Øjekast fra fortiden
Fotograf Joachim Fleinert har i udstillingen Memories of the Forgotten på Kunsthal Nord skabt nyt liv i gamle fotografier fra omkring 1900.
Fotograf Joachim Fleinert har i udstillingen Memories of the Forgotten på Kunsthal Nord skabt nyt liv i gamle fotografier fra omkring 1900.
info
Vi har nok alle prøvet nysgerrigt at åbne en æske gamle, gulnede fotografier fra vores egen eller andres familie og ladet os opsluge af gætterier: Hvem er personlighederne på billedet? Hvorfor blev de fotograferet?
Fleinert har i Memories of the Forgotten gjort mere end det. Med udgangspunkt i en samling glasnegativer fra omkring 1900 har han givet ellers anonyme personer livet tilbage. Fototeknikken var på sin tid revolutionerende, fordi den gjorde det muligt for mindre velstillede familier at blive portrætteret uden omkostningerne til en maler. Det er således helt almindelige menneskers liv og glemte historier, Fleinert arbejder med.
Videoinstallationen Reflective Memories fra 2011 er baseret på fotos taget fra perioden 1890-1920 og indeholder 28 portrætter med animerede, ‘levende’ øjne. Her mødes beskueren af figurer med deres egen histoire og personlighed snarere end anonyme og stumme fotografier hentet fra fortidens familiealbum.
Serien There was a Family in 1915 fra 2013 kendetegnes af et modsatrettet greb. Her har familiens centrale personer – eksempelvis faderen, moderen med barn og bedstemor – fået bind for øjnene og er således berøvet muligheden for at kaste et fortællende blik ud i rummet. I stedet gøres publikum opmærksom på, hvor meget af fortællingen, det er op til beskueren selv at gætte sig frem til.
Fakta
Udstilling
Memories of the forgotten
10 jan 2014 23 feb 2014
Joachim Fleinert
Kunsthal NORD Se kort og tider