No Mans Land …
Under titlen No Mans Land … fortolker otte kvindelige kunstnere Rudolph Tegners liv og værker på Rudolph Tegners Museum og Statuepark.
Under titlen No Mans Land … fortolker otte kvindelige kunstnere Rudolph Tegners liv og værker på Rudolph Tegners Museum og Statuepark.
Værkerne på udstillingen No Mans Land … er fremstillet særligt til Rudolph Tegners Museum og Statuepark, der ligger i nordsjælland. Med udtryk, der spænder over medier som broderi, skulptur, video, lyd og fotografi, kommenterer og fortolker de kvindelige kunstnere Tegners idéer og kunstneriske virke som mand.
Rudolph Tegners (1873-1950) kunst er ikke mindst karakteriseret af monumentale virkemidler, og blandt hans samtidige følte mange sig provokeret af skulpturernes størrelse og voldsomhed, måske pga. den store kontrast til eksempelvis Thorvaldsens klassicisme.
Skulpturen All Men are Brothers er skabt af Gerda Thune Andersen og forestiller en ung mand indhyllet i et hvidt ligklæde liggende på et podie med citater fra koranen. Værket er inspireret af Tegners sidste ufuldendte værk De Blinde, der forestiller et optog af blinde, der bærer deres veninde til graven. I modsætning til Tegners skulpturgruppe er Thune Andersens værk fastholdt på det tidspunkt, hvor den døde endnu befinder sig i hjemmet, og hvor kvinderne – som der er tradition for i den arabiske verden – tager afsked, før mændene bærer liget væk.
Bodil Brems værk Evige Mure – Livets Port – Flashback er en installation bestående af videoer, fotografier og malerier. Hun tager udgangspunkt i Tegners livslange fascination af den græske kulturhistorie. Hendes værk citerer Livets Port, der var Tegners aldrig realiserede hovedværk. Samtidigt drager hun paralleller til det nuværende Grækenland med fremstillinger af fattige mennesker, der samler metal eller andet, som kan videresælges.
Anja Franke kommenterer, hvordan Tegners afsæt i ”den lille fortælling” tit overskygges af ”den store fortælling” – sådan som man oplever det i hans skulpturer med mytologiske og essentielle emner. For eksempel brugte Tegners sin egen kat som model i nogle af sine værker. Anja Franke benytter på samme måde sin kat i værket Tegners Kat og min Kat.
Ligesom Tegners kone gjorde det, står kunstneren Hjördis Haack ofte selv model for sin mand, billedhuggeren Hans Pauli Olsen. Video værket Kys Mig viser, hvordan en billedhugger med få, dygtige greb kan forme leret i retning af et åndfuldt og sensuelt underansigt. Værket er placeret blandt Rudolph Tegners portrætbuster som en kommentar til disse.
Som modsætning til Tegners voluminøse og ophøjede skulpturer på sokler har Nina Maria Kleivan lagt sit fotografiske værk ned. Som en kommentar til de kvinder, Tegner havde før sin hustru – og som Nina Maria Kleivan ser som ofre for mandens luner – ses på fotografierne en model, indhyllet i ståltråd og med brændende og afbrændte tændstikker i.
Pernelle Maegaard har broderet en lang frise som en hyldest til Rudolph Tegner. Hun har citeret hans værker og tilføjet detaljer og frie tankespind. De utallige sting står i kontrast til Tegners monumentale figurer.
Benthe Norheims værk Bruddet går i dialog med Tegners værk Lykken, hvor en mand styrter i afgrunden grundet sin fascination af en skøn kvinde, der synes at få næring af mandens tilbedelse. I Benthe Norheims værk står kvinden på hovedet og har et hul i maven, mens manden, i lighed med Tegners værk, underkaster sig og rækker ud efter kvinden.
Vicky Steptoe benytter videoen Drawn by Space til at levendegøre Tegners storladne, teatralske og erotiserede kroppe. Hun har besøgt Statueparken fordelt over årstiderne og interagerer med skulpturerne på forskellig vis. Hvor Tegners kroppe er skabt af traditionelle materialer tilføres disse en ekstra ”blød” dimension, hvor hun nærmest ´vækker dem til live´.
Fællesværket Forårsrengøring af Nina Maria Kleivan og Pernelle Maegaard går i dialog med Tegners relief af samme titel, der er et af Tegners få, offentlige monumenter placeret i det indre København.
Her har Tegner skildret en purung kvinde og nogle børn, udstyret med spande og koste, foruden en olding.
Kleivan og Maegaard driller – i et moderne skyggespil – Tegner ved at skalere størrelsen på deres værk ned til det minimale og placere den i favnen på Tegners meget store værk Afrodite, der er blevet støvet af til lejligheden.
Fakta
Udstilling
No Mans Land ...
16 apr 2013 20 okt 2013
Vicky Steptoe, Benthe Norheim, Pernelle Maegaard, Nina Klevain, Hjördis Haack, Anja Franke, Bodil Brems, Gerda Thune Andersen
Rudolph Tegners Museum & Statuepark Se kort og tider
Fakta
I forbindelse med udstillingen, er der udgivet et katalog med bidrag af kunstkritiker Lisbeth Bonde samt kunstnerne selv. Udstillingen er kurateret i samarbejde med udstillingsplatformen Kunsthus uden Mure.