Var der nogen, der sagde tørt?

Pist Protta er i sig selv et museum. På Charlottenborg folder de 35 år ud i alle dimensioner, det er en sand fornøjelse.

”Overvældende, anstrengende, underholdende”. Sådan har folkene bag Danmarks ældste kunsttidsskrift Pist Protta (hvilket siger en del om, hvor svært det er at drive kunsttidsskrift i Danmark) med vanlig tør ironi selv anmeldt deres udstilling ”Museum” på Charlottenborg. Udstillingen er en fejring af det altid foranderlige magasins 35 års fødselsdag.

At kalde Pist Protta, som udkommer ca. to gange om året, et kunsttidsskrift er heller ikke helt korrekt, for magasinet er snarere et kunstværk i form af et tidsskrift. Konceptet har lige fra begyndelsen været, at hvert nummer skulle være anderledes end de foregående. Således er Pist Protta aldrig udgivet i det samme format, men har skubbet og forrykket sig, været rundt, stort, småt, tyndt, tykt, hårdt og blødt. Det har været udgivet som foldet avisside og som en lille hardback. Den geniale grafiker Aase Eg har sørget for et væld af papirkvaliteter og farver, ligesom typografi, grafiske udformninger og trykmetoder også er udforsket på utallige måder.

Ingen angst for det gnidrede
At man alligevel kan genkende tidsskriftet fra gang til gang, for det kan man altid, må tilskrives den tone af på en gang dyb seriøsitet og drilagtig ironi koblet med en let nedtonet æstetik (ingen angst for gnidrede sort/hvid fotos her), som gennemsyrer det. Her lefles ikke efter læsere, men i seriøsiteten ligger der ekstremt meget deadpan-humor gemt. Pist Protta er på alle måder et ikke-kommercielt reservat, hvor man aldrig kunne forestille sig en trendy Nørgaard-reklame sneget ind. Hverken ord eller billeder skal tjene nogen herre.

I øvrigt har ord og billeder lige kunstnerisk vægt, det ene skal ikke beskrive det andet. Pist Protta er stedet for det unyttige, der kan ægge til kritisk refleksion, overraske og underholde. Og en af de bedste teknikker til at forholde sig kritisk og undersøgende er at flytte materiale fra en kontekst til en anden. Sætte sprog fra en kontekst sammen med billeder fra en anden, klippe op og klistre sammen på nye måder.

Trekløveret
De tre redaktører, som har holdt ud siden 1981, er billedkunstnerne Jesper Rasmussen og Jesper Fabricius og grafiker Åse Eg Jørgensen. De mødte hinanden på gymnasiet i Svendborg og flyttede efterfølgende sammen i et noget kunstnerisk kollektiv i Himmerland. Det med ikke at placere sig i centrum, ikke at stræbe efter at være med, hvor det tilsyneladende sner mest, men altid holde en let kritisk distance til magten, er karakteristisk for folkene i redaktionen.

Hermed ikke sagt, at de sætter deres lys under skæpper eller er ganske undseelige. Fejringer sætter de pris på, og da Pist Protta fyldte 30 i 2011, lagde de 20 år til og holdt 50 års jubilæum markeret med udgivelse nr. 116, dateret til 2031. Også her blev det til en udstilling, hvor numrene/forsiderne fra 70-115 blev foregrebet af forskellige kunstnere. Og hvor alle forsider + andet materiale i øvrigt blev samlet og udgivet i et pangfarvet kompendium.

35 år
Nu er det så 35 års jubilæum, og Pist Protta holder museum i kunsthallen. Det gør de rigtig godt, fordi de om nogen elsker arkiver, nørderi (man ser dem for sig gnæggende under produktionen af museumsreglerne) og tørre teksters humor, men også har sans for en grafisk fremstilling. Det er banalt set glædesproducerende med alt det overskud, som udstillingen manifesterer. Først og fremmest er det fedt at se alle de faktisk udgivne numre hængt op side om side. Enkelt, men det virker.

5 temaer + Himmerland
Ud over at vise numrene i forlængelse af hinanden er udstillingen, som fordeler sig på fire rum, inddelt i fem temaer, markeret med en stor farvet cirkel på væggen: Koncept (varmt orange), Arkiv (Brun), Rejse (grøn), Form (rød) og Om PP (blå), hvortil kommer det vemodige hjemlandstema Himmerland (åh Raadal og den matte kedsommelighed), som udfolder sig på en ultramarinefarvet væg. Tidsskriftets numre er fordelt ud på disse temaer sammen med et stort antal værker fra de kunstnere, som har medvirket i de respektive numre.

Mere end 80 kunstnere er repræsenteret på udstillingen. Under Form finder man således bl.a. værker af så forskellige kunstnere som Vagn Steen, Elisabeth Toubro, Nils Erik Gjerdevik, Christian Vind og Bodil Nielsen, hvilket i sig selv peger på, at Pist Protta er et tidsskrift, der har inviteret virkelig bredt ind. Afdelingen Arkiv er forsynet med reoler, hvorfra ting og sager, der kan være nyttige, når man elsker collagen og omsætning af materialer fra en kontekst til en anden, buler ud.

Potlatch
I sagens natur er det en uoverskuelig udstilling, som stikker i mange retninger, en potlatch af mere eller mindre påhitsomme og skønne værker.

Hvert tema har fået en kort, musealt mimende beskrivelse med på vejen af Gitte Broeng, som i de senere år har været en stabil bidragyder (bl.a. begyndte hendes roman ”Frøken Klokken” som føljeton i Pist Protta). Her beskriver hun således udgangspunktet: ”Angiveligt holdt redaktionen mange møder i Pist Prottas første leveår. Fra og med nr. 1 fornemmes dog en klar enighed om at springe over, hvor gærdet er lavest.” Et andet sted diagnosticeres PP som lidende af et Peter Plys-syndrom; de vil helst høre en historie om sig selv.

Læsehjørne
Det meste på ”Museum Pist Protta må man ifølge museumsreglerne ikke berøre, men heldigvis er der et smukt læsehjørne (her hænger også fine værker af Pia Arke og Claus Egemose) med omstrukturerede stole af Jørgen Carlo Larsen. Og her er min eneste anke mod udstillingen – der måtte gerne være flere læseeksemplarer. Det er jo også, som redaktørerne selv betoner, 35 års kunstliv, der foldes ud, og det havde været sjovt at få lov at fordybe sig mere i de enkelte numres temaer – om alt fra hænder, sport og husholdning, musik, rapportering, kopiering, atlas, gråhed, forbrug, porno og poesi samt rapporter fra Pist Prottas selvbestaltede analyseinstitut: Vanitas Danmark.

Heldigvis er det aldrig for sent at blive abonnent. Nye læsere kan begynde her.