Nye whistleblowers kan begynde her

I juli 2011 fik en gruppe af kunstnere og kuratorer nok af deres fælles dårlige erfaringer med det samme udstillingssted i Bukarest og publicerede et offentligt protestbrev på Internettet. Udstillingsstedet betalte ikke løn til kunstnerne, og hvis de kritiserede forholdene, blev de blacklistede.

Kunstens Robin Hood
Mange leaks senere udgiver kollektivet ArtLeaks – kunstverdenens svar på WikiLeaks og en slags kunstens ”Robin Hood” – tre til fire sager om måneden og har sat fokus på uretfærdigheder, censur og dobbeltmoral i forbindelse med kunstvirksomhed over hele verden.

Corina L. Apostol er en af initiativtagerne til projektet. Hun har netop været i Danmark for at fortælle om ArtLeaks samt afholde en workshop i rum46 i Aarhus.:

“Vi er en international platform, der arbejder med politikken bag kunstproduktion og ser på kunstverdenen som en arena for regulært arbejde”, forklarer Apostol.

Derfor kan man på sitet læse kritiske indlæg, der eksempelvis stiller spørgsmål til, om massiv sponsorstøtte fra  olie-selskabet BP til Tate Modern har indflydelse på den kunstneriske frihed, om lukning af kritiske kunstsider i Mexico, eller om Larissa Sansour, hvis nominering til Lacoste Elysée prisen blev tilbagetrukket, fordi hun var “for pro-palæstinensisk”.

Et venstreorienteret projekt
Med jeres fokus på arbejdsforhold og kampen for ´den lille mand´ i kunstverdenen, kan man ikke lade være med at tænke på, at det lyder som et venstreorienteret projekt?

”Det er en slags venstreorienteret kritik af neoliberalismen – vi gør det meget klart fra starten. Du behøver ikke at være venstreorienteret for at deltage, men det giver mening at kritisere tingene fra det perspektiv.”

Gruppen bag sitet ser den ikke blot som et sted, der skal bringe sandheder frem i lyset. Den fungerer også som en platform, hvor kulturarbejdere af alle slags – fra rengøringsdamerne på museerne og til kunstnere – har mulighed for at slutte sig sammen i netværk omkring fælles problemstillinger.

Censur?
En oplagt indvending overfor enhver platform i stil med Wiki- eller ArtLeaks er spørgsmålet om udsagnenes sandhedsværdi, og hvordan man sikrer denne uden selv at udføre en form for censur – særligt når man har en åbenlys politisk indgangsvinkel. På samme måde vil udvælgelsen af enkeltsager i sig selv skabe et filter, hvor kun nogle sager får lov til at blive lagt op til offentlig diskussion.

På ArtLeaks forsøger man at bevare neutraliteten ved at efterspørge ´bevismateriale´ fra sidens whistleblowers. Det samme gælder, når folk lækker anonymt. Her bedes de om at underskrive et mundtligt statement for at sikre, at de er dem, de giver sig ud for at være og få dem til at tage ansvaret for lækken.

Den enkelte sag bliver vurderet af en moderator, inden den lækkes. Apostol forklarer:

Vi ønsker ikke at publicere sager, hvor nogen har et horn i siden på nogen andre og bare ønsker at skabe negativ omtale.

Alle kan uploade, men vi beder altid om at få dokumentation i form af emails, kontrakter osv. og forsøger at vurdere, om det er en gyldig udtalelse.”

Apostol fremhæver dog, at siden fra starten er blevet taget meget seriøst, og at de endnu ikke har fået tilsendt materiale, de ikke ville publicere.

På samme måde er kommentarfelterne på siden ikke censurerede. Her kan alle skrive uden først at skulle have tjekket deres sag.

Dialog frem for kritik
Hvad gør I for at give ´ofrene´ for jeres leaks mulighed for at tage til genmæle? Hvordan er I sikker på, at begge sider bliver hørt?

”Når vi modtager noget, sender vi det altid til den person eller den institution, der bliver klaget over og beder om en reaktion. Vi er ikke så interesserede i bare at bringe klagerne. Vi vil gerne skabe et rum for dialog, hvor konflikterne kan blive belyst.”

Netop denne dialog dokumenteres samlet på siden og resulterer ofte i reelle ændringer: Ledelser afgiver magt, og kunstnere får pludselig udbetalt løn.

Selv hvis opråb, boykots og leaks ikke ender med at gøre en forskel, fremhæver Apostol, at åbenheden og diskussionen i sig selv har en værdi. Som eksempel nævner hun udstillingen Manifesto, som næste år er henlagt til Sankt Petersborg, og som visse kunstnere mener skal boykottes som protest mod den hårde og restriktive kurs fra det officielle Rusland mod homoseksuelle og immigranter.

“Jeg tror, at Manifesto vil finde sted alligevel, men det er vigtigt, at boykotten er der, og at den tvinger folk til at reagere. Det er meget vigtigt at diskutere disse ting og ikke bare lade som om, at alt er ok og fint.”

Skandaler fra den danske kunstverden?
Og hvad så med Danmark? Skal vi forvente en mængde af leaks og skandaler i kølvandet på Corina L. Apostols workshop på Rum 46? Hun griner af spørgsmålet:

“Jeg kom ikke her for at udstille og afdække danske sager. Formålet med workshoppen er at skabe bevidsthed og diskussion om de ting, der foregår i kunstverdenen”.

Denne vægtning af dialog fremgår også af art-leaks.org. Ud over det omfattende sagsarkiv af leaks indeholder den en onlineversion af gruppens tidsskrift ArtLeaks Gazette, en liste over events og workshops, samt forslag til videre læsning.

Nye whistleblowers kan begynde her.