Politisk kunst eller skandale

aarhus.nu har talt med Mette Sandbye om kunsten, politikken og markedet. Mette Sandbye er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og kunstkritiker på Weekendavisen.

Kunstner eller politiker?
Hvad er politisk kunst?
Der er forskellige grader af den politiske kunst, men det handler om at have et budskab – at kritisere noget, der foregår derude såsom undertrykkelse af folkegrupper, racisme eller social ulighed. Men politisk kunst er også en trendy betegnelse, som kunstnere og gallerier smykker sig med.

Men hvis det handler om at kritisere uretfærdigheder, hvorfor bliver kunstnerne så ikke politikere?
Ja, der er mange politiske organisationer, og man kan spørge om, hvorfor de politiske kunstnere ikke bruger deres kræfter inden for disse. Men når man er kunstner, så er det det man er.
De kunstnere, der er gode til at beskæftige sig med det politiske, formår at bringe væsentlige emner ind i kunstinstitutionen, så det ikke kun handler om kunstnerens indre følelser, om smukke værker og formelle sprængninger. Hvis folk, der kommer på Louisiana om søndagen for at se kunst og få kaffe og kage i cafeen, får en anden og skærpet politisk bevidsthed ud af besøget, så har kunsten nået noget.

Kan kunsten forsat have et politisk potentiale, når den er indfanget af kunstinstitutionen?
Det er avantgardens traditionelle problem – enten bliver kunsten helt opslugt af livet, og så er den ikke kunst mere. Eller også bliver kunsten opslugt af kunstinstitutionen, og så er den tandløs. Men det behøver ikke at være sådan – udfordringen er at lave politisk kunst inde i kunstinstitutionen.

Det sindssyge kunstmarked
Hvordan adskiller den politiske kunst i dag sig fra tidligere tiders politiske kunst?
Den store forskel er kunstmarkedet. Markedet har udviklet sig helt sindssygt og er blevet meget avanceret. Man kan ikke længere være en uskyldig politisk kunstner som i 1960’erne og 1970’erne og råbe politiske budskaber ud i offentligheden. Kunstnernes udsagn skal være præcise, fordi markedet opsluger alt i en voldsom sensations- og nyhedshunger.

Den politiske kunsts virkemidler
Hvad kan kunsten som andre politiske aktører ikke kan?
Kunsten kan benytte humor, være absurd og spontan, det vil sige bruge nogle andre greb end dem, der bruges i journalistikken og det almindelige politiske arbejde. Den kan åbne øjnene og få noget andet frem i den politiske debat.
Men humoren, det absurde og de overraskende vinkler er upræcise redskaber. Fordi kunsten kan være absurd og anderledes, så afstår den fra at lade sig vurdere ud fra de præmisser, som gælder for journalistikken og det politiske arbejde – det er et problem.

Skal den politiske kunst bedømmes på en særlig måde i forhold til anden kunst?
Nej, man skal bedømme politisk kunst ud fra de samme begreber, som man bedømmer al anden kunst, men det er vigtigt at have en etisk bevidsthed med, når man laver politisk kunst, så man ikke bare skyder med spredehagl. Kunsten skal også vurderes på dens etiske grundlag.

Er det en etisk bevidsthed, der er særligt knyttet til det politiske felt?
Ja, fordi det handler om virkelige mennesker, og det handler om uretfærdigheder. Politiske kunstnere har som regel et venstreorienteret udgangspunkt, og man solidariserer sig med de svage på forskellig vis. Når man laver noget, der involverer de svage, er man etisk forpligtet overfor dem.

Superflex
Kan du give et eksempel på politisk kunst, hvor denne etiske bevidsthed er på spil?
Det kan være kunst, der samarbejder med nogen derude i verden. Når Superflex laver et projekt som Guaraná Power [produktion af guaranásodavand i samarbejde med sydamerikanske bønder; red.] så er de forpligtiget overfor guaranábønderne. Superflex skal følge det til dørs og ikke bare udnytte de sydamerikanske bønder til at brande sig selv som politisk engagerede kunstnere på den internationale kunstscene.

Surrend
Kan du give et eksempel på det modsatte?
Jeg har været ude efter Surrend – de laver spektakulære projekter, der peger i øst og vest og alle retninger…

…Men er de kunstnere?
Ja, for de kalder sig kunstnere, og de vil gerne ind i kunstverdenen, men man kan mærke på dem, at de ikke er vokset ud fra kunstverden. Jeg synes, at der skal være intellektuel præcision i al kunst, og det mangler der hos Surrend.

Hvad betyder det at mangle intellektuel præcision?
Surrend havde en udstilling i LARM-galleriet. Den kunne forstås som en forlængelse af 1920’ernes fotomontager, men dengang var der noget på spil for kunstnerne – der var en udsultet arbejderklasse og Hitler var på vej til at overtage magten.
Surrend’s udstilling kritiserer kongehuset, kunstkritikken, kunstfondene, kulturministeren, socialdemokratiet, kendiskulturen og mange andre. Men det er for let at gå ud og skyde med spredehagl efter alt og alle og bagefter trække sig tilbage bag den beskyttende vold omkring kunsten.

Hvordan kan man modarbejde denne tendens til at være upræcis?
Kunstkritikerne og kunstinstitutionerne skal skabe et nuanceret sprog, som kan bruges til at tale om den politiske kunst, så medierne og markedet ikke kun løber efter det sensationelle og højtråbende, men i stedet spørger til substansen i den politiske kunst.
Det er et problem, hvis kunsten kun skaber skandale, for så ender det med, at folk bare spørger "om det nu skal være kunst", hvorefter de ryster på hovedet og går videre.