Papir i opløsning
Papir i tre dimensioner på Skovgaard Museet betager med materialets vidt forskellige skulpturelle kvaliteter.
Papir i tre dimensioner på Skovgaard Museet betager med materialets vidt forskellige skulpturelle kvaliteter.
Efter at have besteget den massive stentrappe og forceret den tunge dør til museet blev mit udsyn til Callesens papirengle blokeret af en monstrøs buket blomster. Her sluttede imidlertid det bastante i denne kunstoplevelse. Trods det umiddelbare sigte mod at gøre papiret mere tilstedeværende og legalt som kunstnerisk materiale, er værkerne fyldt med flyvsk symbolik.
Luftige undertoner
Udstillingens hensigt er at ophøje papiret fra det flade og værdiløse til det skulpturelle. Jeg forventede derfor, at museet ville bugne af svulstige og frembrusende udtryk. Men dette konkrete mål får et smukt modspil fra de næsten luftige undertoner, der lurer i mange af værkerne. Callesens papirklip rejser sig som skulpturer, men efterlader et hul, en skygge, der fortæller en ganske anden historie. Også Støckels geometriske og meget skarpt afgrænsede værker udtrykker mere opløsning end opbygning ved at genoptage gamle, skadede værker og sætte dem i scene som det de er: kunstværker i forfald.
Skulptur
Papirets skulpturelle og samtidig fleksible egenskaber bliver smukt kombineret i Marianne Grønnows installationsagtige værk Nightfall. De talløse blomster danner et påtrængende tæppe, der fylder hele rummet og vokser sammen med både gulv og loft. Værket besidder dog samtidig en flimrende gennemsigtighed, der gør papirskulpturen uhåndgribelig. Selv Grønnows mere traditionelle todimensionelle værk som Morning Glory virker til at fjerne sig fra det flade papir ved hjælp af genskin fra de gamle lysekroner i rammens glas. På denne måde spiller værket flot sammen med resten af rummet.
Udstikker
Udstillingens eneste aparte indslag er kunstnerduoen Bank & Raus værker. Det larmende og næsten voldsomme udtryk, der mest minder undertegnede om 80’er designstilen Memphis, passer ikke rigtigt ind i resten af udstillingens vægtløse udtryk. Men midt i dette tunge pap-hjørne er Bank & Rau alligevel stærke, netop når det kommer til at fastholde det svævende og lette. I betragtning af det kantede formsprog er gengivelsen af røgen i Slukket og lyset fra lommelygten i Evakuering en bedrift, der er værd at anerkende.
Fakta
Udstilling
Papir i tre dimensioner
28 mar 2008 15 jun 2008
Bank & Rau, Peter Callesen, Marianne Grønnow, Tommy Støckel
Skovgaard Museet Se kort og tider