom ser sig søgende omkring. Værket hedder Volatile Landscape og er helt nyt. Hvis du tænker på alt det, der sker i dag, på klimaspørgsmålene, på det politiske kaos, på krigene, så føler jeg, vi står et meget usikkert sted. Så føler jeg, vi befinder os i et landskab som det her”.

I det ene hjørne står en gammel telefon. Måske for at signalere en mulighed for at tilkalde hjælp? tænker jeg.

“Jeg havde ikke tænkt på det i første omgang, men da jeg først var i gang med at stille op, tænkte jeg, at jeg skulle bruge en telefon. Da jeg tog hen til en stor genbrugsforretning, stod den der lige foran mig. Wow. Jeg blev så glad, for jeg ville gerne have noget her i hjørnet”.

Sådan udvikler værkerne sig i hænderne på en kunstner, der følger sin intuition og inddrager objekter, hun finder lokalt. På samme måde har museets direktør Lise Jeppesen skaffet en gammel granitdøbefont til huse, som skal indgå i et samspil med nogle graffitimalede duer.

Det er i sandhed en meget dynamisk kunstner, jeg møder her i Randers, og inden jeg går, spørger jeg hende om, hvad der driver værket.

“Folk spørger mig altid, hvor jeg får min energi fra, men jeg føler, at jeg har adgang til en stor rigdom, når jeg laver mine værker. Når jeg er færdig med et, ønsker jeg med det samme at lave det næste. Det er udtryk for inspiration og glæde ved livet, tror jeg. At få lov til at udtrykke tingene.”

“Jeg har altid haft en stor drivkraft – gad vide, om den nogensinde stopper?”