Opløftende møde mellem garnnøgler og minimalisme

Annesofie Sandal og Nanna Starck er bevidste om underholdningsværdien i sammenstødet mellem det formelle og det fabulerende.

Annesofie Sandal: Moments of Simplicity

Annesofie Sandal og Nanna Starck er bevidste om underholdningsværdien i sammenstødet mellem det formelle og det fabulerende.

Mødet mellem kunstnerne
Starck og Sandals værker fylder godt ud i de små lokaler hos Galleri Udengaard: farver, stofligheder, former og betydninger indtager rummet, så man som beskuer vender og drejer sig for at få det hele med. Kunstnerne har lagt beslag på hver sit rum, men korrespondancen mellem Sandals installatoriske skulpturer og Starcks maleri-installationer er succesfuld. De to kunstnere har udstillet sammen flere gange, og man mærker tydeligt en forbundethed imellem dem.

Femininitet og referencer
Annesophie Sandal har skabt et rum med humor og socialhistoriske referencer, hvor det feminine islæt fylder meget. Farvestrålende skulpturer af pap, træ og garnnøgler, mærkelige relieffer med skrift samt skyformationer og himmelblå farver, giver rummet som helhed en feminin og næsten barnlig karakter.

Annesofie Sandal: Braids. Foto: Sidse Camilla Sørensen
Annesofie Sandal: Braids. Foto: Sidse Camilla Sørensen
Annesofie Sandal farverige værker. Foto: Sidse Camilla Sørensen
Annesofie Sandal farverige værker. Foto: Sidse Camilla Sørensen

Hvordan ser verden ud?
Når Sandal samtidig lader garnnøglerne i Puppy stikke ud af et paprør som små dyr, eller lader en boksepude i blødt glitrende aftenkjolestof hænge ned fra loftet i et groft reb i værket The Drip udfordres publikums vante måde at betragte verden på. Sandal vender velkendte objekter på hovedet og omformer dem – og beskueren skaber nye betydninger ud af de genkendelige objekter.

Graffiti og flettede sivtæpper
Nanna Starcks maleri-installationer, der refererer til både Minimal Art, Street Art og i sin materialekarakter henter betydning fra Readymades, leverer et seriøst bud på en undersøgelse af maleriet. Graffiti på et rullegardin af bambus eller minimalistiske farveeksperimenter på runde flettede sivtæpper skaber modsætningsfyldte signaler. På den ene side er værkerne formelt stramme med geometriske grundfigurer, som var det et minimalistisk undersøgelsesprojekt. På den anden side lægger brugen af farver og materialer op til en mere personlig tolkning, hvor fantasien kan få frit løb.

Graffiti på et rullegardin af bambus af Nanna Starck. Foto: Sidse Camilla Sørensen
Graffiti på et rullegardin af bambus af Nanna Starck. Foto: Sidse Camilla Sørensen
Nanna Starcks malerier er inspireret af Poul Gernes. Foto: Sidse Camilla Sørensen
Nanna Starcks malerier er inspireret af Poul Gernes. Foto: Sidse Camilla Sørensen

En god oplevelse
Både Sandal og Starck virker umiddelbart mest optaget af formelle undersøgelser, men er begge meget bevidste om underholdningsværdien i sammenstødet mellem det formelle og det fabulerende. Er man i humør til en undersøgende og legende kunstoplevelse, hvor man kan finde små sprækker og detaljer at gå på opdagelse i, kan Blink absolut anbefales.


Fakta

Udstilling

Blink

29 aug 2008 12 okt 2008

Nanna Starck, Annesofie Sandal

Galleri Udengaard Projekt Se kort og tider

Fakta

Nanna Starck (f. 1976) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Annesophie Sandal (f. 1977) er blandt andet uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.
Begge kunstnerne har deltaget i en lang række solo- og gruppeudstillinger i blandt andet Danmark og Sverige.