Poesi fra døde digtere

Den brasilianske kunstner Tamar Guimarães’ udstillingTHE AFTERLIFE (OF NAMES AND THINGS) er bygget op om fire værker – alle medafsæt i efterladte dokumenter og historier med udgangspunkt i Brasilien.

Sociale og kulturelle sammenstød
På udstillingen kan blandt andet opleves videoværket Canoas (2010).Canoas er navnet på den brasilianske stjernearkitekt Oscar Niemeyersvilla i Rio de Janeiro (fra 1950erne). Den luksuriøse villa anses afarkitekturhistorikere som et af de vigtigste eksempler på moderne arkitektur.En grundlæggende tanke i modernismens arkitektur var, at boliger ikke skullemarkere status og rigdom, men signalere lighed mellem mennesker.

Hos Guimarães klinger modernismens projekt og dens fremtidsoptimisme dognoget hult. I videoen følger vi tjenernes forberedelser til et cocktailparty iNiemeyers villa. Kontrasten mellem tjenernes og overklassens luksuriøseomgivelser er slående.

Personerne i Guimarães’ film bruges som værktøj til at tematisere størreproblematikker som race, køn, klasse, magt og autoritet.

Det samme er på spil i værket A Man Called Love (2007), der beståraf en dias-serie og en bog. Her følger vi den sande historie om det berømtebrasilianske, spiritistiske medie Francisco Candido Xavier (1910–2002). Xavierdedikerede sit liv til at nedskrive meddelelser, som han modtog fra afdødesånder.

I alt skrev Xavier over 400 bøger dikteret af ånder, og han fik stor opmærksomhedfra den brasilianske middelklasse under militærdiktaturet fra 1964-1985.Xaviers version af spiritismen var utopisk og dybt konservativ. Derfor er hansperson uundgåeligt indhyllet i spørgsmål om race og klasseskel. Dertil kommer,at ingen af åndernes ytringer udfordrer det bestående system, men allemedvirker de til at reproducere den sociale orden. Eksempelvis udtaler Xavier iet TV interview på opfordring af ånden Emanuel: ”Husk at underkaste digregeringen. Adlyd og vær parat til at assistere i det gode arbejde”.

Guimarães’ ærinde er ikke at udlevere Xavier, men igennem ham at kritiserestørre samfundsmæssige problemstillinger, herunder militærdiktaturet.

Fakta eller fiktion
Værket A Man Called Love har rødder i den dokumentariske tradition.Guimarães’ brug af historisk arkivmateriale, de virkelige fotografier og denoverordnede fortæller giver det indtryk, at vi ser en dokumentar. Alligevel erder scener, hvor tvivlen sætter ind.

Blandt andet får vi at vide, at Xavier i 1932 udgiver digtsamlingen PoetryFrom Beyond The Grave, dikteret af 56 afdøde, brasilianske digtere. Efterudgivelsen retsforfølges han af enken til én af digterne på grund af manglenderoyalties.

Det er en så utrolig historie, at man har svært ved at tro den, menretssagen fandt virkelig sted. Dommeren dømte til fordel for Xavier med ordene:”Digteren er død, og de døde har ingen rettigheder”.

Guimarães efterlader os svævende i et limbo mellem fiktion og fakta, hvorvi sætter spørgsmålstegn ved historisk ’bevismateriale’. For hvad er historisk ‘sandhed’, når historien genfortælles, som i Xaviers tilfælde, gennem åndereller i vores tilfælde gennem en ‘dokumentar’ på en kunstudstilling?

Guimarães beder os stille spørgsmålet: Hvem har magten til at fortællehistorien?

En udstilling der taler til intellektet
Udstillingen sætter sig igennem somen smuk og sanselig oplevelse hos beskueren, hvis man tager sig tid til atdvæle ved værkernes mange smukke billeder. Men det er på detintellektuelle plan, at udstillingen virkelig fungerer. Hvert enkelt værk emmer af eftertanke og berører flereemner, som man hver især kan vælge at forfølge.

At gå til udstillingen er en udfordrende øvelse, og kræver tålmodighed ogen vilje til viden af sit publikum.Derfor er det skuffende, at værkerne stort set ikke ledsages af nogen form forformidling eller forklarende tekst, som kunne være givende for den særliginteresserede, og inspirere til en egen undersøgelse af emnet.

Det skal desuden tilføjes, at al tale og skrift på udstillingen er på engelsk.