Nostalgi og søgen på Charlottenborg

”Det er da meget sjovt,” er den umiddelbare tanke flere gange undervejs i Forårsudstillingen, der byder på ikke mindre end 115 værker af 74 mere eller mindre etablerede kunstnere fra ind- og udland.

Vi bevæger os fra flittigt udstillende profer til helt grønne skud, så vilkårene er – hvis man ved det – meget ulige.

Men det kan ses og gør endnu engang grundlaget for udstillingen problematisk. Hvilken kunstner med en professionel karriere og udstillinger ved museer, biennaler og kommercielle gallerier har sin berettigelse i en udstilling, der hylder det gryende talent og den endnu sart spirende karriere?

Design på kanten
Men, tilbage til morskaben. Et særligt greb gør sig nemlig gældende på dette (og sidste års) forårsudstilling:

Brugs- og designobjekter, der er skubbet ud over kanten, så de fremstår som enten forunderlige eller humoristiske ved at få tilført nye dele, funktioner, dimensioner eller materialer.

Vi ser møbler, hele interiører, tæpper, medaljer, smykker, mindesmærker, pladespillere, køkkenudstyr og mindre transportmidler udsat for mere eller mindre kærlig sabotage.

Forskubbelser, der ikke synes at have en synderlig dybere refleksion, end noget der kunne minde om nostalgi eller en søgen efter en ny værdi i det glemte.

Det kan generere en trækken på smilebåndet og et par tanker, om ’det man kender’, og kun i få tilfælde kan det rejse et egentligt spørgsmål, der vil én noget.

Magtkritik i tiden
Et mere kritisk blik på det fortidige går særligt igen i en lang række monumenter, der klart og tydeligt indskriver sig i en nutidig undersøgelse af magtens arkitektur og monumentet som repræsentant for folkelighed.

Her er monumenterne enten komisk konstruerede, på kanten til at krakelere eller fyldt med kropslige aftryk. Tydeligst demonstreret af sidste års prisvinder, dansk-franske Valérie Collart. Magt transformeret til afvæbnende menneskelighed via skala, krop, humor og nærvær – alt det, der kompromitterer det tavst knejsende, magtfuldkomne monument.

Gestus og vilkår
Med den meget begrænsede formidling (skilte med navn og værktitel – hvis man er heldig; år og materialer), så er man flere gange rimelig nødstedt som publikum.

Simpelthen fordi man ikke kan nå ind i værkernes til tider abstrakte, steds- eller kontekstspecifikke eller komplekse henvendelser.

Det gælder fx Frederik Lønows arkitektoniske undersøgelser og Rosemary Lee & Jens Lee Jørgensens Mining the arbitrary (2014), der er et arkivprojekt med indsamlede væsker, natur og forarbejdede materialer. Udvalgte elementer måles af et apparatur; det kunne formentlig have været interessant, men værket forbliver ganske afvisende.

Med et lidt kynisk blik på vilkårene, udstillingsformatet og omfanget, så er den meget enkle gestus oplagt, men skaber også en helhed med en tilknyttet fare for at skøjte friktionsløst gennem et talent-modeshow inden for kunst, arkitektur og design.

Til stede i verdenen
Nå, men nogle steder er der altså mere dybde end design-nostalgi og morsomheder, hvor der bliver peget ind i hverdagen, ud i kulturen, ind i et spændingsfelt, der siger noget om at være til stede i verdenen.

Morten Sylvest Nøhr (DK) har med tungen i kinden lavet en D.I.Y.-maskine (tre tape-kvadrater på gulvet med tilhørende manual), der kan rydde op i dit liv.

Matilde Mørk har med udsøgt finesse genopført Yvonne Rainers Trio A fra 1978 – nu med Mørks egen hverdagstekst, om hvor træt hun hele tiden er og en brun bil, der er flot! Knastør tekst med kropsligt udtryk i sjælden forløsning.

Benjamin Dufour (BE) spiller alt fra hvid støj, fluxuskunst, popmusik og lyden af rindende vand for en kaktus (et kultur-natur-møde på tværs af historiske konflikter, tid, kontinenter og sprog), og den legende, men imødekommende dialog – eller mangel på samme – fungerer såre simpelt.

Imens tager Carsten Johansen & Victor Stilling (DK) den helt ud over kanten med en gennemført arkitektonisk model og et tilbud på en altantilbygning til Per Kirkebys Monument for Niels Bohr (1988). Tilbuddet er indhentet fra altan.dk med montage og det hele!

Jeg griner stadig…

Genforeningens grænser
Især to værker formår at gå dybere i deres søgen efter medmenneskelige relationer.

Pilar Mata Dupont (AUS/NL) har i et udsøgt visuelt sprog med værket The Embrace (hovedbilledet) overført koreansk splittelse til en dramatisk genforening gennemboret af både glædestårer og nagende mistro, imens Toshie Takeuchi (JP) gennem sin indvikling i et komplekst og absurd familiedrama ender i spørgsmål om mennesker og dyrs familiære relationer, og hvor langt man kan gå?

To værker med en meget speciel, tydeligt iscenesat, visuelt skarp og foruroligende fortællestil, der skubber rundt med beskuerens fordomme og forestillinger.

Meget mere end haps!
Til sidst bør nævnes hybridværket Haptic af danske Trine Lyngsholm & Augusta Sørensen.

Det kan synes som et andet halvgakket mad-modefænomen med visse ligheder til Sort-Hvids NOMA-forestilling, der udføres i samme kunsthal for tiden.

Værket er en hybrid mellem en scene, sønderdelt skulptur og en tavs performance med sanseapparatet som omdrejningspunkt, hvor først kunstnerne og siden publikum spiser Sørensens gastronomiske elementer; slikker på, drikker fra og suger dem ud af Lyngsholms abstrakte skulpturer.

De skulpturelle former befinder sig et sted mellem naturgenstande, simpel keramik og udefinerbare kropsdele i appetitlige farver. I mødet med smagsapparatet bliver der tydeligvis skubbet til blufærdigheden, tilliden til sanserne, samværet, de kropslige relationer og den menneskelige forestillingsevne.

Værket er udstillet med en ovenud glimrende dokumentation fra åbningen, der siger lidt om værkets både sanselige, sociale og udfordrende effekt. Både i dag den 21. og 28. februar (begge dage kl 13.00) genopfører duoen deres deltagerbaserede ’performance’, og det burde være en god anledning til at tage forbi Forårsudstillingen 2015.