Nogle gange er det bare så helt urimeligt hårdt at være kunstner

Ja, problemerne står i kø, når billedkunstner claus ejner ønsker at nå ud til folket og vise sin kunst i det offentlige rum. En beretning fra det virkelige (kunstner)liv på en græsplæne i Vejle.

I efteråret 2018 kontaktede jeg Vejle Bibliotek for at høre, om de var interesseret i, at jeg satte to skilte-skulpturer op på deres græsplæne. Græsplænen vender ud mod Boulevarden, der en af de mest trafikerede veje i Vejle. Det, der interesserede mig, var, at værkerne ville blive set af en masse mennesker, der normalt ikke interesserer sig for kunst.

Samtidig kontakte jeg Søren Taaning fra Skovsnogen og spurgte ham, om de ville have skilte-skulpturerne over at stå og langsomt forfalde i deres skov over de næste 10 år, når de var færdig med at stå ved biblioteket. Jeg fik et ja både fra Taaning og biblioteket. Jeg var glad 🙂

Jeg gik så igang med at søge støtte ved Vejle Billedkunstråd og fik støtte. Jeg var glad 🙂

Mandag den 11. marts skulle de to skilte-skulpturer, sættes i jorden. Hele ugen op til havde det pisset ned, men jeg var så heldig, at lige præcis mandag regnede det ikke. Solen skinnede faktisk. Jeg var glad 🙂

Det første sted, hvor vi graver to huller til den ene skilteskulpturs stolper, rammer vi nogle orange plasticrør, og vi bliver nødt til at stoppe og flytte placeringen. Vi går i gang med at grave to nye huller, og der går ikke lang tid, før vi igen rammer nogle orange plastiskrør.

Igen bliver vi nødt til at flytte placeringen, men kort tid efter vi er begyndt at grave, dukker der en orange plastikstrimmel op i jorden, der betyder, at vi er på vej ned til et rør.

Vi stopper, og denne gang flytter vi placeringen længere ind på græsplænen, og endelig lykkes det at få gravet to huller til den første skilte-skulptur og to huller til den næste. Og helt uden komplikationer bliver de to skilte-skulpturer, der udgør en skulpturgruppe, sat op. Det ser således ud:

Jeg er glad 🙂

Så mangler vi kun at få rejst den anden skilte-skulptur. Den skal én meter ned i jorden. Da vi når 80 centimeter ned, begynder det at pible med vand fra siderne ned i hullerne. Jeg bliver nervøs for, om vi evt. har ramt et vandrør, og får min kontaktperson på biblioteket til at ringe til teknisk forvaltning.

Efter et par timers ventetid får vi besked om, at der ikke er noget vi kan ramme – i hvert fald ikke før vi når 1,6 meter ned. Vi graver de sidste 20 centimeter og får sat skilte-skulpturen i hullerne, men stolperne skubber bare vandet længere op i hullerne, og det hele bliver en stor omgang pløre, selvom vi skovler masser af jord ned i hullerne.

Løsningen bliver at vi banker nogle pinde ned langs stolperne og fylder noget mere jord, sand og lidt beton ned i hullerne, og på en eller anden måde lykkes det at få stolperne stabiliseret, så de næsten ikke kan rokkes frem og tilbage. Skulpturen ser således ud:

Jeg er glad 🙂 Fuldstændig smadret i hele kroppen går jeg hjem.

Næste dag går jeg ned på biblioteket for at se, om jorden omkring den sidste skilte-skulptur har stabiliseret sig. Da jeg står ved fodgængerfeltet, der leder over til bibliotekets græsplæne, kan jeg kun få øje på den ene af skilte-skulpturerne med de usynlige heste.

Først tænker jeg, at det måske er fordi, den er skjult bag en lygtepæl, men det er jo absurd. Selvfølgelig er det det. Der hvor skilte-skulpturen med teksten “en til usynlig hest uden navn” skulle stå, er der kun to dybe huller på 80 centimeter tilbage. Skilte-skulpturen er forsvundet. Det ser nu således ud:

Selvfølgelig er det et sted morsomt 🙂 Måske kan man se det som en happening. For hvad er det, dem der har fjernet skilte-skulpturen, har fjernet? Det er en usynlig hest. En hest der alligevel ikke kan ses! Hvem kan se forskel? Haha…

Søndag er jeg nede og se om stolperne på skilte-skulpturen med punktummerne i stormvejr, har rykket sig, fordi det har blæst helt vild hele weekenden. Her opdager jeg så, at der sgu er en, der har sparket på pladen, så den er flækket fra bunden og et godt stykke op. Jeg reparerer pladen, så den ikke flækker mere. Det ser således ud:

Jeg er ved at være rimelig træt af det hele 🙁 Også fordi en af betingelserne for at få støtte til projektet var, at jeg skulle holde en artist talk på biblioteket. Nu er jeg selvfølgelig bange for, om der overhovedet kommer nogen, om skilte-skulpturerne overhovedet overlever at stå der mere end et par dage til, så nogen overhovedet opdager, at de er der…og skulpturgruppen med de usynlige heste er jo reelt et ødelagt værk.

Selvfølgelig kan jeg lave en ny usynlig hest, men problemet er, at biblioteket ikke vil betale materialer til en ny skilte-skulptur, og jeg har heller ikke selv penge til det. Endvidere er jeg er også nervøs for, at en ny usynlig hest vil blive hugget igen. Derfor: Hvis jeg skal lave en skilte-skulptur og selv betale for det, bliver det først, når den skal flyttes over til Skovsnogen — deep forest artland.

I et forsøg på at redde mit kunstværks eksistens – i hvert fald lidt endnu – får jeg den ide, at jeg jo kan genskabe anden del af skilte-skulpturen med de usynlige heste hver onsdag fra klokken 12:05-12:15 i resten af udstillingsperioden. Det ser således ud:

Men jeg synes sgu, det er lidt noller, at jeg skal stå der hver onsdag…