Portrætmaleriets genkomst – nu som kollektiv fortælling

14. juni 2024

En række kunstnere er for tiden optaget af portrætmaleriet. Men ærindet er ikke kun at skildre et enkelt individ. Vi ser her på, hvordan tre kunstnere – Apolonia Sokol, Soheila Sokhanvari og Maria Torp – benytter genren til at skabe mere kollektive fortællinger.

Maria Torp: Inna Shevchenko. Foto: Thomas Rishøj.

En række kunstnere er for tiden optaget af portrætmaleriet. Men ærindet er ikke kun at skildre et enkelt individ. Vi ser her på, hvordan tre kunstnere – Apolonia Sokol, Soheila Sokhanvari og Maria Torp – benytter genren til at skabe mere kollektive fortællinger.

En række kunstnere er for tiden optaget af portrætmaleriet. Men ærindet er ikke kun at skildre et enkelt individ. Vi ser her på, hvordan tre kunstnere – Apolonia Sokol, Soheila Sokhanvari og Maria Torp – benytter genren til at skabe mere kollektive fortællinger.
Hvorfor er portrætmaleriet tilsyneladende uopslideligt? Man kunne ellers mene, at genren, der historisk set har været brugt til at forherlige fyrster, adelige og andre (mænd) med status og magt, besidder en dødvægt, som gør den uinteressant for samtidskunsten.
Og forresten: lever vi ikke i forvejen ikke i en hypervisuel, digital tid, hvor ikke mindst selfien og venne/familieportrætter kun er et klik borte og har adgang til eksponeringsplatforme i overflod? Hvorfor besvære sig med langsommelige pensler?
Tja, hvad angår traditionen, så er det oplagt, at det er interessant for kunstnerne (og os, der ser på), fordi der er noget at stemme sig op imod, noget at udfordre.
Og selve dét at male portrætter har selvfølgelig noget, som fotografiet ikke har: Håndværket, ja, men desuden den kunstneriske intention og de kunstneriske valg. Ikke at fotografiet er uden agenda, men maleriet starter trods alt med ingenting, mens fotografiets vilkår i en eller anden forstand er et aftryk af virkeligheden.
Måske handler portrætmaleriets fortsatte relevans slet og ret om, at mennesker bare er superinteressante? Det synes vi mennesker i hvert fald, som – hånden på hjertet – bare er mest optaget af os selv.
Et portræt giver mulighed for at leve os ind i en anden person, men den portrætterede holder også et spejl op, hvori vi ser os selv. Måske får det gode portræt os til at tænke over, hvem vi selv er, og hvad det vil sige at være menneske. Trods alle vores forskelligheder, er andre mennesker dybest set akkurat som os selv.
Men så er der også kunstnere, der arbejder med genren på en langt mere konceptuel og sociologisk måde, der udover at skildre enkeltpersoner rækker ind i mere kollektive emnekredse. Det skal det handle om her.
De ser dig direkte i øjnene
Apolonia Sokol har været meget omtalt her til lands i forbindelse med Lea Globs portrætfilm Apolonia Apolonia og soloudstillingen på Arken, som vi anmeldte her på siden. I skrivende stund har hun endnu en større dansk udstilling på Overgaden sammen med Zahna Siham Benamor.
Sokol arbejder blandt andet med portrætmaleriet. Hun maler venner og kollegaer uden at hendes projekt af den grund er privat eller introvert.
Apolonia Sokol: Dina El Khaisy Friemut, 2020. Courtesy of the artist.
Apolonia Sokol: Dina El Khaisy Friemut, 2020. Courtesy of the artist.
De portrætterede fra hendes omgangskreds tilhører alle på den ene eller anden måde aktivistiske, underrepræsentere eller udgrænsede grupper
Her er mennesker i alle hudfarver, personer med mandligt køn og kjole, kvinder som træder frem i egen ret, trodsigt, blødt, med udslået hår.
