Ny direktør for Kunst På Arbejde

30. november 2023

Tanya Lindkvist tiltræder den 1. januar 2024 som direktør for foreningen Kunst På Arbejde (KPA), hvor hun får opgaven med at videreudvikle en af landets største private samlinger. Hun afløser Marie Louise Helveg Bøgh, som er blevet direktør for Sorø Kunstmuseum.

Tanya Lindkvist, ny direktør hos KPA. Foto: Camilla Stephan.

Tanya Lindkvist tiltræder den 1. januar 2024 som direktør for foreningen Kunst På Arbejde (KPA), hvor hun får opgaven med at videreudvikle en af landets største private samlinger. Hun afløser Marie Louise Helveg Bøgh, som er blevet direktør for Sorø Kunstmuseum.

info

Tanya Lindkvist er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet professionelt med kunst, arkitektur, ledelse og organisationsudvikling i de seneste 15 år – blandt andet som museumsinspektør på Museet for Samtidskunst og Sorø Kunstmuseum og senest som programchef i Dansk Arkitektur Center.

Kunst På Arbejdes formål er at bringe kunsten tæt på danskerne ved at vise udstillinger af høj kvalitet på danske arbejdspladser. Foreningen KPA fungerer dermed som et rullende museum. Det formål ligger Tanya Lindkvist meget på sinde:

”Som direktør for KPA glæder jeg mig meget til at udbrede kendskabet til en af landets største private samlinger, styrke formidlingen af kunstens betydning og bidrage til at endnu flere mennesker i deres arbejdsliv kommer tættere på kunsten. Kunsten spiller en afgørende rolle for vores liv og i vores samfund. Kunst på arbejdspladsen kan være en drivkraft for kreativitet, innovationskraft, inspiration og trivsel samt fungere som katalysator for vitalitet, fællesskab og glæde. Det er derfor en stor ære og et privilegium at skulle stå i spidsen for denne anerkendte institution”.

Kilde: Kunst På Arbejde

Fakta

Kunst På Arbejde er en non-profit forening, der indkøber og cirkulerer samtidskunst blandt danske arbejdspladser. Foreningen rummer en af Danmarks største private samlinger på flere end 2.500 værker, der udgør kernen i udstillingsinstitutionen. Medlemskredsen rummer private og offentlige virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet.