Ny aftale om minimumshonorarer for kunstnere
Kunstnerorganisationerne, Billedkunstnernes Forbund (BKF), Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK) og Kunstnernes Fagforening (KUFA) samt Organisationen af Danske Museer (ODM) har revideret den nuværende aftale om anbefalede minimumshonorarer for kunstnernes udstillinger i Danmark. Som noget nyt er Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD) også kommet med i aftalen.

info

Den nye aftale, som træder i kraft den 1. august 2023, indeholder et betydeligt løft af de mindste honorarer, mens de største honorarer i vid udstrækning videreføres. I institutioner med mere end 100.000 årlige besøgende anbefales der forhandling af kunstnerhonorarer uden fastsatte minimumshonorarer.
Aftalen om minimumshonorarer omfatter kunstnernes arbejde med at forberede og etablere en udstilling, såsom klargøring af kunstværker, installering, nedtagning, møder og pressearbejde samt betaling for den værdi, som kunstværket og kunstneren tilfører en udstilling. Kunstnerhonoraret dækker ikke kunstnerens udgifter til produktion af nye kunstværker eller betaling for udlån og visning af kunstværket.
Billedkunstnernes Forbunds (BKF) forperson, Marie Thams, glæder sig over den indgåede aftale og udtaler:
“Vi er rigtig glade for, at hele billedkunstfeltet står sammen om den nye aftale. Honoraraftalen betyder, at kunstnerne sikres en minimumsbetaling. Gennem forhandling er det dog stadig op til den enkelte kunstner at sikre sig en fair betaling, som afspejler arbejdet med en udstilling. Vi ved, at den nuværende aftale har haft stor indvirkning på betaling af udstillingshonorar, og nu skal vi have de sidste udstillingssteder med i ordningen.”
Forperson Signe Klejs fra Kunstnernes Fagforening (KUFA) siger:
“Det er glædeligt, at kunsthallerne er kommet med i minimumshonoraraftalen, hvor alle parter tydeligvis er enige om honorarer til udstillende kunstnere. Herved anerkendes den konkrete værdi af kunstnernes arbejde som indholdsskabere – et vigtigt skridt imod et mere reguleret arbejdsmarked for billedkunstnere. Vi håber, at aftalen vil blive benyttet bredt, som det den er; et udgangspunkt for forhandling.”
Forpersonerne Michala Paludan og Scott William Raby fra Organisationen for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK) siger:
“I UKK er vi glade for, at kunsthallerne nu også er med i den nye opdaterede aftale om minimumshonorarer. Dette er et stort skridt i retning af at sikre, at kunstnerne får fair betaling for deres arbejde, og det bidrager til økonomisk bæredygtighed i sektoren. Vi håber, at mange andre også vil bruge aftalen fremover.”
Museumsdirektør Lisbeth Lund fra Organisationen Danske Museer (ODM) siger:
“Vi er glade for, at vi med aftalen i hus fortsat kan medvirke til at sikre ordentlige vilkår og økonomi for landets kunstnere – og at kunsthallerne er kommet med. Ikke mindst fordi vi ved, at den eksisterende aftale, selvom der er tale om anbefalinger, i vidt omfang har været brugt. Aftalen her betyder også, at de laveste minimumshonorarer reguleres, og så skal vi huske, at der er tale om minimumssatser. Kunstnerne kan og bør selvfølgelig også forhandle deres vilkår, men med aftalen lægger vi en fornuftig bund.”
Forperson Helene Nyborg Bay fra Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD) siger:
“Kunsthallerne er utrolig glade for at være med i denne aftale, da vi arbejder meget tæt sammen med billedkunstnere omkring produktionen af værker og udstillinger. Denne aftale gør dette arbejde lettere for både kunstnere og institutioner. Selvom kunsthallerne har tradition for at betale kunstnere honorarer, er det først nu, at vi har kunnet stå samlet bag en honoraraftale, hvilket er et stort skridt i den rigtige retning.”
Aftale om anbefalede minimumshonorarer for kunstneres udstillinger på museer og kunsthaller i Danmark.
Kilde: BKF