Performativ kamp

Helena Hei-Sook Park var en af de deltagende danske kunstnere under det andet Samtalekøkken – forum for performativ kunst. Og det skulle vise sig at hendes indledende værk til aftenens program, kom til at lægge stilen for resten af denne novemberaften, hvor den performative kunst igen var til debat.

Kamp med kønnet
En række grøntsager i den tunge ende af kostpyramiden konfronteres med prust og kamp. Spinkle Park har til anledningen iklædt sig hustru-pels og stålhandsker, og tilbereder en kål- og græskarsuppe med en del forhindringer indlagt.

Park kæmper med andre ord med remedierne, og det i en sådan grad at hendes performance aldrig manifesterer sig ud over sit lavpraktiske niveau; at få hakket grøntsager og putte dem op i en gryde.

Dét kønspolitiske billede, som værket formentlig ville skabe af en kvinde, der kæmper hårdnakket (og håbløst) med hjem, mad, mode og familie, fremstod desværre kun vagt.

Den gensidige kamp
Den britiske kunstnergruppe Lone Twin stod for aftenens talk om deres kunstneriske praksis, hvor fysiske udfordringer driver den kamp, gruppen udsætter sig for igen og igen. Fra bjergbestigning og umulige tværgående byvandringer, hvor bygninger og infrastrukturer står i vejen, til poetiske optegnelser og optagelser af byrummets ‘natlige aktiviteter’ i et projekt over fire dage (med titlen Twenty Four Four).

Disse fysiske og mørklagte aktiviteter synes hele tiden at blive suppleret af et behov for at skabe skæve relationer til offentligheden i deres værker.

I Twenty Four Four kan man komme om natten og råbe sine inderste tanker ud over byen fra en høj stige, og gruppens seneste projekt The Boat Project er et gadekryds mellem en dagbog og en båd, hvor folks gamle træobjekter med en tilknyttet historie hugges op og samles i en bådkonstruktion – en anvendelig skulptur, som rent faktisk skal sejle.

Samme aktivering af offentligheden ses i projekterne: Street Dance og Speeches, hvor dans, taler og pizza-akrobatik er en måde at flytte det individuelle talent ud i en offentlig sammenhæng, uanset hvad talentet så er.

Nielsens kamp mod konventionerne
Aftenens live-anmeldelse og debat var som Helena Hei-Sook Park præget af kamp med de helt lavpraktiske forhold:

Trine Ross (kunstkritiker ved Politiken) var indbudt for at give sit blik på Funus Imaginarium af Das Beckwerk: Død, ligtog og begravelse af identiteten: Claus Beck Nielsen, der har udspillet sig over de sidste tre måneder. Trine Ross kæmpede med Beckwerkets omstændige projekt og grundlæggende spørgsmål om, hvad der er virkeligt og konstrueret i ‘interventionen’ som hun kaldte den.

Hendes kamp var på mange måder præget af ambivalens, som hun selv forklarede det:

“Hvad skal jeg kalde ham, hvor stopper værket og hvad skal vi med det?” spurgte hun.

Spørgsmål hun ikke selv fik besvaret, men nok mente var relevante, selvom identitetsspørgsmålet for hende var det altoverskyggende og -forstyrrende ved dette projekt.

Hvornår starter værket?
Det viste sig dog, at Trine Ross kun havde deltaget flygtigt i den performative del af værket; ligtoget og begravelsen, med den argumentation at værket i hendes perspektiv var primært intellektuelt og sprogligt funderet – hele det sproglige og intellektuelle postur omkring identitetens afsked med verden.

Det var der dog ikke enighed om, og dermed blev selve det performative værkbegreb sat til debat: Hvornår bliver kunsten performativ? Når vi deltager i den, eller når vi blot involveres intellektuelt i den.

Aftenen afrundedes af det umage finske makkerpar Double Talk, der med banale ordlege, landsbyfortællinger og en énstrenget musikinstallation rundede en aften af, der – som den performative kunst – var præget af en del forvirring og kamp med formen.

En aften, der ikke gav nye svar om vores forhold og tilgang til den performative kunst, men i det mindste fik startet kampen…