Pist Protta – tidsskrift og raritetskabinet

Charmerende fordybelse
Redaktionen bag tidsskriftet Pist Protta har "aldrig spurgt læseren om noget som helst, den har stort set ikke interesseret sig for, hvem læserne var eller hvad de måtte mene, og der har aldrig eksisteret nogen formaliseret kontakt til publikum, ud over publikationen i sig selv."

Med disse ord tegner det redaktionelle forord til Pist Protta nummer 65 fra januar 2010, et meget rammende billede af tidsskriftet som idiosynkratisk indadvendt og farverigt fordybende – en slags ligegyldighedernes legeplads. Og så er det oven i købet charmerende.

Den røde tråd, der mangler, er den røde tråd
Pist Protta er omtrentligt udkommet to gange årligt siden 1981, og den redaktionelle linie kan siges at være tegnet ved mangel på rød tråd. De enkelte numre er båret af redaktionens ønsker om eksperiment, fordybelse, ud-, ind- og eftertryk.

Man er, som læser, i sagens natur nødsaget til at hoppe på den vogn, som redaktionen har gjort sig til fører af, men Pist Protta er en Ellert – et kuriosum i sin mission såvel som i sit emnefelt.

Ellerten er forbeholdt de særligt interesserede. Den er for langsom og usikker til motorvejen, og man kan til stadighed undres over formålet med den og effektiviteten af den.

Netop dét er den fornøjelige styrke ved det undseelige kunstmagasin. Det udgør en indgang til en seriøst useriøs tidslomme, hvor en nedsænkning af bevidstheden i hidtil oversete (ud)forskningsfelter tilsyneladende er eksistensgrundlaget.

I nummer 65 kan man eksempelvis læse Hans Grams "Stilhistoriske gennemgang af belgiske dekorationer", og man kan for tiden følge med i Gitte Broengs infraordinære charmerende minutiøse føljeton om Frøken Klokkens fødsel.

"De mindst gennemførlige, bedste umulige idéer"
Tidsskiftets tone slås repræsentativt an i den konkurrence Johanne Løgstrup udskriver i nummer 65, nemlig en konkurrence for "mindst gennemførlige, bedste umulige idéer".

I denne formulering ligger en stor del af den fornemmelse, der knytter sig til berøringen med Pist Protta: en fordybelse i hvad der andre steder må anses for ligegyldigt, urealistisk eller blot og bart nonsens.

Den alvorligt legende tilgang til både stof, tone og vision mikses fænomenalt med seriøst seværdige bidrag, som eksempelvis Janus Kodals palimpsester over kendte(s) taler under den samlede titel "Div. Trusler" i Pist Protta nummer 65 eller Marianne Jørgensens "Portræt af to huse i et nybygget parcelhuskvarter" i nummer 65 og 66.

Excentrisk eller radikalt omstyrtende?
Pist Protta har på det seneste søsat projektet "KKK – Den komplette kortlægning af kunsten", som bygger på spørgeskemaer optrykt i tidsskriftet. Den første del af undersøgelsen startes prisværdigt med en selvkortlægning:

"Hvordan opfatter du Pist Protta?" Der er ni svarmuligheder, der spænder fra "eksentrisk selvoptaget" over "konceptuelt" til "bekymret relationel" og "radikalt omstyrtende" – det er tilladt at sætte flere krydser(!)

Med spørgeskemaets rigiditet in mente, lader Pist Protta sig vanskeligt gribe og indfange i en ramme og indplacere i feltet af kunsttidsskrifter. I dette tilfælde må det være nok at sige, at Pist Protta indfinder sig, just hvor det har lyst til at være.

Tidsskriftet mestrer til tider at være et lille kunstværk i sig selv – eksempelvis i numrene 34 til 45, som udgøres af en samling af omslag med tilhørende indholdfortegnelser over et indhold, der ikke er der. Men blandt andet i de to seneste numre mestres bestemt også at være en kuriøs smeltedigel for kunst, litteratur, brevkasser, uladsiggørlighed og spøjs fordybelse.

Tak for det!