Paradisisk forførelse

Beskuer og værk glider i ét med hinanden i det sansemættede Homo sapiens sapiens af den markante videokunstner Pipilotti Rist.

Video-still fra værket Homo sapiens sapiens, 2005. (Pipilotti Rist). Pressefoto.

Beskuer og værk glider i ét med hinanden i det sansemættede Homo sapiens sapiens af den markante videokunstner Pipilotti Rist.


info

Homo sapiens sapiens er en del af den nu afsluttede udstilling The World is Yours, som værket af tekniske grunde kun var en del af i tre dage.

Videoværket Homo sapiens sapiens, som er en afsluttende del af udstillingen The World is Yours på Louisiana, opleves bogstaveligt talt liggende ned. På en særligt designet indretning, der i feminine forgreninger forbinder det henslængte publikum, betragtes det farvestrålende, organiske og dragende værk i loftet

Installationsview,(Foto: Brøndum & co, Poul Buchard)
Installationsview,(Foto: Brøndum & co, Poul Buchard)
Videostill fra Homo sapiens sapiens, 2005. Pressefoto.
Videostill fra Homo sapiens sapiens, 2005. Pressefoto.

Universiel sammensmeltning
Gennem dette egentlig enkle greb bliver beskuernes egne kroppe aktiveret i rummet, så de lyserøde og purpurfarvede kalejdoskopiske mønstre, frugterne, de to smukke kvindelegemer, med nærbilleder af brystvorter, navle og øjeæble i samspil med den meditative musik tager én med bukserne nede (i overført betydning dog). Publikums intellektuelle parader nedsænkes i hvilende tilstand, og man smelter nærmest sammen med kroppene, farverne, kort sagt det paradisiske univers i loftet.

Som man ser det hos en anden markant videokunstner, iranske Shirin Neshat (fx med værket Turbulent), spiller værkets rumlige iscenesættelse og placering samt lydside en stor rolle. Beskuerens fysisk interagerende oplevelse bliver det egentlige fokus af værket.

Videostill fra Homo sapiens sapiens, 2005. Pressefoto.
Videostill fra Homo sapiens sapiens, 2005. Pressefoto.
Uprætentiøs leg
Rist er på vanlig vis med Homo sapiens sapiens poetisk og fragmenteret i sin stil. Hendes tilgang til kunstvideoen er frit associerende som en musikvideo og uhøjtidelig, legende let som det smil, der afslutter værket. I det tidligere værk Sip My Ocean fra 1996 i Louisianas egen samling ses samme forførende fortællemåde.

I Homo sapiens sapiens leges igen med spejlinger og fordoblinger: To kvinder og de farvestrålende kaleidoskopiske mønstre deler sig uendeligt symmetrisk i to. På den led fremstår billedsiden feminint erotisk med klare referencer til kvindelige kønsorganer. Men samtidig peges indirekte på, hvorledes begæret altid må være rettet mod en anden.

Billedsidens fordoblinger og drømmeagtige hallucinerende spejlinger skildrer endvidere en grænseløs fysisk nydelse med adgang til det ubevidste. Således forbundet med det kvindelige fremstår en sensuel krop uden grænser, men hos Rist stadig en krop med kontrol over sit eget begær.

Pipilotti Rist (Foto: Gorgio von Arb)
Pipilotti Rist (Foto: Gorgio von Arb)

Naiv råstyrke
Selvom Rist tydeligt iscenesætter temaer omkring køn i Homo sapiens sapiens, kan de to kvinder i værket også ses som en repræsentationen af hele menneskeheden. Værket bliver således et barnligt, måske naivt billede på mennesket, der lever i harmonisk enhed mellem krop og sjæl i en organisk verden, hvor natur og menneske sameksisterer side om side.

I oplevelsen af Homo sapiens sapiens opdager man, hvor sjældent man egentlig er ude for kunstværker, man virkelig kan mærke. Pipilotti Rist lever i høj grad op til sin navnesøster Pippi Langstrømpe i både barnlig naivitet, charmerende leg og kvindelig råstyrke.


Fakta

Udstilling

Pipilotti Rist: Homo sapiens sapiens

7 jan 2010 25 apr 2010

Pipilotti Rist, Ewelina Guzik, Gry Bay

Louisiana Museum of Modern Art Se kort og tider

Fakta

Schweiziske Pipilotti Rist er født 1962 og tildelt det borgerlige navn Elizabeth Charlotte, men kalder sig Pipilotti efter Pippi Langstrømpe (Longstocking). Hun bor og arbejder både i Zürich og i Los Angeles.

Installationen Homo sapiens sapiens blev oprindelig skabt til loftet i den venetianske kirke San Stae i forbindelse med Venedig Biennalen i 2005.

Et af de tidligste værker fra Rist, der nåede den internationale kunstscene var værket I'm Not The Girl Who Misses Much (1986) og i 1997 deltog hun for første gang på Venedig Biennalen med værket Ever is Over All, for hvilken hun modtog prisen Premio 2000. Her spiller Rist selv en kvinde der dansende let på tå og lykkeligt hujende smadrer den ene bil efter den anden med noget der minder om en slagkraftig tropeblomst.

Her fra installationen i Hamburger Bahnhof, Berlin i 2007.