Performativ hukommelse

Kunsten evner – til tider – at gøre fortiden nærværende i nutiden. Dét vi ellers havde glemt, ja måske ønskede at glemme, bringes i kunsten til live igen, for herved at bidrage til, at vores hukommelser, der som et patchwork af minder og erindringer, udvides og forandres med endnu et par lapper.

Udstillingen Arbejdsmark af Christian Vind, som netop nu kan opleves på Galleri Tom Christoffersen, danner et sådant hukommelsens patchwork.

Her findes gamle lapper papir, forældede pengesedler, gamle bøger, avisudklip og hundredvis af billeder, hvis fællesnævner synes at være, at de alle hører fortiden til.

Fortidsfund
Sirligt organiseret, sat i glas og ramme eller lagt til skue i vitriner, lader billeder og genstande sig betragte og udstillingen bærer et nærmest spartansk, nøgtern udtryk. Her er orden, struktur, fællesnævner og kategorier.

Men hvor udstillingen udtryksmæssigt bærer et ordnet præg, da er det indtryk, som billederne og de udstillede genstande vækker, kaotisk. Som at rode sig ned i fortiden i sine forældres kælder, for her at finde utallige minder, hvoraf oprindelsen og minderne bag kun kendes til en brøkdel.

Et ordnet inferno
Udstillingen Arbejdsmark fungerer således som et ordnet inferno af visuelle repræsentationer og gengivelser fra forskellige tider, og udstillingen fremstiller således, på museal vis, vores måde at forholde os til fortiden, til historien og til minderne gennem de billeder vi indsamler, sætter sammen og tillægger betydning.

Herved fremstår udstillingen som en kunstnerisk fodnote, der underspillet påpeger hukommelsen og historien som værende performative, som noget vi skaber, ændrer, og tilpasser, ja som noget vi gør.

Historien samt vores hukommelse synes her ikke at være summen af minder, men summen af udvalgte minder. Ikke summen af punkter i historiens udvikling, men summen af udvalgt, affotograferede, indsamlede og udstillede hændelser og begivenheder.

Den sidste detalje
Desværre mangler udstillingen den sidste finish for helhedsmæssigt at nå helt i hus. Således forstået fungerer udstillingen i tanken, men i nuet, foran vitrinen savner man som betragter, at en brøkdel mere tid var blevet brugt på selve det konkrete udtryk, der kunne have stået en smule skarpere i detaljen.

Vi er i småtingsafdelingen, jo vist, men selve de små farvede papirlapper, som kan ses i vitrinerne, synes at være foldet i hast og selve organiseringen af de indsamlede udklip, billeder og mindre genstande, ville have fremstået mere æstetisk overbevisende, hvis en smule mere perfektionistisk sirlighed var blevet tillagt organiseringen.

Udstillingen ender som en smuk og eftertænksom udstilling, der trods dens lille størrelse, formår at sætte mange tanker i gang.

Var den sidste stringente museale sirlighed ala stensamlingen på Geologisk Museum derfor blevet efterlevet, ville udstillingen ikke blot indholdsmæssigt, men også i udtrykket have fremstået som en fuldendt fortælling.