Ottingers virkeligheder

”Det er som om, når vi ser noget, der bevæger sig, så bliver vi mere nysgerrige, end når vi ser noget, der ikke bevæger sig, noget statisk, som et maleri eller fotografi.”

Ulrike Ottinger retter på det sorte jakkesæt og det grå pagehår, inden hun sætter sig på stolen foran mig i et lokale i Nikolaj Kunsthal.

”Jeg leger med filmmediets muligheder, for der er mange. Det levende billede gør os nysgerrige, og det kan optage os i lang tid, for hvis vi ser væk, er der måske noget, vi ikke får med.”

Den 71-årige fotograf og filmskaber, der har lavet film siden starten af 70’erne, bruger virkemidler som collage og montage, og i hendes film er der et utal af referencer til både litteratur, film, musik, mytologi, etnologi og historie.

Ottinger udstiller filmværker, der tager op til seks timer. Hun er imod konformiteten i kommercielle film- og tv-fortællinger.

”Mine film er ikke lineære, for verden er mere kompleks end det. De er som mosaikker, og jeg har brugt hele mit liv på at samle alle de mange mosaiksten, og finde ud af hvordan de kan sættes sammen, så fortællingen bliver, som jeg vil have den.” 

Leg med genrer
Mosaikken er et billede på Ottingers associerende måde at arbejde på. ”Jeg interesserer mig ikke for begyndelsen eller slutningen. Mine film slutter samme sted, som de starter. De er fortalt med den detaljerigdom, med de uoverensstemmelser og modsætninger, der er, når jeg ser mig om.” 

Enkeltdelene i Ulrike Ottingers filmmosaik er hentet fra både fiktionens og virkelighedens verden, og grænserne mellem de to verdener bliver nedbrudt, når på én gang teaterkulisse og autentiske miljøer er rammen om både mytologiske figurer og mennesker, Ottinger møder på sine mange rejser til verdenens afkroge, eller til: ”de glemte steder”.

Historisk teater
”I mine film får det unormale så meget plads, at det bliver normalt”.

I Freak Orlando fra 1981 møder vi blandt andre en gruppe af dværge, en kvinde uden arme og ben og den tvekønnede Orlando. Afvigerne er hovedpersonerne i et historisk teaterstykke i fem dele, der viser forskellige tiders undertrykkelsesmetoder: ”Inkvisition, fascisme og undertrykkende psykiatri. Metoderne ændrer sig, men mekanismerne er skræmmende ens”, fortæller Ulrike Ottinger.

Bag teaterkulissen er endnu en kulisse, nemlig de industrielle landskaber i Berlin, hvor filmen er optaget.

”Når jeg laver film, vælger jeg først et sted for filmen. Omgivelserne skal fortælle en historie. De forladte bygninger og mennesketomme områder i Freak Orlando gør, at man får fornemmelsen af at være et sted, der er blevet glemt”. Berlinmuren optræder også i filmen som symbol på adskillelse og fangenskab, forklarer hun videre.

Freak Orlando hører til Ottingers tidligere film, der er mere åbenlyst konstruerede og med en æstetik og tematik, der balancerer mellem alvor og komik, det groteske og det smukke. Hendes seneste film er optaget på rejser til afsides eller glemte steder og fortæller om et folk og en kultur.

Unter Schnee
Ottinger fremhæver en scene fra Unter Schnee (under sne) fra 2011, hvor en ældre kvinde skovler to meter høj sne ned fra taget af sit hus. Over hende er der en isblå himmel, hvor store snefnug falder fra, og rundt om hende er alt hvidt: jorden, træerne, bjergene, der er en hel landsby dækket af sne.

Hun ser ikke, at der går en mand og kvinde forbi huset. Deres ansigter er malet hvide, deres læber røde og øjnene sorte. De ser anderledes ud end kvinden på taget: mere fine og skrøbelige. De er tavse, men de kommunikerer med hinanden med teatralske bevægelser og mimik: De udtrykker sorg og længsel, som om de har mistet noget, de nu leder efter.

Vi er i den japanske by Echigo, hvor det sner næsten hele året, hvor tiden er anderledes langsom, og hvor mytologi og overtro blander sig med virkeligheden. Sådan beskriver Ulrike Ottinger det sted, Unter Schnee er optaget. De to dukke-mennesker, der på afstand bliver til to farvepletter på et hvidt lærred, repræsenterer det mytologiske og fiktive lag i den filmiske fortælling.  

”Mine film har mange virkelighedslag”, forklarer Ottinger. ”Vi har alle en fantasi, og fantasien hos dem, jeg møder, bliver en del af fortællingen, ligesom dagligdagen gør det. Jeg gør mig ikke til dommer over hvilken virkelighed, der er mere virkelig.”

Når fortid og nutid mødes
I Südostpassage / South East Passage fra 2002, der blev vist til Documenta 11 i den tyske by Kassel, møder vi menneskegrupper i fattige dele af Sydøsteuropa, der i følge Ottinger blev glemt efter murens fald. Mennesker, der bruger deres fantasi til at finde på måder at overleve og leve på.

”Vores rejse sluttede i Istanbul, og her var der en havn, hvor russiske kvinder hver dag kom ind med skibe for at sælge plasticsmykker og gammelt tøj. Det slog mig, at det var stærke kvinder. De var stærke, fordi de var nødt til det. Børnene og familien ventede derhjemme.”

Ottinger forklarer videre, at på et andet tidspunkt i historien var samme havn et handelssted for kostbare varer fra fjerne lande.

I filmen ser vi de handlende kvinder samtidig med, at en fortællerstemme citerer en tyrkisk poet fra det 19. århundrede, der optegner samme scene med andre handlende på et andet tidspunkt samme sted. Og således mødes fortid og nutid, og den sidste mosaiksten falder på plads.