Det er LGBT+ undergrundsmiljøerne, der repræsenteres, og der er en insisterende vedholdenhed i dette persongalleri, som gør det til et frigørelsesprojekt. Udsagnet er: Lad os få syn for mangfoldigheden af liv, som eksisterer i verden, hvis vi lukker op for de begrænsende kasser og strukturelle normsæt, som majoriteten forsøger at tilpasse sig.
Apolonia Sokol er ikke den første kunstner, der igennem portrætgenren har dyrket LGBT+kulturer fra indersiden. Blandt flere kan Wolfgang Tillmans, Nan Golding og Andy Warhol nævnes som kunstnere, der har opereret i dette terræn, dog med (film)kameraet som medie.
Det er også et kampklart og udfordrende projekt. Sokols portrætter indskriver sig i en kamp om, hvilke billeder vi får mulighed for at møde. Kunsthistorisk er der masser af malerier af kvinder, men sandt er det jo, at disse billeder for langt størstepartens vedkommende er set med et mandligt blik og dermed i udbredt grad repræsenterer den historiske nedvurdering af kvinder.
I Sokols værker er de portrætterede en aktiv del af processen, og hun taler med dem om, hvordan de gerne vil fremstå. Billederne har ikke titler som Nøgen kvinde eller Model. Derimod indgår den portrætteredes navn ofte i titlen.
Apolonia Sokol: Oksana Schachko. Foto: Arken.
Apolonia Sokol: Oksana Schachko. Foto: Arken.
Således også i portrættet af den ukrainske aktivist og kunstner Oksana Shachko (1987 – 2018), som var en nær ven af Sokol.
Shachko var en af grundlæggerne af den radikale feministiske gruppe FEMEN, som i barbrystede og støjende aktioner mod blandt andet seksuel udnyttelse af kvinder kaprer massemediernes sex-fascination til fordel for den feministiske sag.
Hun er malet på Sokols genkendeligt endimensionelle, flade og stiliserede måde, som minder om middelalderens ikonmaleri. Men Sokols malerier er også altid blik-konfronterende. Oksana Shachko ser beskueren direkte i øjnene, og den portrætterede henvender sig lige så meget til os, som vi ser på hende.
Hun er skildret med dette ufravigelige blik, spredte ben og bar overkrop og udtrykker den power og vilje til at stå op for sig selv og sin seksualitet, som er så karakteristisk for kunstnerens portrætter, der på den måde ikke blot er en indfølende skildring af et enkelt individ, men tjener en større og kollektiv sag.
Iransk glamour
Soheila Sokhanvari (f. 1964) er netop nu aktuel med en større installatorisk udstilling på Aros, hvor hun effektfuldt har orkestreret 21 miniature-portrætter af iranske forfattere, filmstjerner og sangerinder, som udfoldede deres virke i 1960 – 70’erne før den iranske revolution i 1979. Revolutionen udskiftede et enevældigt, diktatorisk – men vestligt orienteret – monarki, under styre af shah Mohammad Reza Pahlavi, med en islamisk, teokratisk republik under ayatollah Khomeini, og dette fik ikke mindst store konsekvenser for kvinders udfoldelsesmuligheder.
Således genindførtes blandt andet obligatorisk tilsløring for kvinder og forbud mod at synge offentligt. Kunstnerne blev bandlyst, fængslet, tvunget til at underskrive angrende erklæringer om deres kunstneriske virke, mens filmene, sangene og bøgerne blev fuldstændig fjernet fra alle arkiver i Iran. Mange af kunstnerne valgte at forlade Iran.
Soheila Sokhanvari: Installationsfoto fra udstilling Rebel Rebel, Aros. Foto: Mads Smidstrup.
Soheila Sokhanvari: Installationsfoto fra udstilling Rebel Rebel, Aros. Foto: Mads Smidstrup.
Med sine portrætter søger Sokhanvari, der som 14 årig i 1978 emigrerede til Storbritannien med sin familie, at genkalde denne blinde plet i iransk kultur, og dermed skabe en alternativ fortælling til den islamiske republiks historieskrivning. Hun ser disse kvinder som bedstemødre til den generation, der risikerede deres liv på gaderne i Iran i 2022 under protesterne over moralpolitiets drab på 22-årige Jina Mahsa Amini.
