Påtrængende prikker og stramme striber

Tykke og tynde, på langs, på tværs og i sammenstød med prikker. Med striberne komponerer Martha Kramær rum, der føles stille og urolige på samme tid.

Martha Kramær foran værket Eklipse. Foto: Natalia Gutman

Tykke og tynde, på langs, på tværs og i sammenstød med prikker. Med striberne komponerer Martha Kramær rum, der føles stille og urolige på samme tid.

På udstillingen Eklispe i galleri Veggerby byder Martha Kramærs store malerier indenfor i fem forskellige rum, der først og fremmest har striberne til fælles. Den næsten maniske brug af striber drager og linjerne trækker øjet med ind i billedernes stribede universer.

Martha Kramær maler i store formater, som næsten udgør en 1:1-oplevelse, som gør rummene virkelighedsnære, og som frister til at gå på opdagelse i de farvefulde værelser fyldt med stribede tapeter, stoflige kontraster og mærkelige møbler.

Bag scenetæppet
Men der er også noget tilbageholdt og uforløst over rummene. En kabaretscene står tom, et låg står på klem og en havelåge står hverken åben eller lukket. Rummene står stille og er for det meste menneskeforladte og uden nogen tegn på hvorfor, eller hvad der er sket.

Men nysgerrigheden bliver vækket, for hvad er det fx, der gemmer sig bag det tunge brune scenetæppe, og hvad er det, de forskellige åbninger giver adgang til?

Indgang uden udgang, 228 x 182 cm, 2009. Foto: Martha Kramær
Indgang uden udgang, 228 x 182 cm, 2009. Foto: Martha Kramær
Sortie, 188 x 132 cm, 2009. Foto: Martha Kramær
Sortie, 188 x 132 cm, 2009. Foto: Martha Kramær

”Jeg kan godt lide det dobbelte ved både at åbne og lukke fordi det giver en forvirring omkring, hvad det er for en rumliged man bevæger sig i. Jeg har virkelig prøvet at arbejde med en dobbelthed og kontrasten mellem de store monokrome farveflader og det lette. Jeg vil gerne have maleriet til at ånde selv, fx når jeg lukker et gitter af med tætte grønne farver, og samtidig lader det være gennemtrængeligt,” forklarer hun.

Billedlig rytmik
Martha Kramær spiller striberne op mod hinanden, som var det billedlige takter:

”Jeg ser striberne som en form for billedlig rytme. Jeg er meget interesseret i delinger, takter og rytme. Striberne er blevet en rigtig god måde for mig at få en modstand på fladen, som jeg kan arbejde med og imod. De bliver en form for flademæssige bindinger, som jeg selv associerer med musik, puls og beat,” fortæller Martha Kramær og tilføjer:

”Jeg er meget glad for den fysiske del af arbejdet med farven og lærredet. Hele det kropslige aspekt ved at male er inspirerende for mig og striberne er med til at styre kompositionen.”

Martha Kramær ved hvor noderne skal stå, men det kan være svært for beskueren at blive klog på de stribede takter. Martha Kramær dyrker kontrasterne og søger forskellen:

”Med prikkerne overfor striberne vil jeg skabe et iøjnefaldende sammenstød, der bryder med logikken og harmonien i resten af rummet.”

Eklipse, 195 x 132 cm, 2009. Foto: Martha Kramær
Eklipse, 195 x 132 cm, 2009. Foto: Martha Kramær
Sammenstød på lærredet
Det handler om at skabe kontraster også i form af fortættede farveflader overfor transparente elementer, som en prikket lampe, et gennemsigtigt dukkehus og udskårne lameller i en dør.

Alle maleriske metoder tages i brug, hvilket ses, når forskellige materialer som et udstoppet dådyr og en bluse bliver sat op mod stringente striber for at stimulere oplevelsen af forskel.

"Jeg kan godt lide at arbejde med den runde form, ved at køre penslen på en anderledes måde gør jeg cirklen til et brud på den hårde flade,” forklarer hun omhyggeligt.

Rum uden logik
Martha Kramærs rum går ikke op, men gør sindet uroligt, når øjet i værkerne søger efter meningen med de fejlagtige forsvindingspunkter, skæve perspektiver og mystiske møbler, der får bøger til at svæve og beskueren trængt op i en krog.

”Jeg synes det er interessant at iscenesætte en forventning eller en særlig stemning og derefter dreje opmærksomheden hen mod noget, som jeg ved hjælp af de maleriske greb kan dreje væk igen. Jeg kan godt lide at vride mit eget udsagn.”

Crippled Majesty, 188 x 132 cm, 2009. Foto: Martha Kramær
Crippled Majesty, 188 x 132 cm, 2009. Foto: Martha Kramær
Royal klaustrofobi
I værket Crippled Majesty bliver der for eksempel spillet med ens forventninger. En flot tromme står i et hjørne, farverne er glade og giver associationer til candyfloss og Tivoligardens muntre musik.

Men ved nærmere eftersyn viser trommen sig at være en form for trone med joysticklignende armlæn. Tronstolen er trængt op i et hjørne, og det stribede tapet synes pludselig som et fængsel.

”At male en trone, hvor man næsten skal holde fast for at blive siddende, er jo ment som en ironisk kommentar. Når jeg laver tronen, er det for at modsige det ophøjede. Ved at bruge de samme nuancer og zoome ind i krogen skaber jeg en lukket klaustrofobisk stemning.”

Maleriets dramatik
I Martha Kramærs værker bliver det måden at male på, der fortæller historien og afslører de gådefulde scenarier. ”Iscensættelsen, for mig, ligger i de maleriske greb. Jeg er kun interesseret i psykologi på maleriets præmis.”

Det er altså de maleriske egenskaber sammenstødet mellem striber og prikker, flader og huller og rytmiske takter, der skildrer de psykologiske temaer hos Martha Kramær. For hende er det maleriet, der stille og uroligt kan udtrykke dramaet.


Fakta

Udstilling

Eklipse

24 apr 2009 23 maj 2009

Martha Kramær

Galleri Veggerby Se kort og tider

Fakta

Martha Kramær

Født 1974

Uddannelse
Det Kgl. Danske Kunstakademi 2002-08.

Udvalgte udstillinger:
2008 ENTER. Kunsthallen Brandts. Odense.
2008 EXIT 08. Kunstforeningen Gl. Strand. København.
2007 Abbaye De Neumünster, Luxembourg.
2007 Art Copenhagen, Forum. København. Galleri Veggerby
2006 Forårsudstillingen, Charlottenborg. København