Performativ æstetik

Som en hårdt kæmpende sportsmand fremstår han determineret på at nå sit mål, selv om han ofte fejler undervejs og gør sig til grin foran publikum, der dog samtidig påvirkes både sanseligt og intellektuelt af hans højst originale performances – men heller ikke følelserne forbliver upåvirkede, da hans kunst som oftest rummer en sortkomisk poesi.

 
Dejkrigeren
De fleste af hans værker bliver til over tid som den hylende morsomme og helt absurde The Drumming Bread Hut Performance, en hytte bygget af 500 baguettes, der udgør den skrøbelige og uholdbare arkitektur, i hvis indre befinder sig et trommesæt.

Inde i værket udførte han i egenskab af sit alter ego, dejkrigeren, et vildt trommespil med brødene, som blev slået i stykker hen ad vejen, så hytten til sidst var brugt op og brudt ned.

Når Søren Dahlgaard performer, betjener han sig af en nøje fastlagt koreografi. Iført sin brødharnisk maler han foran et publikum, som det skete i parken på Louisiana i 2008, et mangefarvet, abstrakt-ekspressivt maleri på en ligusterhæk!
Til slut forlader han fuld af maling og med sine delvis ødelagte brød på kroppen ’åstedet’, der er fyldt med brugte og ødelagte rekvisitter og maling overalt. Det ligner relikvier fra et helligt ritual.

Denne rituelle maleri-aktion eller maleri-performance er båret af lige dele passion og aggression – og er samtidig en kritisk replik til maleriet som fetich-objekt – og til Ligusterdanmark.

Skøre indfaldsvinkler som inspiration
Vi mødes en dag i hans lyse og højloftede atelier på Refshaleøen. Det store rum er fuldt af tegninger, fotos og værker i tre dimensioner samt en række rekvisitter, som han har gjort brug af i sine performances.  

Men hvordan kom Søren Dahlgaard egentlig i gang som kunstner?

”Min kunstinteresse blev vakt, da jeg som ung tog et ophold på Holbæk Kunsthøjskole. Dér blev jeg blandt andet undervist af den svenske videokunstner Magnus Wallin, der var den vigtigste inspirationskilde, når jeg ser tilbage på mine påvirkninger dengang. Han viste mig blandt andet Fischli & Weiss’ berømte video Der Lauf der Dinge.

“Det var også min første rigtige kunstoplevelse, da jeg kommer fra et hjem, hvor man først og fremmest prioriterede sport og spejder.
Dér lærte jeg også amerikanske vestkystkunstnere som kunstaktivisterne Chris Burden (f. 1946) og Poul McCarthy (f. 1945) og andre konceptkunstnere at kende og fandt ud af, hvor spændende dette felt var at operere i. Jeg var ret optaget af deres crazy indfaldsvinkler og deres radikale brug af kunstsproget”.

“Også landart kunstneren Robert Smithson (1938-73) gjorde indtryk på mig dengang. Især hans heksagoner, der inspirerede mig til værket Hexagonal Cyclops, der er en video, optaget oppefra og ned i et sekskantet rum. Det er et panoptikon med seks åbninger. I midten står en hvidklædt fyr, der bombarderes med dejkugler, som kastes imod ham fra alle seks vægåbninger. Dette værk indgår i min udstilling i Viborg,” fortæller Søren Dahlgaard. I et panoptisk fængsel kan fangevogteren observere alle fangerne, uden at de ved det. Denne usynlige kontrol giver fangerne indtryk af, at de er i en alvidende vogters varetægt.

Dej som kunstnerisk materiale
Dahlgaards mest bizarre materiale er imidlertid dej, som giver os et af vores mest basale fødevarer: brød.  Men det gælder for alle Søren Dahlgaards værker – også for dem der har en mere objektagtig og mindre tidslig karakter – at de bærer kunstnerens ønske om at lave kunst, der vil mere og andet end at være kunst for kunstens egen skyld.

En kunst, som gerne vil kommunikere med et bredere publikum end den indforståede og ofte lidt for enige kunstoffentlighed. Samtidig viser hans værker også den proces, som har genereret dem.

Både når du agerer dejkriger, og når du maler dine portrætmalerier, står du på skuldrene af en længere tradition i den moderne kunst, nemlig den amerikanske action painting eller den franske tachisme, men man sporer også træk fra neo-dadaisten Yves Kleins antropometriske værker. Sidstnævnte lod i disse værker fra 1960’erne nogle smukke, nøgne kvinder male sig med hans internationale Klein-blå farve på kroppen, og bagefter rullede de hen over lærreder, efterladende sig deres kropsaftryk som billedets motiv. Du forholder dig bevidst til denne tradition?

”Ja, jeg står helt sikkert på skuldrene af de traditioner, som du nævner, men jeg prøver samtidig at komme med et nyt bud ved at kombinere nogle af de foreliggende kunstneriske eksperimenter. Desuden er jeg meget optaget af for eksempel minimalismens æstetik. ”

Nøje tilrettelagte performances
Fungerer dine performances eller aktioner som en slags personlig acting out for dig selv?

”Det er ligesom en sport, en ballet eller et teaterstykke. Alt er nøje forberedt, og der er en plan med det hele. Jeg tænker, hvad gør jeg, hvordan synger jeg, hvordan bevæger jeg mig? Skal jeg gå på en særlig måde eller skal jeg male på en særlig måde?”

“Under aktionen er jeg også bare mig selv og ganske rolig, men når jeg klipper videoen bagefter, udvælger jeg de mest action-prægede situationer. Det er både underholdende og tragisk at lave disse dejkriger-performances, og til sidst bliver jeg selv en del af det omgivende landskab. Jeg vil med disse performances gerne give publikum mulighed for at opleve en proces i et atelier, der her er blevet offentligt tilgængelig. Det er meget banalt.”