Pludselig fatter jeg en Pind!

På Overgaden fniser Mr. Pind i kulissen, imens man forulempes, forvirres og forlystes på hans første soloudstilling.

Hvad spiser en kunstner til morgenmad? Skruer, sandpapir, batterier, kobbertråd, små noter og viskelæder selvfølgelig. Foto: Anders Sune Berg.

På Overgaden fniser Mr. Pind i kulissen, imens man forulempes, forvirres og forlystes på hans første soloudstilling.

Hvad spiser Pind til morgenmad? Hvordan materialiseres en flygtig tanke i en kunstners snørklede hoved? Og hvordan er det egentlig meningen, at vi skulle forstå det værk? Pinds (f. 1975) første soloudstilling herhjemme undersøger kort fortalt: Hvordan foregår processen fra tanke til værk?

Det er en fryd at gå på opdgaelse i arkivet og finde nogle af de spor, som resten af udstillingen følger. Foto: Anders Sune Berg.
Det er en fryd at gå på opdgaelse i arkivet og finde nogle af de spor, som resten af udstillingen følger. Foto: Anders Sune Berg.
Arkivet rummer store mængder af inspirationsmateriale. Foto: Anders Sune Berg.
Arkivet rummer store mængder af inspirationsmateriale. Foto: Anders Sune Berg.

Pind undersøger dels dette selv, men for en gang skyld er denne proces også blevet til et reelt værk, som man som publikum kan gå på opdagelse i. Og fordi tankerne er interessante og med et ganske skarpt glimt i øjet, virker Pinds gavmilde udstilling This Title is an Artwork of Mine utrolig godt.

En kærlig manipulation
Pind iscenesætter sig selv som konceptkunstner af den gamle skole, hvor kunsten og kunstinstitutionen ("den hvide kube") udfordres og udvides.

Det gør han i kraft af, at hans værker placerer sig i et mellemrum, hvor de stadig er i proces og publikum bliver en væsentlig del af den endelige produktion.
Dog hele tiden ført med kunstnerens kærlige men manipulerende hånd, og derfor føler man sig overvåget af en konstant tilstedeværedne Pind, som slår sig på lårende bag de hvide vægge.

Det er der som sådan ikke noget som helst nyt i, men Pinds greb er ærligt fortænkte, til tider skarpe og subtilt manipulerende, og det er ihvertfald forfriskende.

Arkivet og bagerst til venstre det konceptuelle værk SeventyUp thousand (en SevenUp dåse med fire nuller (ZERO) ovenpå). Søgt, og det er meningen. Foto: Anders Sune Berg.
Arkivet og bagerst til venstre det konceptuelle værk SeventyUp thousand (en SevenUp dåse med fire nuller (ZERO) ovenpå). Søgt, og det er meningen. Foto: Anders Sune Berg.

På en eller anden måde får han i en ret lille og enkel udstilling iscenesat den kunstneriske proces (og dens bagtanker) fra ideens udspring hos kunstneren til den nøje udtænkte indlejring i kunstpublikummet.

I skabene gemmer sig utallige remedier. Her på øverste hylde kunstnerrelaterede DVD'er. Foto: Anders Sune Berg.
I skabene gemmer sig utallige remedier. Her på øverste hylde kunstnerrelaterede DVD’er. Foto: Anders Sune Berg.
Fra arkiv til kunstværk
Udstillingen er således bygget op som en skabelsesfortælling: Fra kunstnerens arkiv (skitser, halvfærdige objekter, gamle værker, der er blevet skilt ad, toilet, værktøj, små tekstbidder, kunstteoretiske referencer, kunstnerens afgangsværk fra akademiet i 2006 og dvd’er med titler som: Vaner som proces, Forventninger, håb og potentiale, Forfængelighedens æstetik, Selvbenægtelse, Perception og identitet, Sult og ikke mindst Svar) til et tomt hvidt rum (kunstinstitutionen) for til sidst at ende i et fordrejet, ligeså buldrende tomt rum badet i et grønt lys.

Totalteater
Efterhånden får man i dette grønne rum øje på små A4-papirværker, der er spredt i rummet (nogle er tilsyneladende drattet ned fra væggen).

Det ligner minimale kunstværker som man kender dem, og går man nærmere konfronteres man af tekster som:

"You are an artwork of mine."
"Your first sexual experience was a performance of mine."
"Your impressions of red is an artwork of mine."
"You, being in this room is a performance of mine."

Teksterne og hele rummet fungerer som vrangside til den hvide kube. Pludselig blotlægges de konceptuelle bagtanker og manipulationer, som "kunstrummet" altid er fuldt af.

Bag døren i den hvide kube gemmer sig endnu et udstillingsrum...Foto: Anders Sune Berg.
Bag døren i den hvide kube gemmer sig endnu et udstillingsrum…Foto: Anders Sune Berg.
Det bagerste grønne udstillingsrum, hvor alt flyder sammen og intet er neutralt. Foto: Anders Sune Berg.
Det bagerste grønne udstillingsrum, hvor alt flyder sammen og intet er neutralt. Foto: Anders Sune Berg.

Skøn forulempelse
Han blotlægger på en meget subtil måde hele den teaterforestilling, som man pludselig er en del af, når man træder ind i kunstrummet – og i dette tilfælde hans kunstrum, hvor vi som publikum (selv vores tanker) automatisk bliver en del af hans totalteater.

Og sjovt nok klapper man af glæde, imens han kaster sin klamme kunsthånd over vores tanke- og sansemæssige ejendom.

Når man så halvforvirret ("skal jeg egentlig være forulempet?") men småfnisende åbner døren for at gå igennem det hvide rum, er alt pludselig rødt (kontrastfarven til grøn), og man fornemmer, hvorledes man med ret simple midler bliver trukket rundt i manegen af Pind, og det er fedt!


Fakta

Udstilling

This Title is an Artwork of Mine

27 jun 2009 16 aug 2009

Pind

Overgaden - Institut for samtidskunst Se kort og tider

Fakta

Fra kunstnerens essay, der fornemt supplerer udstillingen:

"PS. Jeg så dig på gaden den anden dag oppe fra mit vindue. Du kom gående med tasken hængende over skulderen og solbrillerne siddende selvsikkert i panden.
Dine skridt var taktfast målrettede, og det var ty­deligt at se, hvordan fortovet var den catwalk, hvorfra du performede dig selv.
Men hvad jeg ikke forstår er, hvordan du kunne gå så rytmisk perfekt til musikken, som jeg hørte for lukkede døre. Havde jeg ikke fortalt dig dette nu, ville du aldrig have vidst, at din forestilling om dig selv på det pågældende tidspunkt var en fuldkommen realitet for mig."


Pind (alias Mr. Pind f. 1975) tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunst­akademi i 2006.

Han har senest haft en separatudstilling på udstillings­stedet Pladsen, København, 2008 og har deltaget i københavnske gruppe­udstillinger på bla. Co-Lab, 2008, Beaver Projects, 2008, Galerie Mikael Andersen 2007 og 2008, Bendixen Contemporary Art, 2007 og Charlot­tenborg, 1999 og 2001.
Desuden har hans værker været vist på Gallerie Bravo i Düsseldorf, 2006, Baltic Raw Tower i Hamburg, 2005 og Gallerie Pankow i Berlin, 2003.
Endelig har han udstillet med kunstnerkollektivet Selvsving på Kopenhagen Shop og Basement, København i 2004, på Køge Skitsesamling i 2003 og på AIX NV, København i 2002. Pind bor og arbej­der i København.