Hendes sirlige miniatureportrætter er malet med ægtempera (pigment blandet med æggeblomme) på pergament lavet af kalveskind og malet med egernhårspensler ligesom traditionelle persiske miniaturemalerier. Hvert lille maleri har taget Sokhanvari mellem seks og tolv uger at skabe.
Soheila Sokhanvari: Bang. Portræt af Faranak Mirghari, 2022. Foto: Mads Smidstrup.
Soheila Sokhanvari: Bang. Portræt af Faranak Mirghari, 2022. Foto: Mads Smidstrup.
Her er for eksempel portrættet af Zinat Moadab (1923-2023), der spillede hovedrollen i en film fra 1948, som var kritisk overfor arrangerede ægteskab – noget hun i øvrigt selv var blevet tvunget ind i som 14 årig (hun blev senere skilt). På grund af sin medvirken i filmen blev hun efterstræbt på livet i det stærkt konservative og kvindefjendske samfund, men hun lod sig ikke afskrække og blev siden den første kvindelige leder af et filmstudie.
Hun er malet tilbagelænet og selvbevidst i vestligt tøj med en smøg i hånden på en baggrund, som fusionerer traditionel persisk- og vestlig 60’er-psykedelisk ornamentik.
En anden skuespiller, Faranak Mirghahari, er malet med en pistol i hånden med reference til hendes optræden i filmen The Last Hurdle (1962), hvor hun i modsætning til en traditionel passiv kvinderolle spiller en særdeles aktiv karakter, der skyder sig vej gennem det mandsdominerede samfund. Hun er skildret med skarpe øjenbryn, perfekt frisure, rødternet kjole, rød ørering, rød neglelak. I baggrunden er der i sandhed knald på mønsteret.
Lidt atypisk for den farvestrålende og ornamenterede serie er portrættet af forfatteren Forough Farrokhzad, der skrev modigt om kvindeligt erotisk begær. Hun er malet i sorthvidt med en kat i favnen og ser, som mange af seriens kvinder, på os med et stærkt, direkte blik.
Det er altså kvindelige kunstnere, som har udtrykt sig i en konfliktfyldt tid, hvor stive og undertrykkende traditioner til en vis grad var under opbrud (et opbrud som delvist blev støttet af shahen), hvor disco, korte kjoler, ‘moderne’ litteratur og filmproduktioner spirede frem. Men dette opbrud blev effektivt lukket ned af det nye styre i 1979.
Sokhanvaris projekt handler derfor ikke bare om at hylde enkelte gamle filmstjerner. Jo, det gør det også, men det forsøger tillige at gendanne et slettet arkiv. Projektet handler simpelthen om at genindskrive kvinderne i en større, kollektiv historie.
Men det kredser også om at udfordre et vestligt syn på Iran, hvor vi er tilbøjelige til stereotypt at stirre os blinde på sløret. Vi ser tildækkede kvinder uden at reflektere over, hvad der er bag. Disse glamourøse, smukke performere viser en selvbevidthed, kraft og skønhed, som ulmer under det repressive system.
På den måde handler Sokhanvaris portrætserie ikke bare nostalgisk om en svunden tid, men er derimod i familie med den nutidige kamp for kvinders rettigheder og frihed i Iran.
At forme et mønster
Maria Torps portrætserie Shaping a Pattern, som aktuelt er udstillet på Trapholt, benytter også portrætgenren som afsæt for at sætte fokus på en større sag. Her drejer det sig om piger og kvinders rettigheder, sociale status og levevilkår. På globalt plan.
De store hyperrealistiske malerier skildrer forkæmpere for rettigheder for kvinder. Og vi kommer vidt omkring: Fra den tidligere sydafrikanske vicepræsident og direktør for UN Women, Phumzile Mlambo-Ngcuka til Seqininnguak Qitura Lynge Poulsen –grønlandsk aktivist for LGBTQ+ og oprindelige folks rettigheder. Fra Marta Alanis, der kæmper for fri abbort i Argentina til den kinesiske feminist Xiong Jing.
