På jagt efter evigheden

Odey Curbelos underspillede visuelle sprog, i form af tegninger, ligger ubehandlet spredt ud på borde – og Nina Wengels solnedgangsmotiv går igen på forskellige materialer, der alle hviler op ad vægge i KUNSTPAKHUSETS lokaler.

Ved at gå udenom den typiske udstillingsopsætning med ophængning og indrammede præsentationer af værkerne, ønsker kunstnerne med udstillingen at drage referencer til atelierets oplevelsesramme og italesætte selve den kunstneriske proces, herunder forholdet mellem værk, kunstner og publikum.

En rumlig og installatorisk præsentation
Publikum inviteres til en mere rumlig og installatorisk forståelse af udstillingen, der undersøger spørgsmål som: ”hvad sker der med værkernes værdi, når de forlader kunstnerens arbejdsrum for at blive udstillet for et større publikum?” og ”hvornår bliver værket egentlig født: når kunstneren har lagt den sidste hånd på værket, eller når offentligheden kaster det første blik på det?”

Med udgangspunkt i en fælles udforskning af rutinerne, der ligger til grund for den kunstneriske proces, agerer Curbelos og Wengels Following Eternity som en visuel indkapsling, et øjebliksbillede, af kunstproduktionens forløb.    

Meditative processer
Værkernes tilblivelse bygger på nærmest meditative rytmer, hvis selvreflekterende og intuitive processer i kombination med en logisk organisation af arbejdsprocessen, har evigheden som koncept for øje. 

I dagbogsliggende registreringer af den kreative proces præsenterer Curbelo repetitive blyantstreger, hvis udtryk indirekte bygger videre på hans tidligere motivvalg, der finder sit udspring i naturen.

Og selvom Wengels værker tager udgangspunkt i forskelligartede materialer, såsom træ, plastik og pap, og veksler i deres skikkelsers størrelse, er det netop også gentagelsens systematik, der dominerer i solnedgangsmotivets multiplikationer.