Ny kunsthal åbner i Haderslev

Af
9. juni 2018

Til næste år åbner et nyt udstillingssted for samtidskunst i Haderslev med navnet Kunsthal 6100.

Kunsthal 6100 kommer til at ligge i Winds Bogtrykkeri på Gravene i Haderslev. Foto: Marie Dufresne

Til næste år åbner et nyt udstillingssted for samtidskunst i Haderslev med navnet Kunsthal 6100.

Af
9. juni 2018

Til næste år åbner et nyt udstillingssted for samtidskunst i Haderslev med navnet Kunsthal 6100.

Det er tidligere museumsinspektør på VejleMuseerne Marie Dufresne, der har taget initiativ til at starte den nye kunsthal, som åbner dørene for sin første udstilling den 20. september 2019.

Kunsthallen, som er en selvejende institution, bliver synlig i bybilledet og nemt tilgængelig for publikum med sin placering i et gammelt bogtrykkeri lige ud til en stor, offentlig plads midt i byen.

Siden Dufresne flyttede tilbage til sin oprindelige hjemby Haderslev i forbindelse med sin ansættelse på VejleMuseerne i 2014, har hun haft et ønske om at gøre samtidskunsten tilgængelig for alle byens borgere. “Jeg opdagede, at samtidskunst var underrepræsenteret i Haderslev, og det var synd, for den er en fantastisk hjælp til at forstå sin omverden og udvide sine horisonter og erkendelser,” fortæller hun.

Lokal forankring i fokus
For Dufresne er det vigtigt “at fjerne den aura af finkultur, som mange forbinder med samtidskunst,” men uden at gå på kompromis med kvaliteten. Derfor vil der på Kunsthal 6100 blive arbejdet ud fra en forankring i det lokale, og udgangspunktet for alle udstillingerne er byen – det være sig byens borgere, rum eller identiteter.

For at sikre, at alle udstillinger har Haderslev som omdrejningspunkt, får alle kunstnere som benspænd, at de skal forholde sig aktivt til byen. Håbet for Dufresne er bl.a. at kunne igangsætte identitetsdiskussioner, der kan skabe relevans for borgerne, som vil komme til at opleve samtidskunsten på helt nye måder ved at være en del af den kunstneriske proces.

Også ved at indkvartere de udstillende kunstnere rundt omkring i byen vil Dufresne sikre sig, at lokalmiljøet kan mærkes på kunsthallen.

En tværkulturel platform
Ønsket er, at Kunsthal 6100 skal være en tværkulturel platform, hvor alle projekter skal forbinde sig med hinanden. Udover udstillinger vil kunsthallen invitere publikum til koncerter, workshops og foredrag, og alle disse tiltag kommer til at tale ind i kunsthallens aktuelle udstillinger.

Lokalerne i det nedlagte bogtrykkeri midt i Haderslev kommer også til at huse en kaffebar igangsat af en lokal ildsjæl. Selvom kunsthallen først åbner dørene næste efterår, åbner kaffebaren allerede den 1. juli 2018, hvor også Dufresne rykker ind for at møde potentielle frivillige eller andre nysgerrige.

Fakta

Kunsthal 6100 er endnu ikke online, men i løbet af juli måned vil det være muligt at finde projektet på de sociale medier og på deres egen hjemmeside. Her vil det allerede planlagte program frem til 2021 blive offentliggjort. Marie Dufresne har været museumsinspektør på VejleMuseerne siden 2014, og før det var hun museumsinspektør på Nikolaj Kunsthal i København. Mens hun studerede, åbnede hun galleri Beaver Projects på Amager, som hun drev fra 2006 til 2012.