Serien består af i alt tolv portrætter og er resultatet af en syv år lang proces i form af rejser, samtaler, fotos, skitser, noter og film – og selvfølgelig det minutiøse arbejde foran lærredet med at skildre de portrætterede ned til mindste rynke i ansigtet eller fold i klædestoffet.
Rhobi Samwelly grundlagde Hope for Girls and Women i Tanzania i 2017, som driver safehouses for piger, der flygter fra omskærning, og hun er en stærk international stemme med interviews i BBC og taler i FN’s Female Genital Mutilation-panel.
Hun er skildret i Torp realistiske malestil, siddende med stor ro og værdighed på en grøn plastikstol. Hovedet er hævet og blikket lidt til siden, overvågende. Den abstrakte baggrund er skabt ved, at piger fra de sikre huse har danset henover lærredet med maling på fødderne. Vi har i billedet både alvoren (den alvorlige kvinde, der vedholdende kæmper for en sag) og den frie leg (pigernes dans).
Værkets frontale monumentalitet er kun udfordret ved, at Samwelly er rykket lidt til venstre fra centrum i billedet, men der er ingen tvivl: Vi ser en dronning, en helt, en kraft. Og det er det hele projektet handler om: empowerment.
Mere dynamisk og drømmende er portrættet af den afghanske rapper Sonita Alizadeh, som ikke mindst er kendt for sit hit Daughters for Sale fra 2014. Sangen blev skrevet efter, at Alizadehs familie ville sælge hende til en mand for 9000 dollars. Hun er blevet et stort idol og har et kæmpe publikum (ikke mindst i Mellemøsten) med sine musikvideoer og udtalelser på de sociale medier mod børneægteskaber.
Vi ser den unge rapper med lukkede øjne, idet hun kaster papirark op i luften, som en slags symbolsk frihedshandling. Papirarkene henviser til den drømmedagbog, Alizadeh tidligt begyndte at føre. Bare dét at drømme er et omvæltende handling, for mange piger i Afghanistan har ingen tanker om fremtiden, fordi de ved, at de skal giftes væk.
Maria Torp: Denis Mukwege. Foto: Thomas Rishøj.
Maria Torp: Denis Mukwege. Foto: Thomas Rishøj.
I DR Congo har Dr. Denis Mukwege gynækolog, menneskerettighedsaktivist og vinder af Nobels Fredspris i 2018 behandlet tusindvis af kvinder, som er blevet ofre for krigsvoldtægt i forbindelse med landets mange ekstremt voldelige borgerkrige. Han er malet helt up-front, og det fotografiske forlæg er tydeligt. Selve ansigtet er knivskarpt – alle detaljer er udpenslet – mens baghoved, ører og jakkesæt er lidt ude af fokus. En venlig, karakterfast mand, hvis ansigt er et landskab i sig selv.
Også den europæiske aktivisme – og FEMEN igen – er repræsenteret i form af portrættet af en af lederne, ukrainske Inna Shevchenko, der blandt andet er kendt for med en motorsav at have savet et fire meter højt kristent kors ned i Kyiv i 2012 i protest mod kirkens kvindefjendske propaganda.
Vi ser hende fra oven, stående i strømpefødder på et lærred med gruppens hårdtslående demo-paroler (det er det mest vrede billede på udstillingen). Som om hun er trådt ud af det omrids – den stereotyp – der er malet op på lærredet.
Shaping a Pattern er en serie helte-portrætter. Alene størrelsen på portrætmalerierne, to gange halvanden meter, gør det!
Temaerne er alvorlige: sexturisme, børneægteskaber, omskæring, økonomisk uretfærdighed, voldtægt. Men serien vil først og fremmest stå som en hyldest til modstandskraften og de mennesker, som tager kampen op.