Nyt kunstværk skal interagere med patienter

19. december 2016

Et nyt kunstværk til Bispebjerg Hospital retter sig mod fysio- og ergoterapien. En pavillon med marionetdukker i menneskestørrelse skal gøre brugerne bevidste om basale bevægelser, som alle tager for givet.

Marionetdukkepavillonen skal bygges af lærketræ og får to ophængte figurer, som man kan interagere med. Illustration af Hartmut Stockter

Et nyt kunstværk til Bispebjerg Hospital retter sig mod fysio- og ergoterapien. En pavillon med marionetdukker i menneskestørrelse skal gøre brugerne bevidste om basale bevægelser, som alle tager for givet.

Et nyt kunstværk til Bispebjerg Hospital retter sig mod fysio- og ergoterapien. En pavillon med marionetdukker i menneskestørrelse skal gøre brugerne bevidste om basale bevægelser, som alle tager for givet.

I foråret 2017 vil en pavillon rejse sig på græsplænen bag Badebygningen på Bispebjerg Hospital. Ned fra loftet skal der hænge to figurer i menneskestørrelse – en voksen og et barn. Ved nærmere eftersyn er figurerne skaller, som man kan gå ind i med hænder, fødder og ansigt.

”Man kan stikke hænder og fødder ind i de hule dukker og løfte fødderne og bevæge armene. Det kommer til at føles sært, og min tanke er, at det skal give en bevidstgørelse af de basale bevægelser, som alle tager for givet, men som ikke er selvfølgelige for fysio- og ergoterapiens patienter,” forklarer kunstneren Hartmut Stockter, der udfører værket.

Oversete kropsfunktioner
For at hente inspiration til sit værk har Hartmut Stockter fulgt en fysioterapeut på sit arbejde på hospitalet.

”Jeg blev opmærksom på, at der er mange oversete kropsfunktioner. Samtidig var min egen mor alvorligt syg på det tidspunkt, og jeg mærkede, hvor svært det er at forstå, at et menneske pludselig ikke kan det samme som normalt. Derfor fik jeg idéen til Marionetdukkepavillonen,” fortæller Hartmut Stockter.

Hartmut Stockter har observeret en fysioterapeut i arbejde for at hente inspiration til værket Marionetdukkepavillonen. Foto: Karen Grønkjær.

Tager udgangspunkt i kulturarv
Hartmut Stockters værk er et af tre kunstværker kurateret af konsulentvirksomheden Umage i forlængelse af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjergs kunststrategi.

I løbet af 2016 og 2017 realiseres forskellige midlertidige, stedsspecifikke værker rundt omkring på hospitalets område som optakt til det store program for kunst, der skal være permanent integreret i det fremtidige byggeri.

Tre kunstnere har fået til opgave at skabe værker, der tager udgangspunkt i Bispebjerg Hospitals værdifulde kulturarv. Kunstnerne har i samarbejde med Umage været i arkiverne og ladet sig inspirere af det historiske materiale.

Kilde: Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg

Fakta

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver bygget på Bispebjerg Hospitals område fra 2014 til 2025. Én procent af byggesummen skal bruges til kunst, dvs. i alt ca. 40 mio. kr. Et af kunstprojekterne omfatter tre researchbaserede værker, hvoraf Hartmut Stockters Marionetdukkepavillonen er det ene. Værket bliver opført bag bygning 10, Badebygningen, og skal stå der i minimum to år. Hartmut Stockter (f. 1973) er født i Wilhelmshaven, Tyskland, men har gennem en årrække boet og arbejdet i København. Han er uddannet fra Kunstakademiet i Braunschweig.