Over sundet, under jorden og ind i modernismen

Meget ofte bliver kunstens historie iscenesat som en rejsefortællingaf den slags, hvor stationerne er mindre vigtige. Målet er snarere at dundre igennemet landskab af så mange -ismer og epoker som muligt.

De fleste store museer i Europa og USA prøver at imponeremed alt det dyre, de ejer, når turen når til det tidlige 20. århundrede. For debesøgende fører det alt for ofte til en slags febrilsk turistsyndrom, hvor intetrigtigt forstås eller opleves, og alle de sete kunstværker blot bliver en rækkeudviskede indtryk i et amokløb gennem sal på sal.

Derfor er det dejligt, at Moderna Museet i Malmø tilbyder enkort, velformidlet og overskuelig introduktion til perioden 1900 til 1920. Den storeoplevelse kommer dog til sidst, hvor Marcel Duchamp afsporer hele kunstensvogntog.

Udviklingen i den moderne kunst
Der findes en grundfortælling om kunsten i det 20.århundrede. Det er også den, der præsenteres i de tre første udstillingsrum påModerna Museet i Malmö.

Vi har et maleri af Henri Matisse, der står for den franskeekspressionisme, der med klare farver og store penselstrøg startede den moderneavantgarde. Så har vi et andet maleri af Ernst Ludwig Kirchner og et tredje afWassily Kandinsky som udtryk for den tyske side af sagen.

Efter det begynder Pablo Picassos og Georges Braques fællesforsøg på at lave en køligere, mere rationel og formel kunst. Det bliver tilkubismen, som er fællesnævneren for anden halvdel af præsentationen.

En grundlæggende, ukritisk introduktion
Den lille fremvisning fungerer som en eksemplarisk ogfortættet introduktion til et væsentligt hjørne af den vestlige kunstshistorie. Der er vægtekster, en folder med solide billedfortolkninger og enaudioguide på svensk og engelsk.

Det er nemt at gå til og selvfølgelig også ganske ukritisk.Grundfortællinger mangler i sagens natur kompleksiteten. Virkelig kunst falderkun nydeligt som perler på en snor i et stærkt forsimplende, bagud skuende lys.

Alligevel er udstillingen en væsentlig service for denkunstinteresserede, der ikke nødvendigvis har alt om den tidlige modernismesbegyndelse helt på plads, eller lige skal have lidt genopfriskning.

Men hvorfor skal jeg tage til Sverige for at få dette?Hvorfor har selv ikke det danske nationalgalleri en ordentligt formidlet,lettilgængelig introduktion til modernismen?

Verdens vigtigste kunstner
I en tilstødende sal vises alle kunsthistorikeres våde drøm:En af de helt store samlinger af Marcel Duchamps kunst.

Med ready made’en skabtes noget nyt; et tørrestativ tilflasker eller en sneskovl kan være kunst i sig selv, blot det udråbes somsådan. Alt efter temperament kan man enten sige, at kunstnerens traditionellerolle som den gode håndværker nu er forbi. Eller også at kunsten fremover handlerom idéer.

Eller at det hele er en togulykke af pjat, fortænkthed ogtilfældige indfald.

Marcel Duchamp, hvis produktion i hvert fald både er stærkt ironisk,tankevækkende og ret varieret, står dermed som alle senere konceptkunstneresbedstefar. I samme ånd er det helt naturligt, at udstillingens værker erautoriserede gentagelser. De er altså ikke ”originale”. Men så alligevel.

Som en meningsfuld rejse
Det, der egentligt er to separate udstillinger, opleves somen sammenhængende rejse. For denne anmelder er mødet med Duchamps værker en naturligtfestlig kulmination på en tur gennem den første fjerdedel af det 20. århundrede.

Som periode er disse 25 år stadig den væsentligste ogvigtigste indgang til at forstå det meste af det, der stadig foregår igalleriet nede om hjørnet.

Det giver derfor god mening at tage toget til Malmø en afdagene: At komme over sundet, under jorden og ind i modernismen.